Muslim: Præst lærte mig at stå fast i min tro

Fængselspræst Ruth Vermehrens hjem blev min barndoms religiøse oase. Hun har været med til at lægge grundstenen i mit religiøse liv, idet hun har lært mig om inderlighed i tro, fortæller muslim Bettina Meisner

Ruth Vermehren var en rummelig, tolerant præst, der respekterede den enkeltes personlighed. Via hendes personlighed og forskrifter lærte man at stå fast, skriver underviser ved Islamisk Trossamfund Bettina Meisner. Fotoen viser de tre første kvindelige præster, der blev ordineret i Danmark i 1948. Fra venstre: Johanne Andersen, Ruth Vermehren og Edith Brenneche Petersen.
Ruth Vermehren var en rummelig, tolerant præst, der respekterede den enkeltes personlighed. Via hendes personlighed og forskrifter lærte man at stå fast, skriver underviser ved Islamisk Trossamfund Bettina Meisner. Fotoen viser de tre første kvindelige præster, der blev ordineret i Danmark i 1948. Fra venstre: Johanne Andersen, Ruth Vermehren og Edith Brenneche Petersen.

Ruth Vermehren var en del af mit liv fra tidlig barndom til ind i teenageårene. Der er skrevet meget om denne prægtige kvinde, men endnu ikke et portræt set fra børnehøjde af en kvinde, der siden er konverteret til islam, om ”præsten”, der i 1948 efter en lang, sej kamp blev ordineret som en af de første tre kvindelige præster i Danmark, hvorefter hun virkede som fængselspræst ved Københavns Kvindefængsel frem til sin pension.

Ruth Vermehren besad en udvidet form for social intelligens, der bevirkede, at hun med succes mestrede at kommunikere med alle fra konger over kriminelle til børn som mig. Jeg kom i Ruth Vermehrens hjem et par gange om ugen, fra jeg var cirka syv år og frem til hendes død i 1983, hvor jeg fyldte 16.

Disse visitter har den dag i dag sat sine religiøse spor i mig. Ruth Vermehrens hjem blev min barndoms religiøse oase. Hun havde i den grad børnetække, og jeg nød hvert et sekund af hendes hjertevarme.

Alt ved Ruth Vermehren var usædvanligt: Hendes personlighed, de mennesker, der kom i hendes hjem, og Ruth Vermehrens bolig i sig selv var et eventyr for et Østerbrobarn.

Når man trådte ind i Ruth Vermehrens Hellerupvilla, hvor hun boede alene, var den første duft, der strømmede en i møde, den luksuriøse parfume Yardleys Lavender. Det var klart hendes foretrukne.

For mig har den aromatiske vellugt af den grund altid været knyttet til den inderlighed, gæstfrihed og religiøsitet, jeg oplevede i hendes hjem. Da jeg efter mit første moskebesøg i Mekka mange år senere stødte på Yardleys, faldt det mig derfor naturligt at knytte de hjemlige danske erindringer til mit nye liv i Mekka.
 
I Ruth Vermehrens hjem var det tilladt at rutsje på gelænderet helt ned til kælderen. Her havde hun bunker af koks, som jeg blev anvist i at skovle ind i en slags kedel, som således forsynede alle radiatorerne i villaen med varme. Fjernvarmen havde gjort sit indtog i vores hjem på Østerbro, hvilket forstærkede oplevelsen af metoden og koksbunkerne, som for resten var fantastiske at løbe op og ned af.
 
Manglede hun de foretrukne Ramlösa danskvand og punchchokoladen, blev jeg sendt til købmanden, der skrev alle indkøbene. Købmanden lå lige overfor Sct. Lukas stiftelsen, hvorfra Ruth Vermehren ofte modtog besøg af søstrene. Disse besøg og dette religiøse fællesskab var en fornøjelse og blev en vejledning for livet for mig.

Den historiske periode og strømningerne i 70’erne var stærkt præget af venstreorienterede politiske teser, rødstrømpebevægelsen og det fra 60’erne fortsatte (studenter)oprør imod det autoritære og den religiøse livsanskuelse.

Dette mærkede man også som barn, især hvis man var religiøs. Vi var en håndfuld piger, der gik til søndagsgudstjeneste i den lokale folkekirke, tillige i børneklub i Pinsemenigheden.

De, der ikke kom der, kunne drillende kvittere med ”Jesus Christ superstar”-sangen i en udgave, som fortsatte med latrinære udtryk, jeg ikke ønsker at gengive her. Så i barndommens gade var det ofte nemmest at tie om troens indvirkning. Populært var tro heller ikke dengang.

Det var efter omstændigheder som ovenstående, at det var godt at komme hjem til Ruth Vermehren. Via hendes personlighed og forskrifter lærte man at stå fast. Hun opfordrede mig altid til at stole på Gud og vedholde mig mine meninger. Hun var på betryggende vis hverken pågående, prædikende, insisterende endsige kontrollerende. På mange måder var hun en rummelig, tolerant præst, der respekterede den enkeltes personlighed.
 
Til trods for, at Ruth Vermehrens tro og livsvalg ikke umiddelbart er identiske med mine egne, har oplæringsårene påvirket mit voksenliv. Det er hævet over enhver tvivl, at hun har været med til at lægge grundstenen i mit religiøse liv, idet hun har lært mig om inderlighed i tro. 
 
Sidste gang jeg besøgte Ruth Vermehren var i foråret 1983. Her var det en døende ældre kvinde med svækket syn, jeg besøgte. Der lå hun. Insisterende på at dø i hjemmet.

At vi aldrig fik lejlighed til i fællesskab at sammenligne vores forskellige trosretninger, har ikke været Guds vilje. I denne sammenhæng er værdien af dette mig underordnet, idet Ruth Vermehren i rigelige mængder berigede mine tidlige år.

Hun forærede mig en kombination at historisk nostalgi, religiøst liv og ikke mindst mod. Om vi skal mødes igen, ligger i Guds dom. Sigende er det, at navnet Ruth på hebraisk betyder ven og fælle.

Bettina Meisner er skolelærer og underviser ved Islamisk Trossamfund.