Hos spejderne er det almindeligt, at man modtager et mærke for at deltage i en aktivitet og blive dygtig til den. Sådan har det også været hos De grønne pigespejdere siden begyndelsen i 1919, men traditionen ophører til foråret 2020, når de indfører en ny uniform, der ikke skal mærker på.
Problemet med mærkerne er ifølge formand Cathrine Støvring Preussler, at de ikke ”understøtter fællesskab på en god måde”, da børnene kan føle sig bagud i forhold til andre spejdere, der har flere mærker end dem selv. Det skaber ifølge Cathrine Støvring Preussler et præsentationsræs et sted, hvor det var meningen, at man ville give børnene et frirum.
Initiativet får både opbakning og kritik, mens man hos den noget større organisation KFUM Spejderne ikke ser grund til at ændre mærketraditionen.
Svend Brinkmann, professor i psykologi, har på sin Facebook-profil kritiseret beslutningen om at fjerne mærkerne fra uniformen, der ifølge ham er et udtryk for, at ”man gør alt til en præstationsarena”, idet man tillægger det at gå til spejder en konkurrencementalitet, der ikke er.
Svend Brinkmann, hvad mener du er problemet med, at De grønne pigespejdere nu ikke længere kan få duelighedsmærker på uniformen?
”Det er ikke en sag for eller imod spejderne. Men den gode kamp mod præstationssamfundet bliver vanskeliggjort af, at man retter skytset mod spejderbørnene. Man tager en alt for lille sag og et alt for lille symbol og gør det til omdrejningspunkt for en kritik af en meget stor samfundsmæssig tendens. Det er jeg ærgerlig over, selvom jeg er helt med på, hvad intentionen er. Vi skal kritisere præstationssamfundet, men lad det ikke blive til en kritik af alle slags præstationer. Som mennesker har vi brug for at præstere og blive anerkendt for vores præstationer, og det kan godt ske, uden at man at går ind for præstationssamfundet.
Man kunne i stedet have sagt, at hos spejderne kan man være med, selvom man ikke er verdensmester i at løbe, hoppe eller springe, og man kan faktisk få anerkendelse for noget alligevel. Alle har gavn af at øve sig og få anerkendelse for det, de kan.”
De grønne pigespejdere siger, at duelighedsmærkerne kan virke ekskluderende for nye spejdere?
”Jeg tror ikke, det i sig selv er ekskluderende, at nogen er dygtige til noget og har fået et mærke. Men jeg er kritisk over for præstationssamfundet, når det er personen selv og personens værdier, vedkommende vurderes på – likes, udseende og så videre. Det her er en helt anden diskussion, fordi man hos spejderne kan lære nogle konkrete færdigheder og få et emblem for det. Det er noget ganske andet end at løse andengradsligninger eller bøje tyske verber.
Måske er duelighedsmærkerne for nogen en mulighed for at kunne udmærke sig og bære anerkendelsen på tøjet. Spejder er i forvejen en af de mindst konkurrenceprægede aktiviteter, børn kan gå til, og mange kan godt lide at gå til spejder, fordi det ikke handler om at vinde. Til fodbold kan børn opleve nederlag, når de ikke kommer på førsteholdet, eller til idræt, når bliver valgt sidst. Hos spejderne er alle velkomne, og det er et meget inkluderende fællesskab, hvilket er godt. Baseret på min personlige erfaring tror jeg ikke, at mærkerne har en været hæmsko for at kunne inkludere børn.”
Hvad er det, der sker, når man begrunder beslutningen med, at duelighedsmærkerne fremmer en præsentationskultur?
”Man tager noget, der har fungeret ganske fint og har en lang tradition bag sig, og så fjerner man det i en form for misforstået omsorg for børnene i præstationssamfundet. Jeg tror, at børn godt kan lide at blive anerkendt for at have opnået forskellige former for færdigheder, og jeg tror ikke, de har noget imod at vise det for hinanden. Min egen erfaring efter at have taget mine børn til spejder er, at det typisk er dem, der ikke har nogen fodboldmedaljer på værelset, der kan tage til spejder og få mærker der i stedet. Det er forskellige typer børn, og de er glade for at bære mærkerne på tøjet, når de for eksempel ikke kunne vinde fodboldpokaler.”