Prøv avisen
Boguddrag

Professor i etik: Der er behov for en ny og mindre striks dopingpolitik

Selv om det som udgangspunkt er forkert at bryde reglerne i sport, er reglerne ikke hugget i sten. Og hvad der er nok så vigtigt, det kunne jo være, at dagens dopingregler er moralsk urimelige, skriver professor Thomas Søbirk Petersen i en ny bog om dopingpolitik. Billedet er fra Tour de France 2017. Foto: Peter Dejong/AP/Ritzau Scanpix

Når alkoholiserede bueskytter, cykelryttere på EPO, synkronsvømmere berusede af glimmer og hash og travheste på Viagra overtræder dopingreglerne, er det som udgangspunkt moralsk forkert, men reglerne er ikke hugget i sten, mener etikprofessor, som i ny bog argumenterer for en ny og mindre restriktiv dopingpolitik. Læs et uddrag

Lad os, som sportsfolk ofte har for vane, varme op til vores emne Etik og doping med et par fantasifulde visualiseringer. Forestil dig, at Chris Froome vandt Tour de France 2019, fordi han kørte/cyklede Touren med en mikroskopisk hjælpemotor på sin cykel. Eller at Pernille Blume, i overlegen stil, vandt et hav af medaljer i svømning ved OL i Tokyo 2020, fordi hun havde brugt gennemsigtige handsker med ‘svømmehud’ mellem fingrene.

Hvis visualiseringerne blev realiseret i den virkelige verden, vil de fleste af os nok mene, at Chris Froome og Pernille Blume havde opført sig uetisk. Uetisk, da de to atleter ville bruge hjælpemidler, det ikke er tilladt at anvende. Den samme holdning vil formentlig også være gældende, hvis en atlet, i modstrid med sportens dopingregler, bruger præstationsfremmende medikamenter som for eksempel anabole androgene steroider (AAS) eller EPO (erypthropoietin) i kampen for at vinde.

Da Bjarne Riis i 2007 cyklede ud af skabet og udtalte de famøse ord “Jeg har taget doping. Jeg har taget EPO”, var den offentlige forargelse og kritik overvældende. Denne modvind mødte også Riis’ danske cykelkolleger: Jesper Skibby, Brian Holm, Bo Hamburger, Michael Rasmussen, Frank Høj og seneste skud på stammen, Rolf Sørensen. Alle som én har de smidt håndklædet i ringen og med tiden indrømmet, at de i løbet af deres karriere har anvendt doping.

Når alkoholiserede bueskytter, cykelryttere på EPO, synkronsvømmere berusede af glimmer og hash og travheste på Viagra overtræder dopingreglerne, er det som udgangspunkt moralsk forkert. For når et demokratisk valgt idrætsforbund eller en ditto anti-dopingorganisation har aftalt nogle fælles regler, som atleterne bør overholde, så er det moralsk forkert at bryde reglerne. Det er jo, blandt andet, derfor, at idrætsorganisationer straffer atleter, der bliver testet positiv for doping, med karantæne, fordømmelse og eventuel fratagelse af præmiepenge, rekorder og medaljer.

Men selv om det som udgangspunkt er forkert at bryde reglerne i sport, er reglerne ikke hugget i sten. Og hvad der er nok så vigtigt, det kunne jo være, at dagens dopingregler er moralsk urimelige, og at vi derfor skulle dæmpe vores forargelse over de atleter, der bliver taget i at anvende doping. I sportens verden, som inden for alle andre områder, er de fleste regler eller normer til diskussion. Engang var det lovligt at sælge, købe og mishandle slaver. Men selv om det engang var lovligt at holde slaver, vil vi i dag sige, at denne lov var moralsk forkert. Også inden for sportens verden er der mange eksempler på, at reglerne løbende bliver ændret. For eksempel blev diameteren på den officielle bordtennisbold i år 2000 ændret fra 38 millimeter til 40 millimeter. Formålet var at sænke farten i spillet, således at duellerne blev længere og dermed mere publikumsvenlige. Andre eksempler på ændring af regler i sport er, at kvinder kan deltage i maratonløb (ved OL fra 1984) og stangspring (ved OL fra 2000).

