Bøn er livsnødvendigt
Bøn har i kristendommen såvel som i islam en essentiel betydning. At bede er at være i Guds nærhed. At bede er at røre ved en af tilværelsens allerstærkeste kræfter.
I denne artikel er det min hensigt at sætte bønnen under lup for at undersøge hvilke elementer i de to religioner, der muligvis er ens, og hvori forskellene måtte være - og i sidste ende lade den enkelte læser selv vurdere.
I første omgang ser vi på formålet bag bønnen, sådan som den beskrives af kristne kilder som blandt andet Luther i Den Store Katekismus, hvor han siger om bøn, at det er "meget nødvendigt at formane og opmuntre folk til bøn, ligesom Kristus og apostlene gjorde."
Tillige er han af den mening, at bønnen skal være uafbrudt, for som han så nydeligt udtrykker det: alt vores værn og al vor beskyttelse beror udelukkende på bøn.
Andre kristne beskriver formålet med bønnen således: Bønnen skal hjælpe den kristne til at se, at Gud er giveren, og at alt det gode, vi får og oplever, ikke er en naturlig selvfølge, men derimod gaver fra Gud.
Bønnen er udtryk for, at Gud har kaldet de, der tror på ham til at være hans medarbejdere. En af de vigtigste opgaver er at bede. Bønnen åbner hjerte og sind for Guds ånd. Gennem bønnen kan Gud arbejde med os og forvandle os.
Sådan skal man bede
I sidste ende skal den kristne ære og ophøje Gud som den kærlige og barmhjertige. Kristne opretholder bønnen efter behov. Nogle kristne mener dog, at man mindst to gange i døgnet skal bede, ved dagens begyndelse og afslutning.
I Lukasevangeliet kap. 11 fortælles, at Jesus lærte sine disciple om bøn og sagde: "Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer."
Retter vi for en stund blikket mod islam, beskrives visdommen med bønnen (salah) således:
De fem daglige bønner styrker troen på Guds eksistens og godhed, og den transmitterer troen ind til hjertets inderste kerne. Den levendegør troen og gør den til noget konstruktivt i forhold til livets praktiske gøremål.
Den hjælper mennesket med at erkende sin naturlige og instinktive stræben mod storhed og høj moral, mod excellence og dydig vækst. Den renser hjertet og udvikler sindet, kultiverer samvittigheden og trøster sjælen. Den fostrer gode sider i mennesket og betvinger de dårlige tilbøjeligheder.
Ibn Massod har i en Buhari hadith udtalt:
"Jeg spurgte Allahs Sendebud: 'Hvilken gerning er den bedste?' 'At udføre bønnen til den fastsatte tid."
Abu Huraira har tillige udtalt:
"Jeg har hørt Allahs Sendebud sige: 'Hvad mener I, hvis der findes en flod lige uden for døren hos en af jer, og den pågældende vasker sig i den fem gange om dagen, ville der så være noget snavs tilbage på hans krop?' 'Nej,' svarede mændene, 'der vil ikke være noget som helst tilbage.' Han fortsatte: 'Således er det med de fem daglige bønner, med hvilke Allah udsletter alle synder.'"
Når disse ord er skrevet, kunne det være interessant at se på, hvorledes henholdsvis Bibelen og Koranen beskriver det praktiske aspekt af bønnen.
Bibelen og Koranen beskriver samstemmigt, at det anbefales, at man vasker sig før bønnen.
"I, som tror! Når I stiller jer op til bøn, skal I vaske ansigt og hænder op til albuen og gnide hoved og fødder op til anklen." ( Sura 5 vers 6)
"Moses og Aron og hans sønner vaskede hænder og fødder i det. Når de gik ind i Åbenbaringsteltet, og når de trådte hen til alteret, vaskede de sig, sådan som Herren havde befalet Moses." (2. Mosebog kap.40 vers 31-32)
Det at vende kroppen i en bestemt retning, når man beder, nævner begge kilder ligeledes.
