Muslimske flygtninge kalder på nye planer for integration

Vil alle dem, der i dag taler for åbne grænser, forblive forstående, når det muslimske mindretal i Danmark kommer op på en halv million mennesker, spørger muslim og lektor Saliha Marie Fetteh

Vi skal som danskere, uanset religiøs og etnisk baggrund, ikke bare erkende, at modtagelse og integrationen af flygtninge er en tidskrævende, lang og temmelig dyr affære, men også tænke over, hvordan vores samfund kommer til at se ud, når idealet om et mangfoldigt samfund med plads til alle for alvor skal stå sin prøve.
Vi skal som danskere, uanset religiøs og etnisk baggrund, ikke bare erkende, at modtagelse og integrationen af flygtninge er en tidskrævende, lang og temmelig dyr affære, men også tænke over, hvordan vores samfund kommer til at se ud, når idealet om et mangfoldigt samfund med plads til alle for alvor skal stå sin prøve. Foto: Kirstine Mengel

I disse dage vandrer store grupper af flygtninge, hvoraf majoriteten er muslimer, ind over Europas, og dermed også Danmarks, grænser. Mange gode mennesker hjælper flygtningene på deres trange vej, og det har jeg ikke tænkt mig at kritisere, da det er en menneskelig og religiøs forpligtelse for både kristne og muslimer at hjælpe mennesker i nød.

Men det er ikke nok at hjælpe flygtninge, der passerer landets banegårde og grænser. Man bør ligeledes forholde sig til realiteterne, og være villig til at diskutere, hvilken betydning indvandringen, og dermed den ændrede etniske og religiøse demografi, får for Danmarks og Europas fremtid.

Vi danskere skal ikke tro, at problemet løses ved at vi sender flygtningene videre til Sverige eller tilbage til Tyskland. Danmark er en del af Europa og vil derfor på den ene eller den anden måde blive præget af situationen. Eksempelvis vil fremtidens danske storbyer uden tvivl være beboet af store muslimske mindretal. Nogle er det allerede.

Majoritetens indstilling til denne kendsgerning varierer allerede i dag fra bred accept til angst og decideret had hos visse dele af det danske samfund. Et had, der kan minde om det had jøderne i Europa tidligere var udsat for.

Mindretal bliver som bekendt hurtigt upopulære, når de bliver for store og dermed også mere synlige, hvilket jødernes historie i Europa er et godt eksempel på. For selvom mange jøder assimilerede og integrerede sig i de fleste europæiske lande, så forblev de en upopulær minoritetsgruppe hos en stor del af befolkningen.

Tiderne har heldigvis ændret sig, og i dag vælger udefrakommende selv, om de vil assimilere sig i den vestlige kultur. De fleste nyankomne (muslimske) flygtninge her i Danmark tilegner sig det danske sprog, mens de til en vis grad beholder deres modersmål.

De integrerer sig med tiden og tager dele af den danske kultur til sig, mens de fravælger andre dele. Og de uddanner sig og bliver en del af det danske arbejdsmarked og det politiske miljø.

Der finder således en udvikling sted hos den muslimske minoritet i Danmark, der minder lidt om den jøderne i sin tid gennemgik, da de kæmpede en hård kamp for at blive en del af det danske samfund. Men lad os håbe og bede til, at vi muslimer i fremtiden ikke udsættes for samme skæbne, som den jøderne led under Anden Verdenskrig. Historien har desværre en tendens til at gentage sig!

Jeg forsøger ikke her at tegne et skrækscenario for fremtidens Danmark, hvis vi modtager flere flygtninge. Tværtimod har jeg stor medlidenhed med de flygtninge, vi i disse dage ser rejse op gennem Europa.

Og naturligvis skal vi hjælpe, da Vesten har en del af ansvaret for de konflikter, der forårsager flygtningestrømmen. Konflikter der blandt andet begyndte, da vi deltog i invasionen af Afghanistan og især Irak for at befri befolkningen og os selv for terrorister, der ikke var i landet, men som kom det på grund af vores tilstedeværelse.

Men samtidig vil jeg tillade mig at forholde mig kritisk til flygtningesituationen, da det vel ikke kun er et spørgsmål om at være humanist, men også om at være realist. For hvordan vil den såkaldte danske folkesjæl i fremtiden forholde sig til det muslimske mindretal, der i disse år har vokseværk?

Vil de mennesker, der i dag taler for åbne grænser, forblive forstående, hvis og når det muslimske mindretal i Danmark, som jeg selv er en del af, udgør 500.000 personer eller mere?

Vi skal som danskere, uanset religiøs og etnisk baggrund, ikke bare erkende, at modtagelse og integrationen af flygtninge er en tidskrævende, lang og temmelig dyr affære, men også tænke over, hvordan vores samfund kommer til at se ud, når idealet om et mangfoldigt samfund med plads til alle for alvor skal stå sin prøve.

Danmark har i forvejen ikke formået at integrere mange af de flygtninge, hvoraf adskillige har muslimsk baggrund, der ankom i 1980’erne og 1990’erne, endsige få dem ud på arbejdsmarkedet. Mange lever i dag i små parallelsamfund i landets storbyer, hvilket er et problem, vi i høj grad selv har været med til at skabe.

Lad os derfor håbe at både regeringen og landets kommuner har lært af deres fejl og derfor smøger ærmerne op og gør tingene bedre denne gang. Et godt sted at starte kunne være, at man fra politisk side af dropper groteske ”Bliv væk”-kampagner og i stedet tager del i en international indsats for at begrænse flygtningestrømmen.

Og at vi sammen med resten af verdenssamfundet tager ansvar og yder bistand til de internt fordrevne samt de flygtninge, der opholder sig i de allerede overbelastede nærområder.

Sidst, men ikke mindst, så burde man via diplomatiet forsøge at skabe stabilitet i de konfliktramte områder. Blandt andet ved at lægge et hårdt pres på de stater, som både økonomisk og via fysisk tilstedeværelse udkæmper en slags stedfortræderkrig i lande såsom Irak, Syrien og Yemen.

Verdenssamfundet hverken kan eller skal forblive passive, da det efterhånden må stå klart for enhver, at hvis konflikten ikke løses, så rammer den os alle.