Akkari til unge muslimer: Værn om Danmarks frisind

Tidligere imam Ahmed Akkari taler ved en række møder til unge muslimer i Vollsmose, Mjølnerparken og Gellerup-parken. Læs her, hvilket budskab, han tager med til de unge i ghettoerne

Jeg vil gerne se muslimer skabe en folkelig bevægelse for alle individers rettigheder, uanset valg og retning, og dermed tilslutte sig grundlaget for fællesskabet uden pres fra dogmatiske programmer, skriver skolelærer og tidligere imam Ahmed Akkari.
Jeg vil gerne se muslimer skabe en folkelig bevægelse for alle individers rettigheder, uanset valg og retning, og dermed tilslutte sig grundlaget for fællesskabet uden pres fra dogmatiske programmer, skriver skolelærer og tidligere imam Ahmed Akkari. . Foto: Privatfoto.

Det er meningen, at debat foregår med folk og ikke om folk. Derfor har jeg sammen med Christian Rabjerg Madsen (S) bestræbt mig på at nå ud til folk i de områder, hvor de er.

Med mig har jeg min fortælling og en række budskaber, jeg forsøger at nå ud med. Danske værdier er ikke entydige, men bygger på visse kerneholdninger inspireret af oplysningstiden og renæssancen og som mange bør være bevidste om.

LÆS OGSÅ
: Akkari vil tale med muslimer i Mjølnerparken (eksternt link)

I den proces er det mit håb, at vi vil kunne se betydningen af Danmark og for at citere Søren Kierkegaard: Danmark er ligevægten i Europa. Der kan ikke tænkes nogen lykkeligere eksistens.

Værn om Danmark, kræv indflydelse
Hvis jeg skulle sige noget til lytterne (i ghettoerne, red.), så er det følgende: Værn om Danmarks frisind beskyt andres ret til valg, ligesom I kræver jeres ret til at dyrke jeres religion.

Loyalitet over for Danmark kræver en kritisk tilgang til blandt andet de islamiske gruppers kontrol og magtanvendelse, for de har en anden sympati og dermed en anden prioritering i loyalitet og interesser, hvor Danmark desværre ikke kommer først.

Kræv jeres indflydelse der, hvor I melder jer til, ellers hold jer væk, for jeres stemmer bliver brugt uden at I er klar over det. Forstå at værdsætte dele af Danmarks fælles værdigrundlag, især om tolerance, humanisme, lighed for loven, ret og pligt og fri meningsdannelse i sikkerheden for undertrykkelse.

Accepter din næste ubetinget
Islam præsenteres som en enhed, men er i virkeligheden en konstruktion af tolkninger, og mange bliver hvervet til idealer, som i virkeligheden er magtmidler til gruppers kontrol. Alt efter, hvem der er bedst til reklame, bliver den religiøse identitet dannet i overensstemmelse med gruppen/sektens mål og tanker.

LÆS OGSÅ: Kan islam og demokrati forenes?

Man kan sagtens være religiøs uden tilknytning til nogen religiøs forening eller forbindelse til nogen islamisk gruppe især fordi almindelige folk står uden reel demokratisk indflydelse med gennemsigtighed og sund debat. Hvis religiøsitet skal fungere med demokratiet, skal den ud af gruppernes monopolistiske påvirkning.

Vi er ikke tjent med intolerancen - slet ikke i religionens navn - så vi bør alle tilslutte os en ubetinget accept af næsten og lade fællesskabet om det menneskelige og om samfundets virke være grundlaget for jeres syn.

Jeg vil gerne se muslimer skabe en folkelig bevægelse for alle individers rettigheder, uanset valg og retning, og dermed tilslutte sig grundlaget for fællesskabet uden pres fra dogmatiske programmer.

LÆS OGSÅ:
Nu er der 40 ghettoområder i Danmark

Værn om demokratimodellen

Jeg vil fortælle, at det, der skete under krisen med JP-tegningerne var et magtspil blandt religiøse imamer og foreninger, som viste sig at gemme på mere end blot kritik af publicering. Alt det kommer også med i min kommende bog.

