Da Charlines kæreste døde, dukkede en fremmed op og ændrede hele fortællingen om den mand, hun havde elsket

Sorgen over at have mistet sin kæreste blev ekstra kompliceret for Charline. For midt i den svære tid dukkede en ukendt kvinde op og ændrede hele fortællingen om den mand, Charline havde elsket. Hun tabte sin sorg

Spørgsmålene hobede sig op, da Charline mistede sin kæreste, José. Men ham, der kunne svare på dem, er her ikke mere. Privatfoto
Spørgsmålene hobede sig op, da Charline mistede sin kæreste, José. Men ham, der kunne svare på dem, er her ikke mere. Privatfoto.

Det er tæt på fire år siden nu. Det første år gik med at arbejde med følelsen af tab. Det andet år gik med vrede. Det tredje med accept. Det fjerde år er ikke helt slut endnu.

Indtil videre er året gået med at bearbejde en sorg, der ikke har været så lige til. Først nu, hvor de stærkeste følelser af tab har lagt sig, kan Charline Skovgaard sætte ord på det, hun har været igennem.

”Det var som at miste dobbelt. Jeg mistede min elskede og ideen om min elskede på én gang”, fortæller den 47-årige iværksætter, som havde en kæreste, hun tilsyneladende ikke var ene om at elske.

Døden skriver ind imellem historien om. Til stort besvær for de efterladte. For hvad gør man med alt det, man ikke længere kan få et svar på, fordi den, der har svarerne, er død?

Da Charlines kæreste døde af kræft, dukkede en fremmed op og ændrede hele fortællingen om den mand, hun havde mistet. Det blev begyndelsen på en lang og snørklet sorgproces, som har været fyldt med både vrede, tvivl, savn og afmagt.

Det er den sorg, den her fortælling handler om. Den komplicerede sorg.

Rejsen

”Det gav et sus i maven. Jeg forstod ikke helt selv, at jeg kunne være i det.”

Charline var på vej hjem fra en uges yogaferie i Tyrkiet og havde netop fået en kærlighedserklæring på sms fra en spansk mand, hun havde mødt under sit ophold.

Året var 2014, og ferien var den første hele uge, hun havde været væk fra sine fire børn og deres far, som hun havde forladt få uger inden. En beslutning, der havde været mange år undervejs, og som ikke kunne være anderledes, men som alligevel havde væltet hende omkuld.

Hun havde lukket hoveddøren i Hellerup bag sig for sidste gang og var flyttet fra forstadslivet i det store hus ind i en lejlighed oppe under taget på Vesterbro i København, hvor hun skulle bo med sine dengang hjemmeboende børn hver anden uge.

Jalousi, kontrol, mistro og skænderier havde været hverdagskost i så lang en periode, at hun havde glemt, hvem hun var.

”Jeg mistede henad vejen mig selv i det ægteskab, og hele min identitet lå derfor fremme hulter til bulter, da jeg forlod mine børns far for at finde hoved og hale på mig selv igen,” fortæller hun.

Midt i det indre og ydre rod havde hun fundet en yogarejse til Tyrkiet på internettet. Hun havde på det tidspunkt kun haft én uge uden sine børn hos sig. En uge, der mest var blevet brugt på at græde. Derfor ville hun helst være over stok og sten, når den næste uge alene nærmede sig.

Det kom hun. Over bjerge og landegrænser. Det var først i flyet, det slog hende, at hun ikke var helt klar over, hvor hun var på vej hen.

”Det eneste, jeg kunne huske med sikkerhed, var et billede af et sted med noget vand i baggrunden. Jeg spurgte manden på sædet ved siden af, hvor lufthavnen, vi landede i, lå. Han pegede på et sted midt i landet.”

Efter en nat på en bænk i en tyrkisk lufthavn og en køretur igennem bjerge med to forskellige mænd, der ikke talte engelsk, ankom hun til stedet. Det lå på toppen af et bjerg, milevidt fra havet, og det var koldt sammenlignet med temperaturen langs kysten.

Hun tilbragte resten af dagen og natten på sit værelse, iførte sig tidligt om morgenen alt, hvad hun havde i kufferten af sommertøj, lag på lag, og gik ud til ”sunrise-yoga” med de andre kursister.

”Jeg gik fra mørket ud i solopgangen, og det var som at bestige Noahs ark. Gæs, hunde, katte, svaner og fugle myldrede rundt på bjerget. Jeg tog det hele ind og var helt afvæbnet.”

