Debatten om muslimske kvinders klædedragt har fyldt uforholdsmæssigt meget i de europæiske medier de sidste årtier.
Personlig har jeg aldrig forstået den ballade, der har været i forbindelse med kassedamer med tørklæde. Det vigtige må vel være, at kassedamen er smilende og høflig, og at hun hurtigt og effektivt udfører det arbejde, hun er sat til at udføre tørklæde eller ej.
Ud af Koranens godt og vel 6.000 vers, omhandler kun 4 vers kvinders klædedragt, og de er som Koranen i sin helhed åbenbaret ind i en helt specifik social, historisk og politisk kontekst.
Gud har udstyret mennesket med kimen til intellekt, og mon ikke det er meningen, at vi skal bruge vor sunde fornuft, når vi skal omsætte Guds vejledning, Koranen, til praksis under de aktuelle omstændigheder.
LÆS OGSÅ: Hvad siger Koranen om tørklædet?
Man mener, at 33:59-60, der både henvender sig til Profetens hustruer og døtre samt til troende kvinder generelt, blev åbenbaret i Medina år 627, hvor mange var desillusionerede efter slaget ved Uhud, der havde krævet mange ofre.
Lovløsheden greb om sig, og kvinder måtte i stigende grad opleve den tort at blive overbegloet og på anden vis forulempet, når de bevægede sig uden for deres hjem.
Da var det, at muslimske kvinder blev opfordret til at tildække sig, for ikke at friste hyklerne og de syge i hjertet - disse svage sjæle, der lod sig styre af deres drifter i stedet for at styre deres drifter.
Senere åbenbaredes nogle vers, der er stilet til de troende generelt (24:30-31). Der er tale om en stilfærdig opfordring til mænd og kvinder om at opføre sig og klæde sig diskret og anstændigt.
Kvinderne skal ikke henlede opmærksomheden på deres skjulte skønhed for ikke uforvarende at komme til at friste svage sjæle til uønsket kontakt.
Jeg hæfter mig især ved, at det er halsudskæringen, der skal dækkes. I den forbindelse er det vigtigt at huske på, at Koranen er åbenbaret til et arabisk ørkenfolk, og dengang som nu tildækker mænd og kvinder i Arabien hovedet som beskyttelse mod den brændende sol.
Derfor er det ganske naturligt, at det er denne allerede forhåndenværende beklædningsgenstand, der nævnes i forbindelse med tildækning af halsudskæringen.
I vore dage klares denne tildækning snildt ved at lade klædedragten gå helt op i halsen. Og så er der efter min opfattelse ingen grund til at tildække hovedet, når de klimatiske forhold ikke fordrer det.
Hvis man iklæder sig lange, sorte gevandter og tildækker ansigtet eller kombinerer et såkaldt islamisk tørklæde med en stumpet bluse, ålestramme bukser og iøjnefaldende makeup eller bruger en valk for at få håret til at synes større under tørklædet, har man fjernet sig milevidt fra Koranens vejledning og man opnår præcis det, som Koranen advarer imod: man vækker opsigt.
Som Özlem Cekic ganske rigtigt påpeger i sin kronik, anfører de kvinder, der bærer tørklæde, mange forskellige årsager til, hvorfor de går med tørklæde religiøse såvel som sociale.
LÆS Özlem Cekics kronik fra Politiken her: Tørklæde er også frihed
Men hvis man iklæder sig tørklædet som et bevidst oprørsk valg, som nogle unge kvinder gør, eller bruger tørklædet som et politisk symbol, har man fjernet sig så langt fra den oprindelige hensigt, at der er tale om regelret misbrug. Og så kan man ikke længere påberåbe sig religionsfriheden, hvis man diskrimineres på grund af tørklædet.
Jeg vil til enhver tid forsvare kvinders ret til at klæde sig, som de vil i offentligt rum; men jeg kan med min bedste vilje ikke forsvare denne ret med henvisning til religionsfriheden, eftersom kun en meget lille del af de tørklæder, der ses på hjemlige gader og stræder, kan siges at leve op til Koranens hensigt og ånd.
Koranen påpeger, at Gudsfrygtens klædning er den smukkeste (7:26). Gudsfrygt (taqwa) måles ikke i tørklæder og lange gevandter, men i ærefrygt for Gud og Hans skaberværk, i medmenneskelig omsorg og tjenstvillighed. Gudsfrygt berører hjertets inderste ikke det ydre.
LÆS OGSÅ: Muslim: Mange ikke-muslimer respekterer ikke kvinder med tørklæde
Aminah Tønnsen er forfatter til bl.a. Islam i europæisk klædedragt. Stof til eftertanke og selvransagelse (Fremad 1998) samt Islam min hjertesag (Mellemgaard 2014).