Israelsk valg: Er der et alternativ til Netanyahu?

Israels åbenlyst faldende popularitet i omverdenen under Netanyahu lader ikke til at få afgørende betydning hos vælgerne, skriver kommentator ved religion.dk, David Jano

Her ses de to ministre, Yair Lapid og Tzipi Livni, der tidligere på ugen blev fyret af premiereministeren. Foto: Scanpix.
Her ses de to ministre, Yair Lapid og Tzipi Livni, der tidligere på ugen blev fyret af premiereministeren. Foto: Scanpix.

I går kom det frem, at Israel formentlig skal til valg i marts 2015. Analytikerne peger på, at det kommende valg bliver et valg for eller imod Netanyahu. Det er selvfølgelig noget forsimplet, men der er noget om snakken.

Netanyahu har nu siddet så mange år på magten, men stadig lader der ikke til at være et reelt alternativ til manden i den israelske vælgers øjne. Han har den militære baggrund, statsmandsattituden, erfaringen og er en dreven politisk ræv. Hverken Yair Lapid, Naftali Bennet, Tzipi Livni, Avigdor Lieberman eller Arbejderpartiets nuværende leder Isaac Herzog kan matche dette.

Centrum-venstrefløjen kan håbe, at man kan skyde på Netanyahus manglende løsninger på det økonomiske spørgsmål, hvor den megen utilfredshed, der ledte til store demonstrationer mod høje fødevarepriser og mangel på billige boliger tilbage i 2011 stadig ikke er løst. Det optog vælgerne meget ved det forrige valg. Spørgsmålet om Iran fyldte meget i 2009, mindre i 2013 og lader til at være gledet helt ud i denne omgang.

Spørgsmålet om Israels åbenlyse faldende popularitet i omverdenen under Netanyahu lader heller ikke til at få afgørende betydning hos vælgerne. Selv om de mange interne politiske udfordringer fylder meget hos både israelske politikere og blandt israelske vælgere, så kommer Israel stadig mest i verdenspressens søgelys, når det handler om den fortsatte konflikt mellem Israel og palæstinenserne.

Mange havde håbet, at den amerikanske udenrigsminister John Kerrys seneste store fredsudspil i sommeren 2013 kunne have skabt et nybrud i fredsforhandlingerne mellem Israel og palæstinenserne.

Dette skete ikke, og i stedet har den netop opløste israelske regerings korte levetid været præget af den seneste konflikt mellem Israel og Hamas i sommeren 2014.

Vælgerne i Israel lader til at have mistet al tiltro til de politikere, så som de nu fyrede ministre Tzipi Livni og Yair Lapid, der satser på forhandlinger og indrømmelser overfor palæstinenserne. I stedet ser Netanyahu og ikke mindst Naftali Bennet ud til at vinde på den seneste tids udvikling i forholdet til palæstinenserne. Sidstnævnte har advokeret for at Israel bare annekterer hele Vestbredden og dropper alle forsøg på en fred med palæstinenserne.

Ikke overraskende udsendte John Kerry kort efter offentliggørelsen af det kommende israelske valg en pressemeddelelse om, at han håbede på en ny regering i Israel, der ville satse mere på freden. Det lader til, at han bliver skuffet, for alt tyder på fire år mere med manden, Time Magazine tilbage i 2012 udråbte til kongen af Israel, Benjamin ”Bibi” Netanyahu.

Læs resten af indlægget på David Janos egen blog.