Præster er ikke hævet over loven

Hvis en præst bryder loven, fordi hans samvittighed byder ham at gøre det, må han også selv tage konsekvensen af sin handling, mener sognepræst Jens Kvist

Det må stå for præsters egen regning at begå civil ulydighed, mener sognepræst Jens Kvist
Det må stå for præsters egen regning at begå civil ulydighed, mener sognepræst Jens Kvist

Må præster gerne overtræde Danmarks love for at hjælpe andre menneske? Selvfølgelig må de ikke det!

Præster er ikke hævet over loven i forhold til alle andre. Heller ikke under påberåbelse af begrebet ”næstekærlighed”.

Føler en præst (eller en hvilken som helst anden person), at hans samvittighed byder ham at gøre noget lovstridigt, må han gøre det. For det er hverken gavnligt eller tilrådeligt at handle mod sin samvittighed, som Luther sagde på Rigsdagen i Worms.

Men Luther vidste ikke, om han overhovedet slap levende fra det.

Med andre ord: Bryder en præst loven af samvittighedsgrunde, må han også tage konsekvensen af det.

Civil ulydighed i hvilke situationer? Jamen, det kan jo være så meget, som for eksempel en tvangsfjernelse. Og nej, jeg har aldrig selv stået i en sådan situation.

Hvis jeg blev ringet op af en mor, der fortalte, at hendes barn skulle tvangsfjernes, tror jeg nok, at jeg ville tilbyde mig som bisidder, så jeg også kunne høre sagen fra den modsatte parts side.

Jeg ved intet om, hvorvidt provsten har hørt kommunens begrundelse for tvangsfjernelse, så der er alene tale om et tænkt eksempel! 

Ja, det er sådan set, hvad jeg har at sige om det. Vi lever jo ikke i en diktaturstat, men i et demokratisk land med en folkevalgt, lovgivende forsamling (Folketinget).

Ville enhver nøjes med det, der er hans, var ingen lov nødig, hedder det i fortalen til Jyske Lov.

Men vi lever ikke i paradis, derfor er det nødvendigt med love og regler. 

Jens Kvist er sognepræst i Sct. Jørgens Kirke i Aabenraa og panelist ved kristendom.dk.