På dopingområdet gælder det samme. Reglerne ændrer sig løbende. For eksempel blev koffein i 2004 fjernet fra World Anti-Doping Agencys (WADA) liste over forbudte medikamenter. Men brug af visse medikamenter og metoder er jo kun snyd og dermed umoralsk at anvende i sport, så længe de er opført på WADA’s forbudsliste. Og som det forhåbentligt er blevet klart, mener jeg, at der er plads til at forbedre de gældende dopingregler. Jeg mener, at det bør være tilladt at anvende en lang række af medikamenter og metoder, som i dag er at finde på WADA’s forbudsliste. Det meste af bogen handler om at uddybe dette synspunkt. Men først en kort bemærkning om, hvorfor den kritiske røst i debatten om doping har så trange kår. Som udgangspunkt er det lidt underligt, at vi i Danmark sagtens kan diskutere, hvorvidt hash eller aktiv dødshjælp bør lovliggøres, eller om prostitution bør vedblive med at være lovligt, men stort set ikke kan diskutere, hvorvidt doping skal være lovligt i sportens verden.

Jeg mener, at det er et problem, at en kritik af de gældende dopingregler stort set er fraværende i den offentlige og idrætspolitiske debat. Dopingdebatten i Danmark og store dele af verden er præget af et ekstremt tunnelsyn, da stort set alle sportsfolk, politikere og idrætsledere giver offentligt udtryk for, at brug af doping er noget, Fanden har skabt. Men når idrætsorganisationer straffer atleter, der anvender doping, så vil de fleste være enige med mig i, at vi som minimum må forlange at få serveret en god begrundelse for, hvorfor brugen af doping er så umoralsk, at det bør føre til straf. Her er det ikke nok blot at henvise til, at doping er i modstrid med reglerne. I stedet bør man undersøge, om der er gode grunde til at acceptere regler, der leder til straf. En straf, der kan betyde, at en (top)atlet ud over at miste sit arbejde og blive fradømt sine præmiepenge, placeringer, rekorder og medaljer også kan miste centrale dele af sin identitet og sit sociale netværk. Den dømte dopingbruger kan og bliver ofte også udstillet, stigmatiseret, latterliggjort og fordømt i de offentlige mediers gabestok. At atleter bliver straffet for brug af doping, har ikke blot betydning for atleten selv, men kan også have store omkostninger for atletens pårørende og venner.

Dopingreglerne er også relevante for, hvad idrætslæger, juridisk set, kan tillade sig at udskrive af medikamenter til atleterne. Hvilke medikamenter der er på forbudslisten, er selvfølgelig også relevant for, hvad medicinalfirmaer kan vælge at producere og sælge af medikamenter til atleter. Så der er ingen tvivl om, at hvilke medikamenter og metoder det er strafbart for atleter at anvende, har betydning for en lang række individers og organisationers muligheder her i livet.

Mulighederne for at anvende doping rejser en lang række forskellige etiske spørgsmål: Er WADA’s gældende forbud mod doping moralsk acceptabelt? Bør brug af doping være ulovligt ifølge dansk lovgivning? Hvor hårdt og hvordan bør man straffe atleter, der anvender doping?

Er det etisk forsvarligt at teste atleter for anvendelsen af doping døgnet rundt og for eksempel teste dem om natten før en vigtig konkurrence? Er det rimeligt, at atleter altid skal fortælle WADA, hvor de opholder sig? Skal et helt hold (for eksempel et fodboldhold) modtage en kollektiv straf, hvis bare én spiller på holdet, uden de andre ved det, har anvendt doping? Selv om alle disse spørgsmål er centrale og vigtige – og til dels hænger sammen – så er dét det første spørgsmål, der er i fokus for denne korte bog. Nemlig en kritisk diskussion af forskellige svar på spørgsmålet: Er WADA’s gældende forbud mod doping moralsk acceptabelt?

