Scenerne, hvor de tyrkiske landsholdspillere i fodbold fejrer deres to sejre i EM-kvalifikationen ved at gøre honnør ud til tilskuerne, har været voldsomt omdiskuteret i danske og internationale medier den seneste uge, blandt andet i Kristeligt Dagblad.
Først og fremmest fordi de tyrkiske spiller bakker op omkring en militæraktion, der af en stor del af det internationale samfund anses for forkastelig og tragisk.
Derudover bryder de tyrkiske spillere også med en uskrevet regel om, at politik ikke har noget at gøre i forbindelse med sport.
”Forbyder vores regler referencer til politik og religion? Ja, og jeg kan garantere dig, at vi vil undersøge denne hændelse”, sagde Uefas pressechef, Philip Townsend, efter fredagens kamp til det italienske nyhedsbureau Ansa.
Men den tyrkiske hilsen er ikke et særtilfælde i idrætshistorien, fortæller Jørn Hansen, der er professor emeritus i idræt og biologi ved Syddansk Universitet. Han forklarer, at der er utallige eksempler, hvor idrætsudøvere enten selv har ageret direkte politisk eller er indgået i politiske stridigheder i en sportslig sammenhæng.
Jørn Hansen har udvalgt syv centrale eksempler fra historien.
1. EM-kvalifikationskampen i fodbold mellem Serbien og Albanien (2014)
"Under kvalikationskampen mellem Serbien og Albanien fløj der pludselig en drone over banen. Den bar på et stort flag, der symboliserer det, man kalder for Storalbanien. De to lande har i forvejen et betændt forhold, og denne handling blev opfattet som en voldsom provokation fra serbisk side.
Det fik en serbisk spiller til at hoppe op og hive flaget ned, hvorefter der udviklede sig en voldsom tumult. Først mellem de to holds spillere og efterfølgende med en stor mængde serbiske tilskuere, der invaderede banen og overfaldt det albanske hold.
At det udviklede sig så voldsomt, skyldtes, at flaget prikkede til en meget betændt sag i Balkan. Nemlig spørgsmålet om Kosovo. Den lille stat, der i 2008 egenhændigt erklærede sig uafhængigt af Serbien, hvilket Serbien ikke anerkender.
Kosovo består hovedsageligt af Kosovo-albanere, og da det storalbanske flag symboliserer integrationen af Kosovo og Albanien, blev det opfattet som en voldsom provokation fra både de serbiske spillere og tilskuere.
Begge hold blev straffet af UEFA med en bøde og strafpoint."
2. Løberne Tommie Smith og John Carlos støtte til "Black Power"-bevægelsen ved OL (1968)
"På en måde er det en episode, der er tæt forbundet med den nylige tyrkiske sag, fordi de begge er eksempler på en meget tydelig symbolik.
Det er en ikonisk episode i idrætshistorien. Efter finalen i 200-meter-løb valgte de to sorte amerikanske løbere, Tommie Smith og Juan Carlos, fra deres to øverste pladser på medaljeskamlen at hæve hver deres knyttede næve iklædt sorte handsker. Det var en meget direkte støtte til den "Black Power"-bevægelse, der udfoldede sig hjemme i USA i de år.
Handlingen fik store konsekvenser for de to idrætsudøvere. Den amerikanske olympiske komite fratog dem både deres medaljer og sendte dem hjem fra legene som straf. Det var faktisk først her i 2018, hvor de to officielt blev taget til nåde, da de blev optaget i atletikkens Hall Of Fame. På den måde fik de rehabiliteret deres ære her 50 år efter."
3. Ishockey-finalen mellem Sojvetunionen og USA ved OL (1980)
"Der er utallige eksempler at hente fra den kolde krig, hvor sportsbegivenhederne kom til at være udtryk for meget andet end bare en sportslig dyst. En af de mere prominente fandt sted under vinter-OL i 1980 i USA, hvor netop USA og Sovjetunionen mødte hinanden i finalen.
Det var dengang, hvor man stadig skulle være amatør for at deltage i OL. Så i finalen stod det collegehold, der udgjorde datidens amerikanske landshold, over for de russiske statsamatører. Men stik mod al forventning lykkedes det amerikanerne at vinde.
