Synspunkt: Mange politiske ledere sender ramadanhilsner

Hvem mon har mod og mandshjerte til at træde ud af de små sko og følge udenlandske kollegers eksempel og sende en officiel ramadanhilsen til danske muslimer, spørger muslim og forfatter Aminah Tønnsen

Mange religiøse og politiske ledere har i årenes løb benyttet ramadanen til at sende hilsener til deres muslimske medborgere og til verdens muslimer, skriver Aminah Tønnsen.
Mange religiøse og politiske ledere har i årenes løb benyttet ramadanen til at sende hilsener til deres muslimske medborgere og til verdens muslimer, skriver Aminah Tønnsen. Foto: Foto: Malene Korsgaard Lauritsen

Ramadanhilsen er et vigtigt politisk signal
Kristeligt Dagblad kunne i 2010 berette om, hvorledes Ramadanen fylder i Tyskland, hvor borgmestre og politiske partier indbyder muslimer til ramadanmiddag (iftar) - "et politisk signal om, at iftar er lige så normal som juleaften."

Lignende sker i andre europæiske lande, for hele Europa fejrer ramadan og indbyder muslimer såvel som ikke-muslimer til iftar-arrangementer. Et fænomen, som allerede har ti år på bagen i eksempelvis Birmingham.

Andre steder afholdes der udendørs ramadan-festivaler - anderledes kulturfestivaler, der er med til at få islam ud af ghettoen. Franske ministre deltager i iftar-måltid i Paris' store moské, og et af de største ramadan-arrangementer med middag og optræden af prominente franske kunstnere med indvandrerbaggrund transmitteres i tv.

I 2003 blev jeg for første gang opmærksom på, at den daværende tyske forbundspræsident Johannes Rau og daværende præsident George W. Bush havde sendt hilsener til verdens muslimer i anledning af fastebrydningsfesten, 'id al-fitr'.

Artiklen fortsætter under annoncen

Noget tilsvarende sker nok ikke foreløbig her i Danmark, tænkte jeg og lagde hilsenerne ud på min hjemmeside.

Samme år sponsorerede 10 kongresmedlemmer for første gang en ramadanmiddag (iftar) for Det Hvide Hus' 150 muslimske ansatte, for amerikanske muslimske ledere, for diplomater fra muslimske lande og udvalgte repræsentanter for de største politiske partier. Middagen blev holdt i en af Capitol Hills kontorbygninger.

I 2005 inviterede daværende præsident Bush for første gang til ramadanmiddag i Det Hvide Hus. Det er blevet en årligt tilbagevendende begivenhed, som også nuværende præsident Barack Obama holder i hævd. (Læs mere her).

Mange religiøse og politiske ledere har i årenes løb benyttet ramadanen til at sende hilsener til deres muslimske medborgere og til verdens muslimer:

Vatikanets pavelige råd for religionsdialog, skiftende britiske (premier)ministre, skiftende tyske forbundspræsidenter og ledende biskopper, den norske statsminister, Paris' borgmester, den katolske kirke i Frankrig - og flere melder sig på banen som årene går. Ja, selv den israelske premierminister Nethanyahu har sluttet sig til gratulanterne - hvilket dog har medført nogle sarkastiske bemærkninger om, hvorvidt han nu også mener det alvorligt.

Nogle af de politiske og religiøse ledere, der sender hilsener til verdens muslimer, gør det ikke kun til ramadanen eller fastebrydningsfesten, 'id al-fitr, men også til islams vigtigste højtid, offerfesten, der falder ca. 2 måneder efter ramadanen.

Når jeg har nævnt fænomenet for herboende trosfæller, har reaktionen rakt fra "det kunne da være dejligt, om danske politikere ville gøre det samme" til "danske politikere har for længst forpasset chancen. Hvis de nu begynder at sende ramadanhilsener, vil ingen muslimer tage dem alvorligt, men opfatte det som rent hykleri."

Men en gang skal jo være den første. Hvem mon har mod og mandshjerte til at træde ud af de små sko og følge udenlandske kollegers eksempel og sende en officiel ramadanhilsen til danske muslimer?

Aminah Tønnsen
Forfatter og foredragsholder