Modsætningen mellem kirke og koran vil stadig være der

Eksperterne mener, Pia Kjærsgaard har misbrugt folkekirken. Men hendes provokationer var måske ikke så usunde endda, mener konst. præst Margrethe Horstmann

Nu kan man ikke anklage DF for at være Kristeligt Folkeparti i nye klæder, og misbruget af folkekirken skal der vist en ekspert til at få øje på, mener præst Margrethe Horstmann.

Ved ankomsten til Kastrup Lufthavn i morges (fredag, red.) efter en uge i Dublin uden anden adgang til medier end pubernes OL-transmissioner, mødtes man af danske avisers spisesedler, der omtrent uden undtagelse kommenterer Pia Kjærsgaards afgang som formand for Dansk Folkeparti (DF).

Spalte op og spalte ned analyserer alskens eksperter denne politikers udtalelser, virkelige og tænkte holdninger og den fremtid, der, hvis jorden består, indfinder sig i morgen, uden hende som formand.

Besynderligt, al den stund hun, som forfatteren Geoffrey Cain har påvist det i sin bog Ondskabens Ikon har været skildret som alt fra heks til ekskrement. End ikke den mest hårdkogte stalinist fra Enhedslistens forunderlige afkroge har måttet stå model til noget sådant. Det bemærkelsesværdige er, at sådan som hun er blevet fremstillet er den måde, hendes modstandere hævder, hun omtaler etniske minoriteter, deres religion og kultur på, uden at de leverer bevis herfor.

Det er en gammel traver: man holder en karikeret opfattelse af sin modstander frem og gør så op med den. For hvad rager sagen sagen?

Pia har provokeret præsterne?
Religionseksperter (somme tider undrer man sig over, hvad der gør en ekspert til en ekspert) er i den sag ikke anderledes end andre eksperter. Pia Kjærsgaard har misbrugt folkekirken, tvunget den ind i sit politiske projekt som støtte til et særligt nationalt og konservativt program. Hun skal endda have provokeret præster og således været katalysator for en polarisering i folkekirken.

Det er jo forfærdeligt. Det siges ellers, at præster stemmer rødt og gerne på partier, der ser folkekirken nedlagt, så en sådan provokation er måske ikke så usund endda, hvis den gør os opmærksom på, at der i lande, hvor der er (eller har været) kristendom er en større grad af sikkerhed, mindre fattigdom, bedre uddannelse end andre steder i den store verden, vi er en del af, men ikke skal fornægte os selv for at redde. At Charity begins at home, og at Guds rige til venstre hånd, den timelige verden, skal regeres og ikke ofres for en idés skyld?

Er det virkelig kun, fordi de er dumme og ubelæste, at mange socialdemokrater har søgt over i Dansk Folkeparti?

Modsætningerne vil stadig være der
Nu kan man ikke anklage DF for at være Kristeligt Folkeparti i nye klæder, og misbruget af folkekirken skal der vist en ekspert til at få øje på. Eller forholder det sig sådan, at folkekirken eo ipso er imod DF? Og at kirkerne på Pia Kjærsgaards temmelig uskyldige valgplakater således er røvet bytte?

Selvom der givetvis er dem, der håber på en bedre tone i debatten, det vil sige lettere snorken på tilhørerpladserne, så vil modsætningen mellem kristendom og islam, kirke og koran, stadig være der. Før, under og efter Pia Kjærsgaard.

Margrethe Horstmann er konstitueret sognepræst og panelist ved kristendom.dk.