Nytårshilsen: Dansk kirkemodel drukner i sin egen succes

Folkekirken har i dag gjort sig selv til en kirkelig omsorgsforening. Den skal glemme alle sine rundbordssamtaler, vage teologiske betragtninger og dansk middelmådighed, mener virksomhedskonsulent Robert Kronberg, der er bosat i Thailand

Folkekirken skal finde et tydeligt budskab, uagtet det måtte koste lige så meget ballade som juleeventyret om træet i Egedalsvænge, skriver virksomhedskonsulent Robert Kronberg.
Folkekirken skal finde et tydeligt budskab, uagtet det måtte koste lige så meget ballade som juleeventyret om træet i Egedalsvænge, skriver virksomhedskonsulent Robert Kronberg.

Hver gang man har fødselsdag, påmindes man om, at man er blevet et år ældre, men det glemmer man heldigvis hurtigt. Det er straks værre med nytåret, for der dukker der et nyt årstal op hele tiden, og denne gang år 2013.

LÆS OGSÅ: Nytåret fejres også i kirken

Jeg har nu boet i Thailand i lidt over ti år, og allerede den første juleaften og det første nytår gik det op for mig, at jeg havde mistet noget særligt, nemlig den lange juletradition i Danmark, der starter med advent og den første december, hvor julekalenderen dukker op. Derefter diverse julefrokoster, så juleaften og sidst, men ikke mindst, nytårsaften, hvor vi skåler og skråler kl. 00.00.

Folkekirken har travlt med sit logo
Herudefra kan jeg ikke lade være med at hæfte mig ved de ting, som danskerne går meget op i, især ifølge tabloidaviserne (som jeg stadig kalder dem). Jeg husker, at Muhammed-tegningerne kunne mærkes helt herude, men normalt er det mindre ting, der bliver til store ting i dagligdagens aviser i Danmark. For et par år siden blev en julenisse hængt af en frikirke, og i år var der voldsomme kampe i Danmark over et juletræ i Egedalsvænge. Det kunne lyde som temaet i en børnefilm om julen, men det er åbenbart ikke fiktion.

Fælles for den lillebitte frikirke og nogle nydanskere, der har misforstået danskheden, er, at de helt har overset, at julen, udover det glade budskab, er noget væsentligt i de fleste voksne og børns liv; og den glæde vil de tage fra børnene. Folkekirken bekymrer sig derimod ikke om disse finurligheder, men har også haft travlt med at lave et fint logo. Smag og behag, men i min optik ligner det ikke et logo til en kirke. Eller rettere, det ligner, hvad kirken har gjort sig selv til i dag, nemlig en kirkelig omsorgsforening; men ja, en forening skal naturligvis have et fint logo i mange søde farver, som vi kan rose, mens vi spiser endnu en småkage.

Kirken er bænkevarmer
Ironisk nok er der ingen, som gider slås og lave ballade om en omsorgsforening. Dog vil der altid være en gnaven kone, der fra tid til anden klager over kirkeklokkerne. Klagekoner er der nok af i det danske samfund. Fakta er, at kirken i Danmark blot sidder som en bænkevarmer, mens den brogede skare i Folketinget behandler, stemmer og derpå dikterer kirken, hvad der er ret og vrang. Her tænker jeg for eksempel på de homoseksuelle vielser. Det skal lige pointeres, at jeg har stor respekt for homoseksuelle, men kirken har ikke udtalt sig, om end nogle fra omsorgsforeningen har sagt lidt.

LÆS OGSÅ: "Sareen får for mange prygl"

Menighederne og stifterne må derimod nøjes med at beslutte, hvem der skal male væggen, og om graveren må få en ny skovl. Præsternes eneste udfordring er, når de søger et nyt embede og skal til prøveprædiken. Når de har snakket godt for sig over kaffen, med eller uden sukker, og småkagerne, så er de indenfor. Derpå kan de passe sig selv, for stort set ingen kan blande sig i præstens arbejde, hverken menighedsråd eller biskop, og omvendt.

Man kan sige, at folkekirken er druknet i sin egen folkelighed, mens folkeligheden i Danmark koncentrerer sig om banale småting. Det er ikke nemt at være dansker, men endnu vanskeligere at være menneske. Men kirkens opgave er faktisk at hjælpe mennesket med at være menneske. Dog skal kirken lige lære at være kirke.

Thaier tør tro, at livet er større
Jeg har ikke løsningen, og det er op ad bakke, men det fascinerer mig, når den første thailandske medarbejder, som møder ind, starter med at bede til guderne for hele kontoret, og at både medarbejdere og faste kunder lige går to meter længere frem og beder til gadens åndehus, der er vor nabo. De har fattet, at livet er større end verden, og de tør fatte det.

LÆS OGSÅ: Fra kors til logo - firmatænkning præger folkekirken

Umiddelbart - og det er også, hvad præsterne fortæller hinanden, mens der drikkes kaffe - er den danske kirkemodel for tro meget smuk og teologisk helt fantastisk. Men den drukner hurtigere og hurtigere i sin egen succes, og det kan næppe være meningen med en kirke. Jeg kunne godt ønske for kirkelivet i Danmark i 2013, at man stoppede med at tænke på logoer, smukke kunstudstillinger i sognehuset og teoretiske prædikener højt oppe fra prædikestolen.

Thaiere ved godt, at de er syndere, for nu at bruge et kristent udtryk. Danskere ved ingenting, for kirken siger ligeså meget ingenting. Og tro mig, for der er nok så mange danskere, der gerne ville bede en bøn fra tid til anden, men de ved ikke, hvordan man gør. Ja, de ved end ikke, at det er lige meget, hvordan man gør.

Måske kunne det blive en start for kirkelivet i Danmark at fortælle folket i kirken, at Gud hører hver en bøn, og at livet for alle, høj som lav høj, rig som fattig, er forbundet med smerte; netop derfor er en lang rose med torne symbolet på kærlighed. Der er ingen kærlighed uden smerte, og der er heller intet liv uden smerte.

Glem rundbordssamtalerne
Det er snart nytår, og vi bliver ældre, ligesom folkekirken bliver ældre. Måske bliver vi en smule klogere, når vi bliver ældre, fordi vi lærer, men folkekirken lærer ikke meget ud over at lave logoer. Jeg tror ikke, at der er mange danskere, som lige har opfattet det, og de er sikkert også, med rette, ligeglade, og deres lokale menighed har jo allerede et logo.

LÆS OGSÅ: 20 ideer til en ny folkekirke

Min nytårshilsen til folkekirken er, at den skal glemme alle sine rundbordssamtaler, vage teologiske betragtninger og dansk middelmådighed. Folkekirken skal hellere finde et tydeligt budskab, uagtet det måtte koste lige så meget ballade som juleeventyret om træet i Egedalsvænge.

Gode nytårshilsener fra Bangkok!

Robert Kronberg er virksomhedskonsulent, bosat i Thailand og panelist på religion.dk