Hun var nået til en ny begyndelse.

Mødet

Hamam, yoga, mad, søvn. De første dage gjorde hun bare, hvad der blev sagt. Hun plejede ellers at være ret ”entreprenant”, men hun var for træt til at henvende sig til nogen.

På tredjedagen begyndte hun at tale lidt med de andre under aftensmaden. De sad fem udlændinge omkring de 40 år ved det ene bord og en gruppe ældre tyrkiske mennesker ved det andet. De glemte hele tiden hinandens navne, så det blev til English, Malaysian, Spanish, German og Danish.

”De to mænd, German og Spanish, tog mig og de to andre tilrejsende med på en køretur i bjergene. Efter mange år med jalousi og et liv i fast skema var det en vild oplevelse at sidde på en bjergvæg og tale frit med mennesker, jeg lige havde mødt.”

Samme aften var der fest på stedet, hvor en gruppe tyrkiske dansere fra et nærliggende kollektiv skulle optræde. De fleste kursister var veganere, der hverken røg eller drak.

”Vi syntes, kollektivisterne var farligt spændende, og da de ældre kursister gik i seng, skruede vi derfor op for festen og dansede med hinanden.”

De fire tilrejsende endte aftenen under en udendørs pavillon. Det var koldt, men stjerneklart. Efter en times tid rejste to fra gruppen sig og gik i seng. Charline blev tilbage under pavillonen med den spanske fyr José, og de endte med at kysse hinanden godnat.

”Næste dag snakkede vi åbent om, hvad der var sket. Han havde kærestesorg, og jeg havde lige forladt min mand. Vi var begge to et sårbart sted i livet, og det her skulle ikke være noget, tænkte jeg, men vi nød hinandens selskab opholdet ud – uden tanker for det liv, vi skulle hjem til hver især.”

På syvendedagen fløj José hjem til London, ”hvor han levede for at male, men levede af at fotografere for store internationale magasiner som Vogue og Elle”.

Hans fly gik en halv time før hendes, og allerede i lufthavnen tikkede den første sms fra José ind på hendes telefon.

”Hvad havde jeg egentlig gang i?”

Der gik under en måned, før de mødtes igen. Han hentede hende i Heathrow og så bedre ud, end hun huskede ham. Det mørke hår med de grå stænk og de intense og rare øjne. De kom hjem til hans lejlighed, og han tog hendes jakke og lavede the som en rigtig Englishman. Han boede overraskende pænt og spændende med stilleben, kuriositeter og billeder af hans to børn rundt omkring.

”Al min tvivl og planer om at have et hotel i baghånden kom mig til skamme, da jeg efter mange overvejelser og presset af en veninde tog til London for at finde ud af, om vi overhovedet ville klikke med hinanden i vores vante rammer.”

Det gjorde de. I en sådan grad, at de indledte et flerårigt langdistanceforhold, hvor de sås så tit, det kunne lade sig gøre med arbejde og børn, og skypede fast sammen i de mellemliggende perioder. De italesatte ikke hinanden som kærester, og der kunne godt gå måneder imellem deres besøg hos hinanden.

José spurgte efter nogle års forhold, om de skulle flytte sammen. Han ville gerne flytte til København. Med hans job som fotograf var det lige meget, hvor han boede.

”Jeg afslog, fordi jeg på det tidspunkt ikke kunne overskue at kombinere mit liv med ham og fire hjemmeboende børn hver anden uge.

Jeg troede jo, vi havde tiden foran os.”

Charline og José
Charline og José Foto: Privatfoto

Opkaldet

Tre opkald med få minutters mellemrum fra José. Charline var netop steget ud af en flyvemaskine i Athen, hvor hun skulle videre til en græsk ø og tilbringe de næste fjorten dage med trekking, yoga og nødvendig afslapning.

”Jeg havde haft sindssygt travlt i mange måneder med mit nyopstartede firma, og havde booket to uger i Grækenland for at få et pusterum. Jeg går all in, når jeg kaster mig over nye projekter og kunne mærke forstadier til stress.”

Charline tænkte, at hun kunne ringe José op senere på ugen, når hun havde mere overskud til at snakke. Men da han senere samme dag skrev ”when can we talk?”, ringede hun ham op.