At der er tale om et tunnelsyn i den danske og internationale debat om doping, kan der være mange forklaringer på. Men det er klart, at den kendsgerning, at det kan have store personlige omkostninger for blandt andre atleter og idrætslæger at ytre sig offentligt og negativt om de gældende dopingregler, lægger en kraftig dæmper på en kritisk og nuanceret offentlig dialog. Hvis en atlet, idrætslæge, træner eller idrætsleder ytrer sig kritisk om de gældende dopingregler, kan det være ensbetydende med et farvel til sponsorer, arbejde, netværk og venner. For det har store omkostninger, især for folk inden for sportsverdenen, at udtale sig kritisk om doping. Tænk, hvis cykelrytteren Rolf Sørensen udtalte sig positivt om doping og sagde: “Det er superfedt, det er slet ikke sundhedsskadeligt – tværtimod – hvis bare man får hjælp fra en dygtig læge og følger hendes råd”?! Hvis Rolf Sørensen talte parnasset imod på denne måde, vil han næppe kunne beholde sit job som cykelsportskommentator for TV2, og han vil nok også miste noget af sin folkelige popularitet. Men det er et problem, at mange af de personer, der ved noget om doping i praksis, ikke kan udtale sig offentligt og kritisk om dopingreglerne, uden at det vil have store omkostninger.

Det er vigtigt, at vi har en kritisk offentlig og politisk debat om doping. For hvilken dopingpolitik der er gældende, har, som vi har set det, stor betydning for en lang række menneskers liv. Ikke blot for atleterne og deres pårørende. Den gældende dopingpolitik har også stor betydning for, hvilket råderum der er moralsk og juridisk tilgængeligt for idrætslæger, trænere, sportsledere og medicinalfirmaer. Desuden, og nok så vigtigt, så har den gældende dopingpolitik også betydet, at for eksempel Rusland bliver udelukket fra en lang række internationale sportskonkurrencer, fordi de systematisk har snydt med dopingtest til fordel for russiske atleter. Denne udelukkelse vil let få negativ indflydelse på international storpolitik og diplomati mellem Rusland og andre lande. Så hvorvidt doping er strafbart eller ej, kan også have storpolitiske konsekvenser.

Jeg mener, at det både er et videnskabeligt og demokratisk problem, at de mennesker, der ved noget om doping og ønsker at kritisere den gældende dopingpolitik, ikke har nogen reel stemme i debatten. Jeg ønsker med denne bog at lade kritikerne af den officielle og gældende dopingpolitik få en sådan stemme. Hertil kan man hævde, at brug af doping bare er indlysende forkert. Det mener jeg ikke. Men før velmenende sportsjournalister, sportsledere og politikere får golfalbue af at polere deres glorie, når de udtaler, at dopingbrug er ‘utilgiveligt’ eller ‘sygt’, så lad os i stedet for prøve at undersøge, om begrundelserne for den gældende dopingpoli­tik hviler på klare begreber, saglig viden og et solidt etisk fundament.

Drømmen om den rene sport

Tunnelsynet i debatten om doping er stærkt forårsaget af drømmen om en dopingfri sport. En drøm, der kun er blevet stærkere, siden dopingpolitikken holdt sit indtog i midten af 1960’erne. Hør bare, hvad direktør for Danmarks Idrætsforbund, Morten Mølholm skrev i avisen Jyllands-Posten i 2016: “Doping er en trussel mod idrættens kerne, og derfor vil Danmarks Idrætsforbund altid kæmpe for en ren sport …”

Jeg mener, at drømmen om en dopingfri eller såkaldt ren sport netop blot er en drøm og altid vil forblive en drøm. En drømmeverden, der består af unge, sunde, veltrænede og smilende atleter, som vi kun, glimtvis, finder afbildet i propagandistiske glansbilleder fra totalitære samfunds sportsparader. At den rene dopingfri sport altid vil være en drøm, skyldes flere forhold.

