Religionsfriheden gælder også muslimer

Mange oplysnings-tænkere, heriblandt N.F.S. Grundtvig og C. Kold, var dybt troende mennesker, der ikke mindst i deres religion fandt begrundelsen for at udforske og give plads til menneskets fornuft og fri vilje, skriver teolog og folketingsmedlem for SF Ida Auken

Den, der kun ser religionen som en undertrykkende og formørket fjende, er blind for, at der kan være progressive allierede også blandt religiøse mennesket, skriver Ida Auken. Foto: .

I morges kørte jeg med en muslimsk kvindelig buschauffør. Hun havde tørklæde på. Jeg spekulerede på, om hun mon tænkte over sit tørklæde som andet end en beklædningsgenstand? Om hun selv havde valgt at gå med det, eller om hun havde det på, fordi en dominerende ægtemand eller fader havde tvunget hende?

Der foregår i disse år en voldsom kamp om tørklædet. Ikke bare mellem højre- og venstrefløj på den politiske scene, men også i muslimske kredse. Mens man på den politiske scene slås om, hvorvidt kvinderne skal have lov til at bære tørklæde i det offentlige rum, slås man på symbolplanet om, hvad tørklædet betyder.

For nogle kvinder symboliserer tørklædet nemlig selvstændighed og stolthed. Det bliver en tydelig identitetsmarkør i en tid, hvor alle søger efter identitet. For andre kvinder er tørklædet direkte undertrykkende og bliver et symbol på, at de er mindre værd end mændene. Og for atter andre er tørklædet en helt naturlig del af en kultur, hvor man bare tager tørklæde på uden at tænke over det lige som rigtig mange af vores bedstemødre gjorde.

Det problematiske ved tørklædet, det undertrykkende element, vedrører altså langt fra alle de kvinder, der går med tørklæde en nuance, der ganske ofte forsvinder i den danske debat.

Det bliver desværre ofte meget mudrede diskussioner, når vi diskuterer tørklædepolitik i Danmark. Det skyldes blandt andet, at flere debattører ikke har interesse i at skelne mellem tørklædets forskellige symbolværdier, men også at debatten hurtigt udvikler sig til en debat om religionens plads i det offentlige rum. Førstnævnte er især højrefløjens faldgrube, mens sidstnævnte er venstrefløjens faldgrube.

Den, der kun ser tørklædet som undertrykkende, er blind for alle de stærke, selvstændige muslimske kvinder, der har gang i et oprør indefra i religionen. Disse kvinder har brug for støtte. Det er blandt dem, at vi kan håbe på, at oplysningstidens landvindinger når islam på nye måder. Og derfor nytter det ikke at tvinge dem til at fralægge sig deres identitetsmarkør, tørklædet.

Tværtimod skal man alliere sig med dem og hjælpe dem med at vise, at ytringsfriheden og religionsfriheden i vores samfund også gælder muslimer. Alene ved at holde fast på frihedsrettighederne for vores minoriteter, kan vi overbevise om deres styrke, i stedet for gentagne gange at bekræfte fordommene om, at frihedsrettighederne kun gælder hvide, protestantiske, anglo-saksiske mænd. Show it, dont tell it!

Den, der kun ser religionen som en undertrykkende og formørket fjende, der bør holdes ude af det offentlige rum, er blind for, at der kan være progressive allierede også blandt religiøse mennesker. Martin Luther Kings raceopgør, slaveoprøret i USA, befrielsesteologerne i Mellemamerika, munkene i Burma, mange af disse mennesker, der har været med til at kæmpe for demokrati og frihedsrettigheder, fandt netop styrken til deres forsatte kamp for frihed i deres religion.

Ligesom mange oplysningstænkere var dybt troende mennesker, der ikke mindst i deres religion fandt begrundelsen for at udforske og give plads til menneskets fornuft og fri vilje. Herhjemme er indlysende eksempler N.F.S. Grundtvig og C. Kold.

Jeg vil derfor slutte med et opråb til min egen fløj venstrefløjen om at komme ud over begge faldgruber. Vi må indse, at muslimske kvinder går med tørklæde af mange forskellige grunde. Et forbud mod tørklæder vil derfor ramme helt skævt i forhold til formålet særligt hvis formålet er at undgå kvindeundertrykkelse.

Vi må også indse, at ikke alle religiøse mennesker per definition er reaktionære. Tværtimod kan religionen spille en positiv rolle, hvis vi forstår at alliere os med de progressive kræfter. Hvad højrefløjen så skal gøre for at komme op af den grøft, som Dansk Folkeparti har trukket den ned i, vil jeg lade være op til gode borgerlige kræfter som hermed er opfordret til at komme på banen!