Mysteriet om Gud og prutterne

Hvis der er noget, du ikke kan forklare, så bliver du ikke klogere af at sætte en gud ind i billedet, mener talsmand for Ateistisk Selskab, Anders Stjernholm

Uvidenhed er en drivkraft mod ny viden. Og den religiøse tilgang, hvor man tager til takke med et gæt, er en benhård bremse, skriver talsmand for Ateistisk Selskab Anders Stjernholm.
Uvidenhed er en drivkraft mod ny viden. Og den religiøse tilgang, hvor man tager til takke med et gæt, er en benhård bremse, skriver talsmand for Ateistisk Selskab Anders Stjernholm. Foto: Privatfoto

Den afgående jødiske overrabbiner Bent Lexner og jeg drøftede gudsbeviser engang efter en debat hos Radio24syv. Lexner fortalte mig en historie om en døende mand, der gerne ville begraves ved siden af en nær ven.

En historie om tro
Lexner havde forklaret ham, at det ikke kunne garanteres, men at han ville se på sagen. Da manden så døde, viste det sig, at der lige netop var en plads, hvor den afdøde havde ønsket det. ”Det må have været Gud,” sagde Bent Lexner begejstret.

Jeg erindrer min forfærdelse over den simple argumentation. Fra en overrabbiner havde jeg regnet med tungere skyts.

Jeg grinte lidt og spurgte ham: ”Vil det sige, at jeres gud ikke findes, når andre folk ikke får deres ønsker opfyldt? Eller at guden bare ikke kan lide de mennesker?”

Da jeg stillede Bent de to spørgsmål, havde vi ikke tid til mere. ”Vi ser bare forskelligt på sagen,” svarede han mig. Ja, MON ikke!

Er uvidenhed så skræmmende?
Lad mig tage afsæt i Bent Lexners historie. Jeg ved ikke, hvordan det kunne lykkes for manden at få en gravplads lige der, hvor han ønskede. Men det gør Lexner heller ikke. Han gætter bare. På Gud. Men hvorfor? Hvorfor er det nødvendigt at finde en forklaring? Er uvidenhed så skræmmende?

I de mange århundrede vores del af verden har haft kristendom som herskende religion, har kirken bekæmpet uvidenhed med deres egne svar. For eksempel var der oplagte spørgsmål om vores planet: Hvor kom den fra? Hvor ligger den? Hvordan ser den ud?

Dem droppede man til fordel for kirkens præfabrikerede svar – som jo ingenlunde stillede nogen tilfreds i det lange løb. Uvidenhed er en drivkraft mod ny viden. Og den religiøse tilgang, hvor man tager til takke med et gæt, er en benhård bremse. 

Er det Gud, der gør prutter sjove?
Jeg arbejder som komiker og hader derfor udtrykket: ”Humor er subjektivt.” For det er det ikke længere. De sidste 50 år er mennesket blevet langt klogere på, hvorfor noget er sjovt, og hvorfor folk griner på bestemte tidspunkter. Der er en hel del objektiv videnskab bag efterhånden. Men der er stadig ting, der er umulige eller svære at forklare. Hvorfor er prutter sjove for eksempel? Og hvorfor er de ikke i nogle menneskers øjne? Og hvorfor er det hovedsageligt mænd, der har luret, at prutter er sjove?

Vi har en række teorier omkring det. Overraskelsen, når der kommer en prut, er en del af den objektive humor-videnskab og kan være en del af forklaringen. At fjærteri i de fleste situationer er upassende er en anden forklaring – men vi har ikke hele ligningen på plads. Hvorfor lige prutter fremkalder så meget latter er for nuværende uden for vores fatteevne.

Her kan man så blive fristet til at smide Gud ind i ligningen.
”Det er Gud, der gør prutter så sjove!”
”I sin uendelige visdom har den almægtige fader sørget for, at udledning af tarmgas for evigt skal være til mandens fornøjelse. Og hvis kvinder ikke kan se det sjove, er det på grund af hende Eva og det æble.”

"Vi aner ikke hvorfor – lev med det!"
En anden mulighed er at erkende, at vi på nuværende tidspunkt ikke er kommet så langt i vores forskning af hjernen og humor, at vi kan forklare, hvorfor prutter er sjove. Og så gemme spørgsmålet til en dag, hvor vores udvikling her bragt os så langt, at en genial mand (eller kvinde) vil fremkomme med svaret. Og så give ham en Nobel-pris!

Læs også: Ateisme er defineret af, hvad den ikke er

Ligesom vi heller ikke kan forklare, hvorfor nogle pludselig overlever en ellers uhelbredelig kræftsygdom. Bare fordi vi ikke har en forklaring nu og her, behøver vi ikke bringe en gud ind i billedet. Nøjagtig ligesom Bent Lexners afdøde ven, der fik sit ønske om en gravplads opfyldt. Vi aner ikke hvorfor – lev med det.

Der er ting, vi endnu ikke kan regne ud. Og hvis vi smider guder ind i regnestykket, kommer vi ikke tættere på at løse det – tværtimod. I sådanne tilfælde gætter vi – og sætter to streger under et skud i tågen. Det bliver ingen klogere af.

Anders Stjernholm er komiker, journalist og talsmand for Ateistisk Selskab.