Sygeplejerske: Min stærke længsel efter nadveren kom bag på mig

Stine Riegels Læsøe har haft svært ved at gå til alters. Men under en katolsk messe oplevede hun en stærk længsel efter at modtage nadveren. Det førte hende ind i den katolske kirke, hvor hun til sin egen forundring har fundet sig til rette i de faste strukturer

2Jeg er sikker på, at den tydelige struktur i den katolske kirke har givet 
mig mulighed for større fordybelse, end jeg kunne have fået i for eksempel folke-kirken, siger Stine Riegels Læsøe. – Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.
2Jeg er sikker på, at den tydelige struktur i den katolske kirke har givet mig mulighed for større fordybelse, end jeg kunne have fået i for eksempel folke-kirken, siger Stine Riegels Læsøe. – Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

For lidt over 30 år siden var jeg til en katolsk messe i Sakramentskirken på Nørrebro. En ung præstestuderende, som jeg var venner med, havde inviteret mig med. Under messen oplevede jeg en stærk længsel efter at gå til nadver. Det overrumplede mig, for jeg havde i mange år undgået at gå til nadver. Efter min konfirmation blev det forventet, at jeg søndagen efter modtog nadver. Jeg var dengang endnu ret velopdragen, så jeg gjorde, som det blev forventet, selvom jeg havde lyst til at springe hen over gitteret ved knæfaldet og løbe bort. Nadveren virkede voldsom og uforståelig for mig.

Siden undgik jeg det. Kun en enkelt gang som nyuddannet sygeplejerske, hvor jeg var sammen med en patient, modtog jeg nadver. Så jeg havde på ingen måde forestillet mig, at jeg ville få lyst til det under en katolsk messe.

Jeg fortalte den præstestuderende om min oplevelse, og han forklarede mig, at jeg ikke kunne modtage nadveren, fordi jeg ikke var katolik. Jeg blev nysgerrig efter at finde ud af, hvad det ville indebære at blive katolik. Jeg læste om den katolske kirkes teologi og begyndte at gå til undervisning hos søster Hildegard, en katolsk nonne hos Lioba-søstrene på Frederiksberg. Det var spændende, men der var også ting, jeg måtte tygge på og overveje, om jeg kunne forlige mig med.

Jeg har det generelt ikke så godt med meget rigide eller faste strukturer. Men der var noget i den katolske kirkes betoning af fællesskabet, der betog mig. Man har pligt til at gå til messe, fordi alle bærer med i fællesskabet. Når nogen tvivler, bærer de andre dem i bønnen. Det føltes også rigtigt, at kirken er så international, for kristendommen er jo ikke en dansk opfindelse. Jesus var ikke dansker. Det var også afgørende for mig, at den katolske kirke ved Andet Vatikankoncil afgjorde, at alle mennesker af god vilje kan blive frelst. Hvis man mener, at kun dem i ens egen klub er omfattet af Guds kærlighed, bliver det sekterisk og ekskluderende. Endelig betød alvoren omkring sakramenterne meget.

I den periode, hvor jeg gik til undervisning og forberedte mig på at blive optaget i kirken, besøgte jeg en katolsk orden, Assumptionssøstrene, i Horsens. I deres kapel oplevede jeg stille tilbedelse for første gang. Under tilbedelsen stilles den forvandlede hostie, vi som katolikker tror på er Kristi opstandne legeme, frem på alteret i en monstrans, og så sidder man stille og ser på Gud og lader Gud se på én. Det var helt nyt for mig. Her oplevede jeg et glimt af salighed, som har siddet i mig siden.

Som ung blev jeg optaget af buddhisme og taoisme og opholdt mig i et buddhistkloster i Thailand. Jeg synes stadig, at der findes meget fint i buddhismen, vi kan lade os inspirere af som kristne.

Under en rejse i Indonesien, hvor jeg var taget hen for at lære om akupunktur, mødte jeg en buddhistisk kinesisk pige, der var forelsket i en kristen mand. Hun tog mig med til en katolsk kirke, hvor vi bad sammen foran en statue af Jomfru Maria. Der var en julekrybbe med Maria, Josef og Jesusbarnet klædt i traditionelt indonesisk tøj. Det betog mig meget. Nogle år senere tog den unge præstestuderende mig så med til messe i Sakramentskirken, og som 30-årig blev jeg optaget i den katolske kirke.

Før jeg blev optaget, var jeg til skriftemål, og jeg syntes, at det var fantastisk, at sådan en ældre, livserfaren præst orkede, at jeg læssede alt mit snavsede vasketøj af. Undervejs fortalte jeg ham, at jeg gruede for at modtage nadveren, for hvad nu, hvis jeg igen ville opleve en modstand? Kunne jeg tage imod noget så stort? Han beroligede mig med, at han havde haft det på samme måde, da han blev optaget i kirken. Da jeg endelig modtog nadveren, var det bare dejligt. Siden har jeg gået til messe og modtaget nadver så ofte som muligt. Det er hver gang en styrkende oplevelse af intimitet og inderlighed. Jeg beder også tidebøn morgen og aften og forsøger at have en halv times stille bøn hver dag.

Jeg arbejder med døende, så de eksistentielle spørgsmål er meget nærværende. Men jeg fortæller ikke patienterne om min tro, medmindre de viser interesse for det. Jeg kan for eksempel spørge: ”Tror du på, at der venter os noget godt?”. Det kommer der ofte en god samtale ud af.

En ældre enke sagde engang til mig: ”Det der med et liv efter døden siger mig ikke rigtig noget – men hvis jeg møder min mand på den anden side, ved jeg, at jeg vil blive lige så forelsket i ham igen.”

Indimellem har jeg i Danmark mødt stærk modstand mod katolicismen. For en del år siden blev Vatikanet i mit fagblad omtalt som ”en flok mørkemænd”. Det gjorde ondt i mig. Men samtidig kan jeg godt forstå, hvorfor der kan være en vis skepsis over for en så bastant organisation, der har meget veldefinerede rammer om sin tro. Institutioner er jo altid en trussel mod samhørigheden, fordi de definerer en grænse mellem dem, der er indenfor, og dem, der er udenfor. Jeg kan også selv undre mig over, at jeg har fundet mig til rette inden for kirkens ret faste rammer. Men jeg er sikker på, at den tydelige struktur har givet mig mulighed for større fordybelse, end jeg kunne have fået i for eksempel folkekirken.

Hvad har udfordret din tro?

Missionsbefalingen (Matt. 28, 16-20), hvor Jesus befaler sine disciple at gå ud og gøre alle folkeslag til sine disciple. Når jeg møder hinduer, for hvem Gud tydeligvis er meget nærværende i deres hverdag, eller muslimer, som er tilfredse i deres tro, virker det helt forkert for mig at forsøge at pådutte dem min tro. Jeg fortolker snarere missionsbefalingen sådan, at vi skal se på andre med kærlige øjne og hjælpe dem til at føle sig set og hørt, som de er.

Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?

”Se højere op.” Det var et råd, søster Hildegard hos Lioba-søstrene gav mig, da jeg gik til undervisning hos hende for at forberede mig på at blive optaget i den katolske kirke. Det er godt at forsøge at hæve sig op over den suppedas af følelser og begivenheder, som man kan blive opslugt af, og at prøve at se på det hele med en vis nøgternhed. Bøn er også en måde at løfte sig op over hverdagens sammensurium af indtryk og følelser, så man ikke fortaber sig i det uvæsentlige. At arbejde med døende er en stor gave, fordi det kan lære én at skelne mellem det, der er vigtigt, og det, der ikke er.