Hun forklarede ham, at hun tidligst kunne tage til London fire uger senere, men at han var velkommen i København, når hun kom hjem fra Grækenland. Nej, det kunne ikke lade sig gøre, sagde han. Uden yderligere forklaring.

”Efter den telefonsamtale var jeg sikker på, at han havde fundet en anden. Han havde jo hele tiden ønsket, at vi skulle flytte sammen, og da jeg ikke havde kunnet honorere det ønske, havde han fundet en, der kunne. Men fordi han var sådan et ordentligt menneske, ville han sige det til mig ansigt til ansigt.”

Som ugerne gik i Grækenland, og Charline fandt tiden til at tænke på andet end sit arbejde og sine børn, gik det op for hende, at José var alt det, hun drømte om. Hun blev trist over, at det skulle slutte og følte, at hun havde underprioriteret ham og det, de havde sammen.

”Han var det fineste menneske, jeg nogensinde havde mødt. Jeg overgav mig helt i de dage … typisk når man tror, man er ved at miste, ikke? Jeg skrev også et langt brev til ham. Selvom det var for sent, ville jeg gerne, at han skulle vide, at han var elsket.”

I dagene efter undrede hun sig over, at han på sms stadig kaldte hende ”sweetie”, men forklarede det overfor sig selv med, at det nok bare var vane.

Der gik tre uger, før han ringede igen. Hun var til fødselsdag hos sin søster og hørte tilfældigvis opkaldet. Han lød trist.

”Jeg har ventet hele ugen på, at du skulle ringe”, sagde han med et tonefald, hun ikke kunne placere.

Hun foreslog, at de kunne skype sammen den efterfølgende mandag, da hun var på vej i sommerhus med dårlig dækning, men han blev meget skuffet over endnu en udskydelse.

”Jeg blev faktisk lidt gal på ham. Hvad bildte han sig ind sådan at trække det i langdrag – bare fordi han insisterede på at være en gentleman?”

Hun ændrede sine planer og kørte hjem i sin lejlighed, hvor der var netværk, så de kunne få den længe ventede snak overstået. Samtalen startede med, at José bare ville sludre.

Dejligt at se dig. Nød du Grækenland? Den slags.

”Han fortsatte med at hyggesludre, indtil jeg afbrød og spurgte ham, hvornår han havde tænkt sig at nå frem til den del af samtalen, hvor han gjorde det forbi? Bring it on. Kom med det!”

Han kiggede forskrækket på hende, og der blev stille for en stund. Han forlod skærmen og kom tilbage med et stykke hvidt papir, som han begyndte at læse op ad.

”Jeg forstod slet ikke, hvad han sagde. Det var så langt fra, hvad jeg havde forventet.”

Hvorfor læste han op fra et stykke papir, og hvorfor var han holdt op med at tale engelsk? Hun fortalte ham brysk, at hun havde gennemskuet, at han forsøgte at afslutte forholdet på en ordentlig måde, bevares. Men hun var en stor pige, der godt kunne tåle klar besked.

Han holdt inde, sukkede og vendte papiret mod skærmen. I stedet for de håndskrevne noter, hun havde forventet at se, så hun et maskinskrevet ark med et hospitalsstempel. Ontologisk afdeling. Kræft.

Charline bad ham læse brevet langsomt op. Lymfekræft, metastaser i fjerde stadie. Maks 12 måneders levetid tilbage.

”Vi sad begge længe foran skærmen og kiggede på hinanden og lod tårerne få frit spil. Alt stoppede lige der.”

Den sidste tid

I love you” klisterede Charline på væggen med udklippede bogstaver fra et gammelt Alt for Damerne og en limstift, hun havde købt i den lokale kiosk. Jeg elsker dig. Det føltes helt rigtigt og som det sidste, der var at sige.

Hun havde været en uge sammen med José i Lanzarote, hvor han var flyttet til, efter at alt håb om at overvinde sygdommen var ude. Barndomslandet Spanien var ikke et land fyldt med gode minder for José, der var vokset op på et kloster, fordi hans forældre havde været for fattige til hjemmeboende børn. Men det var det land, han kom fra. Der, han ville dø.

José havde forinden været på besøg i København sammen med sine børn, og Charline havde tilbragt den forrige sommer i hans lejlighed i London. Han havde hostet mere og mere, men stadig arbejdet – og havde endnu haft et spinkelt håb den sommer. Han havde forsøgt sig med vegansk mad, naturmedicin, sågar et udrensningseksperiment, hvor han havde drukket sin egen urin.

