Internetdebat kræver frihed og klare grænser

En amerikansk interesseorganisation anklager virksomheder som Facebook, Google og Apple for at knægte ytringsfriheden for kristne personer og grupper, skriver ph.d. Peter Fischer-Nielsen

Der hersker en misvisende forestilling om internettet som et særligt frit rum, hvor alle kan komme til orde, og hvor der ikke sættes begrænsninger på kommunikationen, skriver postdoc og ph.d. Peter Fischer-Nielsen.
Der hersker en misvisende forestilling om internettet som et særligt frit rum, hvor alle kan komme til orde, og hvor der ikke sættes begrænsninger på kommunikationen, skriver postdoc og ph.d. Peter Fischer-Nielsen. Foto: Malene Korsgaard Lauritsen

Når man opretter en profil på Facebook får man samtidig at vide, at man ikke må bruge den til at skrive hadefulde indlæg eller intimidere andre brugere. Lignende anvisninger finder man typisk, hvis man logger ind i et debatforum eller et blogunivers. Det store spørgsmål er imidlertid, hvor grænsen reelt går, og hvem der i sidste ende sætter grænsen.
 
En amerikansk interesseorganisation anklager i en ny rapport virksomheder som Facebook, Google og Apple for at bruge deres brugerretningslinjer som påskud for at knægte ytringsfriheden for kristne personer og grupper. De hæfter sig særligt ved eksempler på at sider, der forholder sig kritisk til homoseksualitet, abort og Scientology har oplevet censur.
 
Om rapporten har ret eller ej er vanskeligt at sige, men kritikken læner sig op ad en udbredt, men misvisende forestilling om internettet som et særligt frit rum, hvor alle kan komme til orde, og hvor der ikke sættes begrænsninger på kommunikationen. Selvom der er en vis sandhed i forestillingen (det arabiske forår blev jo blandt andet bragt i stand via fri kommunikation på sociale medier), så må den alligevel nuanceres.
 
Naturlige grænser
Bag ved enhver hjemmeside og ethvert debatforum og chat-modul er der en ejer, der definerer rammerne og enten juridisk eller moralsk står til ansvar for det indhold, som brugerne producerer. På samme måder som aviser og bogforlag altid har måttet forholde sig kritisk og selektivt til læserbreve og manuskripter, må også web-aktørerne tage stilling til, hvilket indhold de ønsker på deres platforme.
 
Vi ved, hvordan det fungerer på en avisredaktion, og vi accepterer, at vi ikke altid kan få vores læserbreve optaget i debatspalterne. Anderledes fortørnede bliver vi, hvis vi får slettet et indlæg på internettet, eller hvis vores Facebook-gruppe bliver fjernet. Vi opfatter det hurtigt som en alvorlig knægtelse af vores ytringsfrihed. Senest kom harmen til udtryk under valgkampen, hvor både Venstre og Socialdemokraterne blev anklaget for at slette kritiske indlæg på deres partisider.
 
Det er imidlertid helt naturligt, at der bliver sat grænser på internettet, på samme måde som det bliver gjort i aviser, på tv og alle mulige andre steder. Problemet opstår, hvis udbyderne ikke er tilstrækkeligt tydelige omkring, hvilke grænser de har sat, og hvis de er inkonsekvente, når det gælder om at sikre grænserne. Der kan være en fristelse i at fremstille debatten som fuldstændig fri alle kan komme til orde men hvis det i realiteten ikke er tilfældet, bør man hellere skrive det.
 
Den gode tone er svær at sikre
Det letteste er at sætte grænsen der, hvor lovgivningen sætter grænsen. Selvom det kan være vanskeligt at afgøre, hvornår en ytring er injurierende, racistisk eller opfordrer til vold, er det dog muligt med juridisk bistand at sætte en nogenlunde sikker kurs. Det er dog langt fra sikkert, at man vil nøjes med at sætte grænsen her, og det kan være enormt vanskeligt at redigere konsekvent i forhold til en målsætning om generelt at forhindre aggressiv, hadefuld og ondsindet debat.
 
Når Lisbeth Knudsen skriver i sin blog, at hun ønsker en debat i Berlingskes blogunivers, hvor tonen er skarp og kontant uden at være forgiftet af had og mistænkeliggørelse eller personlige nedrigheder, og hvor man ikke bliver skudt forkerte motiver i skoene for at rejse nødvendige diskussioner om udviklingen i vores kultur eller samfund, er det et eksempel på, at man ønsker en lidt pænere tone end lovens minimumskrav, men det er samtidig en enorm vanskelig opgave at definere denne tone retfærdigt og konsekvent. Og man risikerer i den politiske korrektheds navn at diskriminere saglige men kontroversielle synspunkter.
 
Tydelighed og konsekvens
Det er en åben diskussion, om det er ønskeligt at redigere ud fra ønsket om en god tone i debatten. Efter terrorhandlingen i Oslo og på øen Utøya har nogle været fortalere for en skrappere kontrol med internetdebatter, mens andre har hævdet, at internettets ventilfunktion er med til at sikre, at aggressive holdninger ikke bliver til aggressive handlinger.

Begge parter har en pointe, og det vigtigste er, at de, der driver debatter på internettet, forholder sig bevidst til problemstillingen og gør op med sig selv, hvilken type debat man ønsker, er tydelig omkring retningslinjerne og tør tage de nødvendige forholdsregler og afsætte de påkrævede ressourcer for at sikre den ønskede debat.
 
Det er fair at sige nej til debattører og synspunkter, men det skal være tydeligt, hvorfor der bliver sagt nej, og man må sikre, at alle bliver behandlet ud fra samme regelsæt.

Peter Fischer-Nielsen er postdoc på Aarhus Universitet, Center for SamtidsReligion og projektsekretær i Areopagos. Har skrevet ph.d.-afhandling om folkekirkens web-kommunikation.