Prøv avisen
Boguddrag

Svend Brinkmann: Sorg er ikke bare en smerte, der skal væk som en meningsløs hovedpine

Det er gennem sorgen, at vi opretholder en forbindende tråd til den døde, og sorgen er derfor – som det ganske ofte og givetvis helt korrekt siges – prisen, vi betaler for kærlighed, skriver psykologiprofessor Svend Brinkmann. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

Vi bevidner en generel opblomstring af interessen for religiøse, åndelige og eksistentielle spørgsmål, og sorg befinder sig som fænomen i hjertet af disse spørgsmål, skriver psykologiprofessor Svend Brinkmann. Læs et uddrag af hans nye bog "Det sørgende dyr"

Der er mange tegn på, at sorgen er kommet i centrum for det moderne menneskes refleksion over tilværelsen – ikke bare i private, lukkede rum, men også i den offentlige debat. Den 14. april 2017 var hele forsiden af Politikens 2. sektion eksempelvis prydet af et stort hvidt kors på en sort baggrund, og på korsets tværbjælke stod netop ordene “Sorgen i centrum”. Avisartiklen handler om den enorme kulturelle interesse, der er for sorgen som fænomen i disse år, hvor der udgives mange bøger om tab og sorg, bl.a. Esben Kjærs “Min usynlige søn“ om tabet af forfatterens syv-årige søn, Naja Marie Aidts “Hvis døden har taget noget fra dig så giv det tilbage“ om hendes voksne søns død og Maria Gerhardts “Transfervindue“ om forfatterens egen sygdom og forestående død for bare at nævne nogle få, nyere udgivelser.

Danmarks Radio sender hele programserier om sorg på både radio og tv, og musikere som Søren Huss, Kira Skov, Nick Cave, Leonard Cohen og David Bowie har udgivet albums og sange om død og sorg – de to sidstnævnte sang sig endda næsten bogstaveligt ind i døden.

Derudover opstår forskellige sorggrupper, sorgcaféer, sorgoperaer og teaterstykker om sorg (fx SAVN – en hyldest til sorgen på Teater Grob, som jeg vender tilbage til i kapitel 4, foruden en række forestillinger om tab målrettet børn), ligesom de sociale medier løbende skaber nye rum for at dele erfaringer af tab, sorg og savn. Dødsforskeren Michael Hviid Jacobsen udtaler i Politikens artikel, at vi lever i “sorgens århundrede”, der efter hans mening blev indledt med terrorangrebene den 11. september 2001. Fra at være skjult og tabuiseret er sorgen kommet ud i det offentlige rum og vores kollektive bevidsthed.

Udviklingen ledsages af en medikalisering, der i stigende grad henfører sorgen til en sundhedsfaglig sammenhæng, kulminerende med formuleringen af psykiatriske diagnoser for såkaldt kompliceret sorg. Dette vil med stor sandsynlighed i sig selv forstærke en udvikling, hvor sorgen stadig oftere bliver opfattet som et medicinsk og psykologisk anliggende og ikke blot som et eksistentielt eller religiøst fænomen.

Parallelt hermed opstår også organisationer som Børn, Unge og Sorg, der tilbyder gratis behandling til børn og unge, hvis forældre eller søskende er alvorligt syge eller døde (organisationen modtog Kronprinsparrets sociale pris i 2016) og deres Nationale Sorgcenter. Den danske Folke kirke har i 2017 endvidere lanceret Sjælesorg på nettet, hvor man kan chatte med en præst om eksistentielle temaer, herunder sorg, og at min egen forskningsgruppe Sorgens kultur har modtaget en stor bevilling til studier af sorgens kulturelle forudsætninger og implikationer, afspejler selvfølgelig også samtidens interesse for sorg, endda på en måde hvor vi gennem forskningen refleksivt gør selve denne interesse til genstand for undersøgelser og analyse.

