Præst: "Valentinsdag er en selvbestaltet pinagtighed"

Når en Valentinsgudstjeneste vil fejre den menneskelige kærlighed og dermed sakramentalisere den, er der milevidt til vielsesritualets ord om at bære hverandres byrder, skriver sognepræst Margrethe Horstmann

.I en tid, hvor alt rodfæstet er under pres, har vi brug for Guds ord, men vi vil have det på en måde, som på en gang bekræfter os og gør os ansvarsfri, mener sognepræst Margrethe Horstmann.

Det er snart valentinsdag. Som så meget andet americana har den fundet vej til Danmark, og den har, ligesom Halloween, også fundet vej til danske kirker. Det giver stof til eftertanke i en tid, hvor man i fuldt kirkeministerielt alvor taler om at afskaffe Store Bededag.

Der findes andre overflødige festdage
Hvorfor skal den dag, som erstattede overflødige helligdage til fordel for såvel kirken som nationaløkonomien, og som, ret forstået, viser den anfægtede tilbage til dåben og den jordiske tilværelse, afskaffes, når anakronismer som 1.maj (arbejdernes kampdag til fordel for indførelsen af proletariatets diktatur) og selvbestaltede pinagtigheder som Valentinsdag nyder bevågenhed?

Kirkeministeren, der efter sigende ikke bryder sig om lyserødt,kunne her passende erkyndige sig om kirkelig Valentinsfejring, inden han påbegynder sit manddrab på Store Bededag.

Alt rodfæstet er under pres
Svaret er det mantra, der har lydt de sidste 30 år, og som siger at det-moderne-menneske-ikke-forstår-kirkens-budskab-og-kirken-må-derfor-komme-det-i-møde-på-en-tidssvarende-måde. Uanset, at den traditionelle højmesse ligger underdrejet, og bamsegudstjenester har egen facebookside, lyder der fra menighedsråd, kirkefremmede og såkaldt søgende i kor: Det kedeligt.

I en tid, hvor alt rodfæstet er under pres, har vi brug for Guds ord, men vi vil have det på en måde, som på en gang bekræfter os og gør os ansvarsfri. Når en Valentinsgudstjeneste vil fejre den menneskelige kærlighed og dermed sakramentalisere den, er der milevidt til vielsesritualets ord om at bære hverandres byrder. Det kedeligt, og intet må være kedeligt.

Det er, som det var med Paulus på Areopagos: Den ukendte gud, man for en sikkerheds skyld havde bygget en helligdom for, han var Kristus, Herren. Det ville de høre mere om en anden gang.

Religiøsitet er en fin ting, så den Gud, der sætter en stopper for gudsdyrkelsen blot ved at tale, befordrer ikke den religiøse hygge.

Når præster generelt, og kirkeministeren i særdeleshed, ikke har blik for, at kirken er andet end en skrantende virksomhed for religiøse anliggender, så bliver sådan noget som Valentinsfejringer og sære rundspørger hotte issues.

Hele livet efter syndefaldet er en lang rækken tunge ad Vorherre
Må man gøre nar ad Gud? bliver udvalgte skribenter spurgt om på religion.dk under henvisning til for eksempel Omar Marzouks triste stand up-komik.

Ja, kriminelt er det jo ikke, og hvis der er nogle ældre damer, der skulle gå hen og blive forargede, så er det nærmest hensigten. Hvis det altså er den kristne Gud, der er på tapetet. Men kan man overhovedet gøre nar ad Gud? Sådan æh-bæh?

Ingen har som bekendt nogen sinde set Gud, men hans kirke har fået det glatte lag af folk som Dave Allen og Rowan Atkinson, og det, så man ler hjerteligt med.

Sidst homoseksuelle vielser var i æteren husker jeg, Politikens interessante tillæg ATS straks barslede med vielsesritualer for pædofile, sodomister og nekrofile, et tiltag, som på en vittig måde satte hele debatten i perspektiv.

Det perspektiv, at vores godhedsbestemte overtagelse af gudstjenesten for at gøre den salgbar, er dum og latterlig.

Vor Herre kan man ikke gøre nar ad, uden så vidt som hele livet efter syndefaldet er en lang rækken tunge ad Ham. Men når denne tungerækken kræves sakramentaliseret, altså når selve gudstjenesten også skal være selvros, er der grund til at råbe vagt i gevær.

Ikke, at evangeliet forsvinder, men det forsvinder ud af kirken, når vi ikke vil forkynde det, eller erstatter det med Valentin og Halloween.

Når ritual-, Valentins- og bamsedåbsskeptikere er årsag til meget bøvl og manglende korpsånd, så er der dog tegn i sol og måne på, at evangeliet med dets formaning og trøst stadig er i omdrejninger. Idet det lyder sub specie contraria under dække af sin modsætning.

Margrethe Horstmann er sognepræst i Nakskov