Jeg vil gerne trænge igennem med følgende af værdi for Danmark, som de bør tilslutte sig: At de bør værne om værdierne i Danmarks demokratimodel, for det giver værdighed for et menneske at være dansker ude i en verden.

Ideen med at kunne leve og være accepteret uanset tro og livssyn som blandt andet pointeres i Luthers to-regimente lære, og som sagt af Holberg og Grundtvig, lidt omformuleret: Mennesket først religionen så.

LÆS OGSÅ
: Hvilke konsekvenser får Luthers toregimentelære?

Muslimer: Læs jeres Sokrates
Jeg ser Danmark som et eksempel på det, man mener, Sokrates talte om. Men jeg savner at se muslimer tilslutte sig Danmark på samme måde.

Sokrates forestiller sig et samfund af fællesskab, hvor alle hører til en fælles tanke, så at øjne, ører og hænder synes at se, høre og arbejde i alles interesse, og at alle fremdeles i højst mulig grad er enige om, hvad der fortjener ros eller dadel, fordi de føler behag og ubehag ved de samme ting. (Se bogen Frihed og retfærdighed arv og aktualitet med henvisning til Platons bog Staten.)

LÆS OGSÅ: Sokrates (469-399 f. Kr.) og Platon (428-348)

Vi skal alle forstå, at Danmark bygger på ideen om et klasseløst samfund, en stærk stat og selvrealiserende individer. Det gælder den enkeltes frihed til at forme sit liv efter egne ønsker uden tvang eller pres.

Den danske model er en god idé
Den danske model lægger vægten på universalitet og lighed, der udmøntes i sociale rettigheder, jævn indkomstfordeling og et sikkerhedsnet, der sikrer marginaliserede.

Danmark har i mange år haft åndsfrihed, social tillid, lav korruption i systemet og en sammenhængskraft i loyaliteten overfor kulturen og værdierne. Der er en politisk filosofi om, at man finder en balance i politiske holdninger, i opdagelsen af løsninger i grænselandet mellem det private og offentlige interesser. Pragmatismen ses som en afgørende styrke.

LÆS OGSÅ:Den danske model er under pres

Arbejderbevægelsens inspiration af en socialistisk solidaritet ind over den liberale økonomi er udgangspunkt for forhandlingen af detaljerede spørgsmål.

Danmark trives på netværket af organer og kommissioner i forvaltning som et grundtræk i offentligt styre. Interessen er stor for den enkeltes udviklingsmuligheder, oplysning, rummelighed, deltagelse med ansvar og selvudfoldelse i samfundet.

Det kræver en aktiv frigørelse af den enkelte fra de sociale bindinger, som ikke stemmer overens med samfundets værdigrundlag.

Folkeoplysning er nødvendig
Friheden til at vælge fra skal sikres, før man sikrer friheden til at vælge. Det er et alvorligt problem for den islamiske lære at acceptere, og binder derfor uløseligt muslimerne af den. Det bliver en modsætning til den danske demokratimodel, der gør en aktiv indsats for sikring af retten til tilslutning.

Det kan praktisk ske ved en folkelig medindflydelse og en folkeoplysning, der svarer lidt til den danske oplysning, som foregik for et par hundrede år siden. Først da er det nyttigt at tale minoritetsrettigheder og frihed til religiøst tilvalg.

LÆS OGSÅ:Akkari: Ingen islam-kyndige kan give ultimativt sande svar

Om nogle år vil jeg skrive en kildekritisk bog, der behandler tolkning og magtanvendelse af religion og dermed forhåbentlig bidrage til en større kritisk tilgang til islams forståelse og tilegnelse.

Her og nu er det vigtigt at samle indtryk, kritik og synspunkter og derfor er debatten uhyre vigtig for mig personligt og for at styrke værdien af sund debat.

Ahmed Akkari er skolelærer, tidligere imam og panelist ved religion.dk.