For det første er doping effektivt med hensyn til at forbedre atleternes præstationer. For eksempel kan anabole steroider, selv i små doser, forøge muskelmassen og cykelrytteres energioutput med 5-20 %. Så for atleter, der søger sejrens sødme – berømmelse, penge eller en krop med store muskler – vil det altid været meget fristende at anvende doping.

For det andet er risikoen for at blive testet for doping ikke særligt stor. I store internationale konkurrencer er der tal, der viser, at det blot er 10-28 % af atleterne, der bliver testet, og i mindre konkurrencer er tallene væsentligt mindre. Og antallet af atleter, der bliver testet uden for konkurrencer, er endnu mindre igen og stort set fraværende for nogle sportsgrene. Desuden viser den nyeste forskning, at mellem 40 og 75 % af atleterne ved store stævner som for eksempel VM i atletik har anvendt doping mindst en gang inden for de sidste 12 måneder.

For det tredje er dopingbrugeren, selv hvis en atlet bliver udtaget til en dopingtest, næsten altid et skridt foran dopingkontrollanterne og dopinglaboratorierne. Atleterne er foran kontrollanterne, da der ikke er sikre tests i forhold til at afsløre anvendelsen af visse dopingmedikamenter og metoder. Det gælder for eksempel visse former for væksthormon og insulin, der har en meget kort halveringstid og således kun kan spores i kroppen i få timer, efter at det er optaget i kroppen. De fleste atleter ved, hvordan de skal dope sig, så de undgår at blive fanget i en dopingfælde.

Michael Rasmussen har for eksempel beskrevet, hvorledes det stort set er umuligt at blive afsløret for brug af bloddoping, hvis man foretager små aftapninger af eget blod og supplerer tilbageførelsen af blod med saltvandsindsprøjtninger. Ændringer i atletens hæmatokritværdi vil derfor ikke være iøjnefaldende og vil falde inden for det naturlige udsving af atletens normale hæmatokritværdi. Et andet eksempel, der understøtter denne observation, er historien om cykelfænomenet Lance Armstrong. Lance Armstrong blev ifølge Den Internationale Cykelunion (UCI) og USA’s Anti-Doping Agency (USADA) testet for brug af doping cirka 280 gange. Men Armstrong blev aldrig testet positiv. Nogle sportsforskere understøtter desuden påstanden om, at det primært er de letsindige eller ubegavede ryttere, der bliver afsløret som brugere af præstationsfremmende medikamenter. At Lance Armstrong blev afsløret som dopingbruger cirka otte år efter, hans aktive karriere var slut, var ikke resultatet af en positiv dopingtest. Det var i stedet tidligere holdkammerater som Floyd Landis og Tyler Hamilton, der vidnede imod Armstrong og fortalte, at de havde set, at Armstrong anvendte doping.

Hvad er doping?

Før vi kommer for godt i gang, er det på sin plads at sige lidt om, hvordan jeg i det følgende bruger ordet ‘doping’. Der er forskellige definitioner på, hvad doping er. Men i det følgende bruger jeg ordet ‘doping’ som betegnelse for, at en idrætsudøver anvender medikamenter eller metoder, der er opført på World Anti-Doping Agencys forbudsliste.

WADA har siden 2004 publiceret en årlig, opdateret forbudsliste over forbudte medikamenter og metoder. På listen er en lang række præstationsfremmende medikamenter som for eksempel amfetamin, anabole androgene steroider (AAS), væksthormoner og EPO. Men medikamenter eller substanser som alkohol, vanddrivende midler (som kan sløre sporing af præstationsfremmende medikamenter og metoder) og cannabis, som typisk ikke er præstationsfremmende i en sportssammenhæng, er også på forbudslisten. Men ud over medikamenter kan det også være metoder som brug af intravenøst drop eller bloddoping. Brug af intravenøst drop kan hjælpe med at ‘speede’ indtagelsen af vand, salte, mineraler og sukker op i tempo. Derved kan atleten, efter en hård konkurrence, foretage en hurtigere og ofte mindre smertefuld restitution, end hvis for eksempel salt og sukker blev indtaget igennem munden. Jo hurtigere kroppen restituerer, jo hurtigere er vores immunsystem på plads, og desto mindre sårbare er vi over for infektioner og andre sygdomme. Ved bloddoping tapper man typisk en halv liter blod fra atleten i god tid før en konkurrence og isolerer de røde blodlegemer. Lige før konkurrencen, hvor atleten har gendannet, hvad der svarer til den mængde blod, der blev tappet, bliver de aftappede røde blodlegemer ført tilbage (transfereret) til atleten. Dette tilskud bevirker, at atleten får et større antal røde blodlegemer. Et større antal røde blodlegemer kan transportere mere ilt til musklerne og vil derfor vil gøre atleten mere udholdende end før transfusionen.

