"Forældrekærlighedens kilde er uudtømmelig"

I en familie kan man opleve territorialkampe blandt søskende. Men det er vigtigt, at alle børnene i familien får masser af kærlighed og opmærksomhed, skriver præst og familieterapeut Lene Østergaard

Søskende er rivaler om forældrenes opmærksomhed, skriver Lene Østergaard
Søskende er rivaler om forældrenes opmærksomhed, skriver Lene Østergaard Foto: Keld Navntoft.

Er jeg i stand til at elske mit andet barn, så højt som det, jeg har i forvejen? Det er et almindeligt spørgsmål, når man som forælder venter sit andet barn.

Forældrekærlighed er noget helt særligt
Moderne forældrene er usikre og gør sig mange tanker, om de gør det tilstrækkeligt godt for deres børn. Lige fra begyndelsen, og som familien udvides og der bliver flere hensyn at tage.

Men man erfarer, at det har man: at kærlighedens kilde er uudtømmelig. Der er mere, når og som man har brug for den. Derfor vil også det andet barn få masser af kærlighed og opmærksomhed.

At blive forælder er et kæmpe spring i ens personlige modning. Det er meget vanskeligt at få sit første barn, og der er mange forhold, der ikke holder til det, så stor er omstillingsprocessen.

Den tid, man havde til sig selv og til sin partner er med ét slag forsvundet. Med det ansvar, der pludseligt er kommet, opstår der også nogle nye roller, som familiens medlemmer rykker ind i helt automatisk.

Det er lettere ved det andet barn, hvor parret som regel har vænnet sig til de afsavn, der er ved at have børn og kender glæderne og ansvaret. Ved nummer to barn, står man mere sikkert på fødderne. Man ved en hel del om, hvad børn kræver; også selvom børn er meget forskellige.
Søskende er rivaler om forældrenes opmærksomhed.

Børn kan have det svært indbyrdes
Forældrekærlighed er noget helt for sig selv. Det er sjældent knap så attraktivt at være det barn , der er pludselig er blevet storebror eller storesøster. Det skal nu til at dele den opmærksomhed, som det før havde på sig selv. Og det skal høre på, hvor smuk og dejlig babyen er, selvom den ikke kan noget som helst. Det gør ondt, for hvad er der ved den, som ikke er ved mig?

Forældrene fremstiller det muligvis som attraktivt, at der er kommet en søster eller bror. Og det ældste barn kan også have positive forventninger, indtil det går op for det, at det også indebærer en form for afsavn, fordi forældrenes tid og nærvær er blevet mindre.

Børn vil selvfølgelig også komme til at nære kærlighed og føle et fællesskab med deres søskende. Senere hen i livet måske også opleve et skæbnefællesskab, hvor man som søskende har en forbundethed og indforståethed med hinanden.

Men små søskende er mest af alt irriterende! Og det er vigtigt at forstå og anerkende, at søskende ikke umiddelbart nærer de samme entydige følelser, som forældrene.

Set fra det største barns vinkel er det et faktum, at mindre søskende driller, tager legetøjet og stjæler opmærksomheden. Ja, de kan endda finde på at manipulere.

Og selvom den lille fysisk er svagere, hvilket der nødvendigvis skal tages hensyn til, har den mindste ikke altid ret. Derimod har børn en udpræget retfærdighedssans, som der skal lyttes til. De negative følelser, skal have lov at udtrykkes og skal tages alvorligt.

Det er først og fremmest i familien, at børn lærer at håndtere konflikter og vrede. Børn skal lære at omgås andre og tage hensyn, men de skal også have hjælp til og lære at udtrykke sig hensigtsmæssigt.

Det sker bedst, hvis deres følelser bliver accepteret i stedet for at blive afvist. For hvis følelser bliver gjort forbudte, vil børnene få oplevelsen, at de som personer er forkerte og er uelskede.

Undgå at sammenligne søskende
Børn lærer ved efterligning, og forældrene er rollemodeller for, hvad god opførsel er. Det er en opgave at lære børnene at forholde sig til modstridende følelser.

For eksempel, at man godt kan holde af en person, selvom man ikke billiger alt, at hvad vedkommende gør. Det er en god hjælp at sætte ord på følelserne, undersøge dem og tage en snak om, hvorfor tingene er som de er. Eller om der er noget, der kan gøre anderledes, så flere i familien får deres behov opfyldt.

Psykologien taler om, at pladsen i søskendeflokken er bestemmende for, hvilken rolle børnene indtager. Det er ikke ligegyldigt, om man er ældst, yngst eller midterbarn.

Børn er hinandens rivaler og venner. De sammenligner sig med andre børn, spejler sig, og konkurrerer om anerkendelse og opmærksomhed. De behøver ikke, at også forældrene sammenligner søskende indbyrdes.

Bibelen lærer os om familiekonflikter
I Bibelen hører vi også om søskendekonflikter. I fortællingerne om Kain og Abel, hvor jalousien er altopædende for Kain. Broderdrabet på Abel får permanente skadelige virkninger for Kain, men alligevel er han ikke uelsket og forstødt for evigt.

I fortællingen om Esau og Jakob, hvor Jakob som den frække lillebror tiltusker sig velsignelsen, som rettelig tilhører storebroren. Det har også konsekvenser, men Jakob slipper overvejende heldigt fra det.

Til gengæld bliver han selv snydt ved sit første bryllup, hvor han får den mindre attraktive storesøster, Lea, i stedet for den lækre Rakel.

Sidenhen fortsætter konflikterne i næste generation mellem Josef og hans brødre. Der er selvfølgelig mange pointer på spil i historien, men man kan godt tolke, at Jakobs favorisering af Josef bliver til skade for ham selv. For brødrenes afstraffelse af Josef medfører, at Josef kommer til at leve i Egypten skilt fra sin far. De bliver først forenet, da Jakob er en gammel mand.

Det ældste barn vil ofte identificere sig mere med forældrene, end de små søskende. Være mere fornuftig og efterligne forældrene. Men familiens yngste har ikke brug for at vide, at den store er mere ansvarlig, hører efter og er pligtopfyldende, for det ved lillebroderen godt. En voksen forælder elsker børnene for hver det, de er. Det giver børnene et godt selvværd.
 
Ingen børn indtager en rolle i familien, som er optaget. Hvert barn finder en plads, som giver dem opmærksomhed. Hvis det største barn scorer på at være artigt og pligtopfyldende, vil lillebror oftest indtage pladsen som den sorgløse og frække.

Børn behøver ikke at blive behandlet ens, for de er ikke ens. Men de har behov for, at hver af deres særlige kvaliteter bliver bemærket og anerkendt.

Efter noget tid og nogle indbyrdes territorialkampe opstår fællesskabet og søskendekærligheden, som er lige så forunderlig som forældrekærligheden.

For selvom søskende har konflikter indadtil, vil de være loyale overfor hinanden udadtil og altid være parat til at hjælpe og forsvare, hvis der er udefrakommende farer. Søskende har et skæbnefællesskab, nemlig deres opvækst og deres forældre.

Lene Østergaard er teolog og familieterapeut

Har du lyst til at læse mere, har Kevin Leman skrevet en sjov og letlæst bog: "Dit nummer i søskenderækken," som er udkommet på Borgens Forlag