"Vend dit ansigt mod det fredhellige bedehus! Vend jeres ansigt mod det, hvor I end befinder jer! De, der har fået Skriften, ved, at det er sandheden fra deres Herre. Gud overser intet af, hvad de gør. (Sura 2 vers 144)
"Da Daniel fik at vide, at skrivelsen var udfærdiget, gik han hjem. I tagværelset havde han åbne vinduer, der vendte mod Jerusalem, og tre gange om dagen knælede han og bad til sin Gud og takkede ham; sådan havde han altid gjort. (Daniels bog kap.6 vers 11).
Prostration i bønnen praktiserede samtlige profeter, hvilket også samstemmigt beskrives:
"I, der tror! Bøj jer og kast jer til jorden! Tjen jeres Herre, og gør det gode! Måske vil det gå jer godt!" (Sura 22 vers 77)
" Elias gik op til Karmels top og bøjede sig til jorden med ansigtet mellem knæene" (Første Kongebog 18; 42)
"Moses og Aron faldt på deres ansigter. Da viste Herrens herlighed sig for dem." (4. Mosebog kap 6)
Også det at løfte spredte hænder efter bønnen nævnes i begge skrifter.
"Men andre siger: "Herre! Giv os noget godt i det jordiske liv og noget godt i det hinsidige! Skån os for Ildens straf!" (sura 2:201.)
"Så tog de stenen væk. Jesus så op mod himlen og sagde: »Fader, jeg takker dig, fordi du har hørt mig" (Johs 11:41)
Hvorfor beder kristne med foldede hænder?
Umiddelbart viser skrifterne ikke de store forskelle i bønnens uformning. Koranen og Bibelen er nogenlunde ens på området. Det interessante er, at metoden, som beskrives i begge kilder er den måde, hvorpå muslimer over alt på kloden beder i dag.
Så det vel på sin plads at stille spørgsmålet, hvorfor de kristne så ikke beder som Bibelen foreskriver, men i stedet beder med foldede hænder? Er sandheden i virkeligheden, at muslimerne er mere bibelske end de kristne selv?
Den mest almindelige forklaring på, at de kristne folder hænderne, er, at de med foldede hænder og lukkede eller nedslagne øjne bedre kan koncentrere sig om at bede.
Nogle fremhæver desuden, at de krydsede tommelfingre danner et kors, mens hænderne former en skål, som er klar til at modtage det, Gud vil give. Luther anbefaler i sin katekismus fra 1500-tallet, at hænderne foldes, inden man beder bordbøn.
På middelalderbilleder kan man dog se, at man foldede hænderne i bøn lang tid før Luther. I Bibelen står der ikke og er der intet påbud om at folde hænderne under bøn.
Ved nærmere undersøgelse viser det sig da også, at de foldede hænder er en gammel romersk og germansk gestus for underkastelse.
Lad os lytte til profeterne
Efter disse overvejelser, hvor skrifterne i stort mål har givet os anvisningerne, er det op til den enkelte at vurdererog vælge til eller fra. Bønnen i de to religioner stikker dog trods alt ikke i hver sine retninger.
Og alligevel er der markante forskelle på den kristne og muslimske bøn. Den ene forskel er den rent fysiske praksis, og den anden er diskussionen omkring, hvem individet skal adressere i bønnen. For en muslim vil svaret komme prompte og uden tøven kun til Allah den eneste ene, hvor en kristen vil adressere bønnen til både Gud og Jesus.
Lad os tage Bibelen til hjælp, for svaret gives i Mattæus 4:10
"Da svarede Jesus ham: 'Vig bort, Satan! For der står skrevet: 'Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.'"
Hvorfor ikke følge i profeternes fodspor og i bogstaveligste forstand bøje os for deres henvisninger?
Må Gud give os modet til at ændre det der står i vores magt. Og give os sindsro til at acceptere de ting, der ved hans vilje ikke står til at ændre. Og sidst, men ikke mindst, give os visdommen til at se forskellene.
Bettina Meisner er talskvinde i Islamisk Trossamfund og panelist på religion.dk