En ny dopingpolitik

Jeg ønsker med denne bog at argumentere for en meget anderledes dopingpolitik end WADA’s. WADA er eksponent for en streng dopingpolitik, der grundlæggende er meget skeptisk over for brugen af medicinske medikamenter og metoder i sport, og hvor mange af disse er strafbare at anvende. På WADA’s forbudsliste er der opført cirka 300 forskellige medikamenter og metoder.

Modsat WADA’s politik finder vi repræsentanter for en laissez-faire-holdning til doping. En af de mest kendte fortalere for en laissez-faire-holdning til doping er den argentinsk/svenske filosof Claudio Tamburrini. Tamburrini er af den opfattelse, at hvis bare atleterne er autonome individer, så skal de selv have lov til at bestemme, hvad de ønsker at udsætte deres krop for. Staten, sportsorganisationer eller andre skal ikke bestemme, hvad en velinformeret og rationel atlet ønsker at gøre med sin krop. Selv om jeg ikke kan tilslutte mig laissez-faire-holdningen til doping, vil jeg følge denne anskuelse et stykke ad vejen og argumentere for, at det ikke bør være strafbart at anvende for eksempel EPO (erythropoietin), væksthormon, anabole steroider, samt cannabis og brug af intravenøs administration (for eksempel af vand, salt, sukker og vitaminer) og bloddoping.

Men modsat laissez-faire-strategien mener jeg, at der er gode grunde til, at brug af medikamenter og stoffer som alkohol, LSD og cannabis bør vedblive med være forbudt i for eksempel motorløb, tårnspring og sejlsport. Og det bør de vedblive med at være, da det er meget farligt for atleterne og andre eksempelvis at køre motorløb under indflydelse af alkohol, LSD eller cannabis. Jeg mener også, at det nyeste skud på stammen inden for doping, nemlig genetisk doping, bør forblive strafbart, da det er meget usikkert, hvilke konsekvenser det har for helbredet. Genetisk doping, som er i sin spæde begyndelse, kan for eksempel være en genetisk modifikation af en atlets blodceller, således at atleten kan opnå en høj og blivende hæmatokritværdi uden brug af eksempelvis EPO eller højdetræning. Mit synspunkt er faktisk, på et punkt, i tråd med dansk lovgivning. For ifølge dansk lov er det ikke ulovligt at været dopet, selv om det er ulovligt at producere, distribuere og sælge doping, medmindre man har licens dertil. En atlet, der bliver afsløret i brug af doping, bliver ikke straffet af den danske stat. Atleterne, der bliver afsløret, bliver i stedet straffet af et parallelt straffesystem, der primært er underlagt sportens verden.

Doping er kommet for at blive, og vi bør håndtere denne kendsgerning ved at gå en ny vej. En ny, eller tredje vej, som ligger mellem WADA’s medicinforskrækkelse og laissez-faire-strategiens junglelov.

For det første bør vi acceptere, at alle, der er ved deres fulde fem, eller med andre ord er rationelle beslutningstagere, og som er over 18 år, kan få udskrevet præstationsfremmende medikamenter som anabole steroider, EPO og væksthormon af en læge. Denne betingelse er med til at mindske risikoen for, at børn under 18 år bliver pressede af forældre og sportsledere til at anvende doping. Hvorvidt man ønsker at anvende doping, skal være noget, man selv beslutter, men først når man er voksen og en rationel beslutningstager.