Det er ikke et eksempel på en episode, hvor sportsudøverne selv aktivt manifesterede en politisk eller nationalistisk holdning, men sportsudøverne blev alligevel centrum i en form for forløsning af den spænding, der var de to lande imellem. Man så også betydningen af sejren, da det amerikanske hold straks blev fløjet til Washington, hvor den daværende præsident Jimmi Carter dagen efter inviterede på et morgenbord i Det Hvide Hus."
4. Vandpolo-kamp mellem Rusland og Ungarn i Melbourne (1956)
"Dette er et andet eksempel på en sportsbegivenhed, der på en måde blev udtryk for en verserende konflikt, der gik ud over det sportslige.
I 1956 foregik OL nemlig, kort efter at Sovjetunionen var gået ind i Ungarn. Det påvirkede stemningen voldsomt, da de to hold mødte hinanden i en vandpolokamp under legene. Det var en meget hidsig affære, og der blev nærmest udkæmpet en krig på banen mellem de to hold. Det førte eksempelvis til et voldsomt slagsmål mellem en sovjetisk og en ungarsk spiller.
På tribunen var tilskuerne på ungarnsk side, og også her var stemningen pisket voldsomt op. Faktisk i så høj grad, at man endte med at afbryde kampen af frygt for, at tilskuerne ville gå løs på det sovjetiske hold.
Ungarn førte 4-0 ved afbrydelsen og fik også tilkendt sejren efterfølgende. I den vestlige verden mente man, at det hele var gået, som det skulle, og at kampen havde været en flot manifestation af ungarnsk overlegenhed. Den helt samme holdning havde man naturligvis ikke i Sovjetunionen."
5. Hitlers olympiske lege (1936)
Det er svært at komme uden om OL 1936 i Berlin. Det var jo på mange måder Hitlers olympiske lege, og der blev også gjort store anstrengelser for at vise nazityskland fra sin bedste side.
Der var utallige eksempler på, at de olympiske deltagere heilede i forbindelse med konkurrencer og præmieoverrækkelser. Primært tyske sportsudøvere, men der var faktisk også en række deltagere fra andre lande, der også heilede.
Det interessante er, at det var før krigen, så det var faktisk på det tidspunkt en udbredt holdning, at det bare var noget man gjorde i Tyskland. Senere er det et element, som man historisk har set meget fordømmende på."
6. Mussolinis VM i fodbold (1934)
"Dette er et langt mindre kendt eksempel, men nogenlunde det samme fandt faktisk sted to år tidligere i Italien. Her holdt den fascitiske leder Benito Mussolini sit VM i fodbold i 1934.
Ligesom med OL i Berlin var det også en meget bevidst iscenesættelse af Mussolini selv, da han mente, at det ville gavne hans fascistparti, hvis han bakkede fodbolden op. Holdet endte da også med at vinde guldmedaljerne.
I forbindelse med slutrunden bidrog mange af de italianske spillere aktivt til Mussolinis fortælling om hans Italien. Der blev blandt andet lavet propaganda-materiale som plakater, hvor flere af de italianske spillere stod og poserede med fascitiske hilsner."
7. Fakkelbæreren ved OL Tokyo (1964)
"Et sidste eksempel, der er værd at nævne, fandt sted i Tokyo forud for OL i 1964. Her havde arrangørene valgt, at den atlet, der skulle have æren af at at tænde den olympiske flamme, var en ung japansk mand. En mand, der var født på præcist den dag i Hiroshima, hvor amerikanerne smed en af de to atombomber, der afsluttede anden verdenskrig.
Fra officiel side blev valget fremlagt som en fredsdemonstration. En fortælling om, at man var kommet videre, og at det her var fredens OL.
Men at lige den japanske atlet skulle tænde den olympiske flamme, er jo svært at se som andet end et valg med en dobbeltbetydning. For samtidigt med, at det måske skulle symbolisere fredens OL, var det jo også en måde, at verdenssamfundet utvivlsomt kom til at tænke tilbage på, hvad der skete i Japan i 1945. En måde at huske verden på, at amerikanerne altså smed to atombomber ned over det japanske folk."