Muslim: Ingen religiøs begrundelse for ikke at give hånd

I Danmark, hvor ligestilling prioriteres højt, bør man være konsekvent og give hånd til alle eller ingen, mener forfatter og foredragsholder Aminah Tønnsen

Jeg tror faktisk ikke, at nogen ville tage anstød af det, hvis den muslimske censor konsekvent ikke giver hånd, hvis det sker med hånden på hjertet, et smil og et elegant buk, skriver forfatter og foredragsholder Aminah Tønnsen.
Jeg tror faktisk ikke, at nogen ville tage anstød af det, hvis den muslimske censor konsekvent ikke giver hånd, hvis det sker med hånden på hjertet, et smil og et elegant buk, skriver forfatter og foredragsholder Aminah Tønnsen. Foto: Foto: Malene Korsgaard Lauritsen

Når kulturer og traditioner mødes, og mennesker skal finde en rimelig model for fredelig sameksistens, må man nok som det første gøre sig klart, at man ikke kan gøre alle tilpas. Jeg kender ikke den pågældende censor; men hvis han havde rødder i et land som Marokko, ville han være vant til at navigere mellem flere kulturer.

Dér veksler man mellem håndtryk, kindkys (to, tre eller flere), håndkys og hånden på hjertet alt efter situationen. Ligeledes falder det for de fleste marokkanere ganske naturligt at klæde sig alt efter omstændighederne uden at man bliver anset for at være mindre god muslim af den grund.

LÆS OGSÅ: Ingen klager over censor, der ikke ville give hånd

Det handler om at opføre sig anstændigt
Overført til forholdene i Danmark ville det betyde, at en kvinde kan vælge ikke at gå med tørklæde på arbejdspladsen - og tage tørklæde på efter arbejdstids ophør. Eller at en mand omgås kvindelige kolleger og chefer høfligt og respektfuldt, som det sig sømmer og opretholder en større distance til fremmede kvinder, når han færdes i mere lukkede muslimske miljøer.

Artiklen fortsætter under annoncen

Når jeg fokuserer på det kulturelle aspekt frem for det religiøse, så er det, fordi jeg ikke kan se nogen religiøs begrundelse for ikke at give hånd til personer af modsat køn. Det handler om at klæde sig og opføre sig anstændigt og på en måde, så man ikke vækker opsigt endsige anstød i en given situation. I lande som Albanien og Bosnien er det en fornærmelse ikke at give kvinder hånden til hilsen.

Ligestilling prioriteres højt i Danmark

Den pågældende censor skal angiveligt have sagt til Information, at han har afvist at give hånd til elever i otte år, og at han før har oplevet elever, der tror, at det er udtryk for forskelsbehandling. Alene mistanken om forskelsbehandling burde have fået ham til at revurdere situationen.

LÆS OGSÅ: At give hånd som jøde og muslim

Han lever i et land, hvor ligestilling prioriteres højt, så han burde være konsekvent og give hånd til alle eller ingen. Der går ingen skår af ham, om han giver hånd til de kvindelige studerende, han censurerer. Og jeg tror faktisk ikke, at nogen ville tage anstød af, at han konsekvent ikke giver hånd, hvis det sker med hånden på hjertet, et smil og et elegant buk.

Man vil nok snarere finde det charmerende og eksotisk og fokusere på hans faglige kunnen i stedet for manglende håndtryk.

Aminah Tønnsen er forfatter, foredragsholder og panelist ved religion.dk.