For det andet skal vi, da hverken jeg eller andre ønsker døde atleter, så vidt muligt sikre, at det ikke er særligt sundhedsskadeligt at anvende doping. I alle tilfælde ikke mere skadeligt, end sporten desværre er i forvejen. For det er jo ingen hemmelighed, at visse sportsgrene som boksning, motorsport, ridning, rugby, amerikansk fodbold osv. kræver flere dødsfald hvert eneste år. Og hvad angår skader, er sport ofte også særdeles sundhedsfarlig. For eksempel er skadesprocenten per sæson for elitefodboldspillere mellem 70 og 90 %, og blandt elitecykelryttere skal 25 % regne med en hospitalsindlæggelse per sæson på grund af styrt og uheld på landevejene. Vi skal bestræbe os på at nedbringe disse uhyggelige tal, der rummer megen tragedie. Og i forbindelse med frigivelsen af visse dopingmedikamenter mener jeg derfor, at vi skal opstille nogle grænser for, hvor store mængder doping en læge kan udskrive til sine patienter. Vi skal opstille nogle klare sikkerhedsværdier i forhold til, hvor meget af et præstationsfremmende stof man må anvende. Det kan, for eksempel, være sikkerhedsværdier, der gør det klart, hvornår en bestemt mængde af anabole steroider i kroppen er meget sundhedsskadeligt. Eller vi bør sætte nogle grænseværdier for atleters hæmatokritværdi, som atleterne for eksempel kan forhøje ved hjælp af EPO.

Vi bør derfor have nogle retningslinjer, der angiver nogle grænser for, hvor meget af et medikament eller et stof atleterne må anvende. Derfor skal man løbende teste atleterne, og de skal ikke have lov til at deltage i konkurrencer, hvis de er testet positive for at overskride sikkerhedsværdierne. Det internationale cykelforbund (UCI) viser vejen for denne strategi, når de forud for større cykelløb tester, om rytterne har en hæmatokritværdi over 50 %. Hvis en rytter har en værdi over 50%, er vedkommendes blod for tykt, og risikoen for at få en blodprop er øget betragteligt. De ryttere, der bliver testet positive, får ikke lov til at deltage i konkurrencen. Begrundelsen herfor er, at rytterne bliver betragtet som syge, og de modtager derfor en to ugers karantæne for at deltage i cykelløb. Sikkerhedsværdien på 50 % gælder, uanset om årsagen til en høj hæmatokrit værdi er EPO eller brug af ilttelte eller højdetræning.

For det tredje skal atleterne være informerede af lægefaglige eksperter om diverse virkninger og bivirkninger ved at anvende et medikament eller en metode. Endelig skal adgang til og dosering af doping foregå via en idrætslæge, som også løbende skal overvåge sundheden hos de atleter, der anvender doping.

Når jeg ved samtaler, forskningsseminarer og ved foredrag har præsenteret mit synspunkt, har jeg ofte fået at vide, at det intet vil gøre ved de problemer, der optræder i forbindelse med doping i dag. Folk vil stadigvæk snyde, selv om flere medikamenter blev lovlige. Enten ved at bruge for meget af et medikament eller anvende medikamenter, der er ulovlige. Der vil stadig være folk, der vil komme til skade ved at bruge doping, og der skal – i forhold til de foreslåede sikkerhedsgrænser – stadigvæk være kontrol og administration med hensyn til testning og karantæne. Det er klart, at der stadigvæk vil være disse udfordringer – de vil formentlig altid eksistere, uanset hvilken dopingpolitik vi har. Men ifølge mit forslag vil der for det første være et langt større råderum for atleter og idrætsmedicinere til at anvende og foreslå brug af præstationsfremmende stoffer. For det andet vil mit forslag til en ny dopingpolitik betyde, at vi går væk fra en politik, der straffer atleter, der overtræder reglerne, til en politik, der stræber mod at værne om deres helbred ved, at de skal have en kort karantæne, hvis de overtræder dopingreglerne.