Sundhedsforsker: Det er en udbredt misforståelse, at man skal være tynd for at være sund

Vægtøgning er et vilkår i det moderne samfund, og store vægttab ved kostomlægning holder ikke. Vi bør derfor holde op med at anbefale en behandling, vi ved, ikke virker, siger læge og vægtforsker Rasmus Køster-Rasmussen, der er forarget over den måde, medier udstiller tykke mennesker på

Statistisk set fører et vægttab for en tidligere svært overvægtig ikke til lavere forekomst af hjertekarsygdom, fortæller Rasmus Køster Rasmussen.
Statistisk set fører et vægttab for en tidligere svært overvægtig ikke til lavere forekomst af hjertekarsygdom, fortæller Rasmus Køster Rasmussen. Foto: Michael Bothager/Ritzau Scanpix

Det vakte en del ballade rundt omkring i sundhedsdebatten, da Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM) sidste sommer forlod en arbejdsgruppe under Sundhedsstyrelsen. Arbejdet havde ellers stået på i tre år, og formålet var at udforme en ny strategi for, hvordan de praktiserende læger og kommunerne kan sætte mere aktivt ind over for svært overvægtige borgere.

Den opsigtsvækkende smækken med døren – som Rasmus Køster-Rasmussen som repræsentant for DSAM personificerede – skyldtes en principiel uenighed om, hvor fokus bør ligge: På vægttab, sådan som det også traditionelt har været? Eller på en bredere forståelse for sundhed? DSAM henviser til, at de seneste mange årtiers vægtforskning peger i samme retning: At vægttab ved kostomlægning yderst sjældent kan opretholdes og i øvrigt ikke fører til lavere forekomst af hjertekarsygdom eller kræft, som ellers er følgesygdomme af svær overvægt. En intensiveret, opsøgende indsats, sådan som arbejdsgruppens flertal lagde op til, vil derfor ikke bare være spildt, men kan bidrage til yderlige stigmatisering, dårligere trivsel og kan snarere få patienter til at holde sig væk fra sundhedsvæsenet med helbredsproblemer i det hele taget, lød argumentet.

Siden har Sundhedsstyrelsen udsendt retningslinjerne uden DSAM’s medvirken, og i mellemtiden har Rasmus Køster-Rasmussen sammen med ligesindede fagfolk oprettet det tværfaglige netværk Ligevægt, der ønsker en mere balanceret tilgang til personer, der har en kropsstørrelse, der falder uden for det etablerede ideal. Rasmus Køster-Rasmussen, der er læge i almen praksis, ph.d. på en afhandling om vægtændringer i almen praksis samt postdoc på institut for folkesundhedsvidenskab, har desuden sammen med andre etablerede vægtforskere søsat ”Radio Ligevægt”. I indtil videre 15 podcasts præsenterer de stort set alt dét, man ved – og ikke mindst dét, man stadig ikke ved – om mekanismerne bag fedmeepidemien i Vesten.

Du har tidligere skrevet en ph.d., hvor konklusionen var: ”Tæl ikke kilo, tæl kilometer.” Altså, at en aktiv livsstil er en bedre strategi for overvægtige end en slankekur. Men det handler vel også et eller andet sted om at tælle kalorier.

”Det handler om sundhed! Det er desværre en meget udbredt misforståelse, at der sættes lighedstegn mellem tyndhed og sundhed. Men du kan sagtens være sund og tyk. Du kan spise sundt og grønt og dyrke motion. Det er faktisk en større risikofaktor for tidlig død at være født som mand, end at være tyk.”

I peger i netværket Ligevægt – ligesom WHO – på, at udskamning af tykke mennesker i sig selv udgør en alvorlig sundhedsrisiko og kan føre til mere sygelighed og tidlig død.

