Netanyahus sejr kan isolere Israel yderligere

Netanyahus valgsejr og de nyeste udmeldinger om palæstinenserne tyder på, at en genoptagelse af forhandlinger mellem Israel og palæstinenserne er helt udelukket på nuværende tidspunkt, mener kommentator David Jano

Her taler premiereminister Benjamin Netanyahu (kaldet Bibi) i Tel Aviv i går efter at exit polls viste, at han formentlig ville blive genvalgt. Foto: Scanpix
Her taler premiereminister Benjamin Netanyahu (kaldet Bibi) i Tel Aviv i går efter at exit polls viste, at han formentlig ville blive genvalgt. Foto: Scanpix

Det var Time Magazine, der på en forside tilbage i 2012 udråbte Benjamin Netanyahu til kongen af Israel.

Man må sige, at ”Bibi”, som israelerne kalder deres ministerpræsident, ved gårsdagens israelske parlamentsvalg endnu engang fik understreget, at denne betegnelse er helt på sin plads.

Netanyahu og hans konservative Likud-parti blev valgets store vinder med hele 30 mandater ud af Knessets 120 pladser, mens oppositionspartiet Den Zionistiske Union blot får 24. Dermed kan Likud-partiet formentlig indenfor et par uger igen danne en højreorienteret regering sammen med nationalreligiøse og ultra-ortodokse partier.

Det kom som en kæmpe overraskelse, da meningsmålingerne op til valget ellers havde forudsagt, at oppositionen ville vippe Netanyahu af pinden efter seks år med ham ved magten. Netanyahu har dog gjort alle tvivlere til skamme og kan se frem til snart at være den længst siddende israelske ministerpræsident gennem tiderne.

Valgkampen i Israel har været meget beskidt. Netanyahu har beskyldt oppositionen for at ville invitere Islamisk Stat indenfor, hvis de kom til magten, da man på venstrefløjen ikke kunne håndtere israelernes sikkerhed, mens lederen af Arbejderpartiet, Itzhak Herzog, ikke har forsømt en eneste lejlighed til at beskylde Netanyahu for alskens fejl og mangler.

Netanyahu kommer dog ud på den anden side ovenpå og kan altså konstatere, at hans dristige skaktræk med at udskrive valg på et tidligt tidspunkt i den forgangne valgperiode gav pote. 

Men på trods af sin meget omtalte tur til USA og det dertilhørende sønderknuste forhold mellem Israel og USA, de mange personsager om overforbrug og ødselhed hos Netanyahu og fruen i privaten og den fuldstændig manglende adressering af de sociale og økonomiske udfordringer for mange israelere siden de store sociale demonstrationer i 2011, er han altid blevet genvalgt.

I valgkampens sidste dage udtalte Benjamin Netanyahu sig også om situationen mellem Israel og palæstinenserne. Netanyahu mente ikke længere, at der var nogen mulighed for en palæstinensisk stat, i hvert fald ikke på nuværende tidspunkt.

Det er en kæmpe lussing i ansigtet på både amerikanerne og europæerne, der har det som deres klare mål, at der snart skal komme en palæstinensisk stat. Den franske udenrigsminister, Laurent Fabius, har sågar meldt ud, at han håber dette sker senest i 2017.

Tilbage i 2009, hvor Netanyahu genvandt magten efter sin korte periode i slutningen af 1990'erne, udtalte han ellers, at han støttede en to-statsløsning. Men valgsejren og de nyeste udmeldinger om palæstinenserne tyder på, at en genoptagelse af forhandlinger mellem Israel og palæstinenserne er helt udelukket på nuværende tidspunkt.

Snarere kan man frygte en ny krig i stil med den, vi så i Gaza i sommeren 2014. Også i Ramallah, hos Mahmoud Abbas og palæstinenserne, har man konstateret, at der hos israelerne ikke er en partner for fred. Israelerne siger sjovt nok det samme om Abbas.
 
Den nye sejr til Benjamin Netanyahu fra Likud, hvor det som sagt forventes, at han danner en højreorienteret regering, kan være med til at isolere Israel endnu mere i det internationale samfund. Under Netanyahu har man de seneste par år set flere vestlige regeringer udtale sig kritisk om israelerne, også i lande, hvor Israel traditionelt har stået på god fod med regeringen. Mange lande i Europa er også meget langt fremme med en anerkendelse af Palæstina som stat. Ja i Sverige er det allerede sket, hvilket ikke glæder israelerne.

Omverdenen er træt af Netanyahus manglende vilje til indrømmelser og fredsforhandlinger, så måske bliver økonomiske sanktioner mod Israel det næste? Enkelte af medlemslandende i EU har tidligere sagt, at man måske skulle kigge på handelsaftalen mellem EU og Israel. Palæstinenserne vil til april hive Israel for den internationale krigsforbryderdomstol i Haag. Udsigterne til forsoning er dystre.
 
Netanyahu lovede i sin sejrstale, at han nu som det første ville forsøge at tackle en af valgkampens helt store temaer, nemlig de høje økonomiske leveomkostninger i Israel. Han håber sikkert stadig, at han kan få lokket Moshe Kahlon fra det nye parti, Kulanu, med i sin nye regering.

Kahlon har skabt sig et stort navn i Israel ved tidligere som kommunikationsminister at reducere mobilomkostningerne i Israel. Kahlon har tidligere været medlem af Likud, men har altså nu startet sit eget parti der fik 10 mandater ved valget. Han ligner en kommende israelsk finansminister. Det kan vise sig at blive en kæmpe indnrigspolitisk gevinst for Netanyahu.

Det må konstateres, at det endnu engang lykkedes Netanyahu at spille på angsten vedrørende israelernes sikkerhed hos vælgerne. Ved at fokusere udelukkende på sikkerhedsspørgsmålet i sin kampagne, har han igen positioneret sig som israelernes foretrukne stærke mand.

Selv det, at man tager til USA og taler den amerikanske regering ret imod, har ikke rystet de israelske vælgere. Man er tilsyneladende imponeret over, at en statsleder tør vise, at han er uenig med USA. Her tales der selvfølgelig om den mulige kommende atomaftale mellem Iran og vesten, hvor Israel og USA er lodret uenige.

Historisk set var det højrefløjen i Israel, der lavede fred mellem Israel og Egypten i 1979. Dengang var Menachem Begin leder af Likud. Det var også en højreorienteret høg, Ariel Sharon, der rømmede Gaza for israelere i 2005. Måske vil Bibi gerne efterlade sig en anden arv end den lader til at tegne sig nu, med isolation og dårligt israelsk forhold til omverdenen.

Måske vil han gerne være manden, der går over i historien som ham, der skabte fred mellem Israel og palæstinenserne? Intet tyder dog på det, og måske er den arv Netanyahu gerne vil efterlade netop den, at han sørgede for israelernes sikkerhed og ikke gjorde indrømmelser. Den israelske vælger må være tilfreds med kursen, for man tager en tur mere med Kong Bibi af Israel.