Stender: Kondisko under præstekjolen? Vi er blevet middelmådige i folkekirken

Sagen om kondisko under præstekjolen svarer til, at Martin Luther havde annonceret i Wittenberg, at den katolske kirke skulle bruge lyserødt toiletpapir. Skal det forestille at være revolutionært, spørger sognepræst Poul Joachim Stender

"Vore højeste tanker er babysalmesang, kirkeråd, hvide kondisko og spaghettimesser. Hvis vi ikke snart tænker højere og dybere og modigere visner folkekirken, mens den bilder sig ind, at den mere revolutionær end nogensinde før", skriver sognepræst Poul Joachim Stender.
"Vore højeste tanker er babysalmesang, kirkeråd, hvide kondisko og spaghettimesser. Hvis vi ikke snart tænker højere og dybere og modigere visner folkekirken, mens den bilder sig ind, at den mere revolutionær end nogensinde før", skriver sognepræst Poul Joachim Stender. . Foto: Leif Tuxen.

Præst i hvide kondisko under præstekjolen. Hvor er det latterligt! Er det virkelig den højeste form for oprør, forandring, revolution vi kan mande os op til i folkekirken?

LÆS OGSÅ:Præst forbydes at gå i kondisko til gudstjeneste

Det svarer til, at Martin Luther havde slået op på kirkedøren i Wittenberg, at han ønskede, at den katolske kirke skulle bruge lyserødt toiletpapir. Wauw Luther, hvor er du modig!

Hele sagen om præsten med de hvide kondisko er en dybt sørgelig sag om, hvor middelmådigt vi tænker i folkekirken. Vi er revolutionære, anderledes, spændende, når vi serverer økologisk sydfransk vin i stedet for kirkekaffe eller når præsten palmesøndag rider ind i kirken på et æsel, så hendes ægtefælle må leve i uger med hendes dyriske lugt.

Gad, vide hvor dogmatisk og politisk korrekt den hvid-skoede præsts prædikener er? Det er sikkert ikke på prædikestolen, at han tør sprænge grænser, vove sig ind i zonen mellem liv og død og prædike, så han selv og menigheden vælter ud af deres mange forskellige grave. Jeg tager absolut mig selv med i følgende udsagn: Vi er blevet middelmådige i folkekirken.

LÆS OGSÅ: Stender: Kirken overlever ikke på fornuft, hygge og småborligerhed

Vore højeste tanker er babysalmesang, kirkeråd, hvide kondisko og spaghettimesser. Hvis vi ikke snart tænker højere og dybere og modigere visner folkekirken, mens den bilder sig ind, at den mere revolutionær end nogensinde før.

Vorherre elsker festklæder. Vi blæste på fløjte for jer, og I dansede ikke; vi sang klagesange, og I jamrede ikke. Klæder skaber stemninger. Og til gudstjenester klæder vi os på, for at vise, at gudstjenesten er en fest. Hvorfor er vi så bange for at lade det indre få en ydre fremtoning? Kristendom kan også vises med klæder.

I USA er kirkegængerne alle sammen mødt op i deres festklæder, ligesom de aldrig ville komme til en nytårsfest med smoking, butterfly og så lyserøde sutsko. For pokker. Man serverer da heller ikke cornflakes til flæskesteg.

Man skal aldrig tale dårligt om en kollega. Jeg undskylder ham. Han er, uden selv at vide det, hoppet med på en af tidens bølger der siger, at vi ikke frelses af Gud. Vi frelses af motion. Det er vigtigt at passe på sin krop. Præsten har kondiskoene på.

Efter gudstjenesten skal han nemlig ud og løbe for at blive frelst. Måske skulle han i stedet indkalde os andre præster til et stort konvent, hvor vi kunne sætte dansk folkekirkelig middelmådighed til debat.

Poul Joachim Stender er sognepræst og panelist ved kristendom.dk.