”Vi ved, for det kan vi måle ved at spørge folk, at dét at ’føle’ sig stigmatiseret på grund af vægt, udgør en væsentlig risiko i forhold til at udvikle angst og depression og kan føre til selvskade og selvmord. Derfor er det yderst uheldigt, hvis vi skaber et system, der kan føre til, at tykke mennesker helst undgår at søge lægehjælp. Det, vi især kritiserer Sundhedsstyrelsens retningslinjer for, er, at de udelukkende forholder sig til det rent biologiske ved overvægt og ikke det psykologiske og sociale og med et meget ensidigt fokus på vægttabet. Og det er meningsløst, da selv omfattende vægttabsprogrammer ikke virker – kiloene ryger på igen på et tidspunkt, fordi kroppen gør alt, hvad den kan for at modvirke det langvarige energiunderskud. Det er veldokumenteret. Det er ikke engang ny forskning, men en viden, vi faktisk har haft i over 70 år. Sundhedsstyrelsen stiller sig da også tilfreds med helt små varige vægtreduceringer på et til fire kilo. Det er meget beskedent i forhold til, hvor svært det er at overholde en meget stram kalorierestriktion.”

Men det er jo forbundet med højere sygelighed at slæbe rundt på for mange kilo. Du arbejder selv i almen praksis – taler du aldrig overvægt med dine patienter?

”Hvad skulle formålet være med det? Jeg gør det kun, hvis det er relevant i forhold til deres øvrige helbred. Alle overvægtige vil gerne tabe sig og har formentlig allerede forsøgt at gøre det mange gange. Men jeg kan da som læge ikke anbefale dem en behandling, som vi ved, ikke virker. Statistisk set fører et vægttab for en tidligere svært overvægtig heller ikke til lavere forekomst af hjertekarsygdom, selvom det nok sænker blodtrykket og kolesteroltallet.

Hvis mine patienter selv ønsker at tale om deres vægt, spørger jeg ind til, hvad de egentlig vil opnå med et vægttab. Hvis de i virkeligheden gerne vil på højskole eller rejse jorden rundt, siger jeg: ’Så gør det!’. Tykke er vant til at blive diskrimineret i sundhedssystemet og samfundet i det hele taget. Det, de grundlæggende har brug for at høre, er, at de er gode nok, som de er.”

Men svær overvægt udgør vel et problem – både for den enkelte og i forhold til belastning af sundhedsvæsnet.

”Gør det? Det er også et samfundsproblem, at der kommer flere og flere gamle, og at nogle unge ikke får sig en uddannelse. Jeg vil snarere sige, at det er et vilkår – et samfundsskabt problem, vi forlanger, at den enkelte selv tager ansvar for.

Vægtøgning er næsten umuligt at undgå i et samfund, hvor der er rigeligt med mad, og hvor vi ikke som tidligere med mellemrum blev udsat for fordærvede fødevarer og fik bændelorm og parasitter. Vi ved også fra adskillige forsøg, at dyr, der stresses som gravide, føder unger, der lettere forøger deres vægt. Så der er nogle meget komplicerede mekanismer af genetik, epigenetik og sociale omstændigheder – også nedarvede omstændigheder – i spil. I dag har over halvdelen af den danske befolkning et bmi, der ligger over de 25, som vi ud fra en meget primitiv skala kategoriserer som ’normalvægtig’ – det er faktisk stigmatiserende at operere med et begreb som ”normalvægtig”. Især når det faktisk er normalt ikke at være det.”

Har en aktivistgruppe som FedFront en legitim identitetspolitisk pointe, når de vil have et opgør med diskrimineringen af tykke mennesker i samfundet?

”Ja, det synes jeg, at de har. Jeg bliver også højlydt forarget, når jeg ser, hvordan medierne – også Kristeligt Dagblad og Politiken, der ellers er meget optaget af at bekymre sig om alle muliges rettigheder – fremstiller tykke mennesker. Mange genrefotos har skåret hovedet af, og viser bare en tyk mave i stramt tøj. Det er jo direkte dehumaniserende. Hvis der vises en fuld figur, kan man godt regne med, at vedkommende ligger i en sofa med en fjernbetjening og en burger inden for rækkevidde. Det er egentlig ufatteligt, at medierne ikke selv kan se, hvor stereotypt og diskriminerende det billede er.”