Disse mange eksempler kan understøtte tesen om, at vi lever i sorgens århundrede. Dette er også et århundrede, hvor vi befinder os i en “post-sekulær” tid, og hvor ikke ret mange længere tror, at religion vil forsvinde fra det moderne samfund (McLennan, 2010). Vi bevidner en generel opblomstring af interessen for religiøse, åndelige og eksistentielle spørgsmål, og sorg befinder sig som fænomen i hjertet af disse spørgsmål.

Denne bogs udgangspunkt er, at sorg er et eksistentielt grundfænomen, fordi sorgen findes der, hvor døden og kærligheden skærer hinanden. Man kan kun erfare den dybe sorg, som denne bog omhandler, hvis man forstår, at den elskede uigenkaldeligt er borte. Uden kærlighed på den ene side og en bevidsthed om dødens uomgængelighed på den anden findes ingen egentlig sorg i menneskelig forstand. Dermed er vi også fremme ved en central tese i denne bog: At mennesket kan bestemmes som et sørgende dyr, da det lader til at være definerende for vores art, at vi kan have det dybe forhold til døden og kærligheden, der er en nødvendig betingelse for at kunne føle genuin sorg.

Andre dyr på planeten kan tydeligvis føle separationsangst og -stress, ligesom de kan have vedvarende affektive relationer til andre væsener, der umiddelbart minder om menneskelig kærlighed (tænk på den trofaste hund), men hvis denne bogs analyser er gyldige, er det kun på overfladen at ligne med sorg, da en egentlig sorg alene er forbeholdt mennesket – både på godt og ondt. Ondt, fordi sorgen i sagens natur gør ondt, men godt, fordi det er en smerte, der er meningsfuld, når en elsket er død, og som oplyser hele det netværk af følelsesmæssige relationer, som udgør den psykologiske grundsubstans i vores liv.

Det er gennem sorgen, at vi opretholder en forbindende tråd til den døde, og sorgen er derfor – som det ganske ofte og givetvis helt korrekt siges – prisen, vi betaler for kærlighed. Filosoffen Simon Critchley udtrykker en lignende tanke, når han skriver, at når en elsket anden dør, sættes vi i en position af “radikal umulighed” (Critchley, 2010, s. 40). Der sker noget, som vi ikke kan mestre. Man kan ikke ville den andens død væk. Det kan ikke lykkes. Der er intet at gøre, og den sorg, man føler, invaderer og strukturerer ifølge Critchley subjektiviteten.

Han mener derfor, at mennesket ultimativt kan bestemmes ud fra sorgen, hvilket jeg tilslutter mig (se især kapitel 2). Sorgen viser os, at vi aldrig kan mestre livet helt, men at vi er dømt til at være lidt ved siden af os selv, afhængige af andre som forsvinder, hvorfor vi eksistentielt set er impotente. Det er dog også denne impotens, der som en grundlæggende skrøbelighed skaber den etiske fordring i det mellemmenneskelige liv, skriver Critchley, så i den forstand hænger sorgen og det etiske liv sammen.

At sorg ikke bare er en smerte, der skal væk som en meningsløs hovedpine, men faktisk er en meningsfuld erfaring efter et tab, afspejles i flere af de bøger, jeg nævnte ovenfor, fx i Kjærs bog om hans døde søn, der har den sigende undertitel “kunsten at leve med sine døde resten af livet”.

Fra forfatterens perspektiv er målet ikke at slette sorgen for at “komme videre” i en bevægelse bort fra den døde, men derimod at leve videre med den døde, hvilket også er helt i overensstemmelse med de nyere sorgteorier, der lægger vægt på fortsat tilknytning (eng. “continuing bonds”) (Klass, Silverman & Nickman, 1996) frem for ældre teorier, som hos Freud, der mente, at man skulle kappe båndene til den døde og geninvestere den psykiske energi i nye relationer (Freud, 2005). Jo, nye relationer kan være væsentlige og livgivende, men der er (heldigvis) ikke længere mange, der tror, at de skal være på bekostning af følelsesmæssige bånd til de døde.

Hvis jeg må tillade mig at være normativ her ved bogens begyndelse, er det en pointe, at de døde skal med ind i livet og ikke holdes ude af det. Men hvordan kan det ske i en moderne verden?