Men sygdommen vil ikke slippe taget, og Charline vidste den morgen i køkkenet i hans nedslidte udlejningslejlighed på Lanzarote, hvor hun stod og klistrede bogstaver på væggen, at det blev sidste gang, hun så ham.

De havde haft nogle gode og hårde dage sammen. José havde insisteret på et mindre roadtrip, hvor Charline skulle se nogle kløfter og bjerge i det landskab, han var blevet rundet af.

”Han var meget bestemt omkring den her køretur, og jeg fik ham bakset ned i bilen, hvor han dirigerede mig rundt til forskellige steder, hvor jeg skulle stige ud af bilen og se på omgivelserne, mens han blev tilbage i bilen og sov. Hivende efter vejret.”

Få timer efter hun forlod José, flyttede en sygeplejerske ind i lejligheden for at passe ham.

Sygeplejersken

Det var ikke en professionel sygeplejerske, der mod betaling så det som sin arbejdsopgave at hjælpe ham så ubesværet som muligt ind i døden - men en pensioneret sygeplejerske, José havde haft som nabo i sine ungdomsår i London. Det var, hvad Charline forstod ud fra den sparsomme information, José havde givet hende, og hvad hun havde opsnappet fra telefonsamtaler.

”Der var noget mystisk omkring den sygeplejerske, der skulle komme. Jeg overhørte et skænderi mellem José og hende i telefonen, hvor han sagde til hende, at hun ikke skulle kontakte mig.”

Det gjorde hun nu alligevel, og hun fortalte Charline, at hun nok skulle passe rigtig godt på José. Massere hans fødder, når det gjorde ondt, og sørge for, at han fik nogle sunde måltider.”

Aftenen før Charline forlod José og Lanzarote, opstod der en episode, som for første gang fik hende til at undre sig over, hvem den her sygeplejerske var.

José havde spurgt, om hun ville holde ham under fodsålerne. Ikke massere, men bare holde ham. Det gjorde hun, men han kunne næsten ikke være i det for smerter, og hun spurgte derfor, hvad det var for en massage, sygeplejersken kunne give ham, som hun måske kunne lære?

”Han svarede meget surt og hurtigt, at sygeplejersken absolut ikke skulle massere hans fødder. Og så fik han endnu et hosteanfald, og jeg fik ikke spurgt mere ind til relationen mellem hende og ham.”

Et par dage efter Charline havde forladt José på Lanzarote, ringede hun til ham.

”Han nævnte ikke min kærlighedserklæring på væggen, men kommenterede blot det bøvl, han havde haft med at få limen af tapetet. Det undrede mig, at han tog det sådan. Han kunne da være ligeglad med udlejerens i forvejen ret skimmelramte vægge … hvorfor lod han det ikke bare stå?”

José døde få uger efter, Charlines besøg. Hun modtog en officiel mail, som han selv havde skrevet og bedt sin datter trykke ”send” på. Der stod, at han havde fået fred og havde lukket sine forskellige sociale konti.

”Et par timer efter beskeden sendte sygeplejersken en mail, hvor hun begræd hans død med ord som ’et stort tab’ og ’jeg elskede ham inderligt’.”

Midt i chokket og sorgen gik det op for Charline, at hun havde været mere end en sygeplejerske og tidligere nabo.

”Jeg fyldtes de efterfølgende dage af alle mulige følelser. Vrede, sorg, tvivl på én gang. Havde han haft flere forhold kørende? Var hun hans store kærlighed igennem mange år? Eller var hendes kærlighed til ham ensidig, som han jo lidt havde givet udtryk for? Spørgsmålene hobede sig op, men ham, der kunne svare på dem, var her ikke mere.”

Nogle måneder efter hans død afholdte venner og familie en memorial i London. Charline valgte ikke at tage med.

”Jeg vidste instinktivt, at jeg ikke havde lyst til at dele min sorg med sygeplejersken – eller hvad hun nu end var.”

Et par dage efter bekræftede en mail hendes uvilje mod, at de skulle have mødtes.

”Hun skrev til mig, at hun havde elsket ham fra første gang, hun så ham. At det, de havde haft sammen, var uvurderligt, og at han havde betydet alt for hende. Hun skrev også, at de havde haft den tid sammen op til hans død, som de begge havde ventet på i årevis.”

Hun svarede ikke. Efter et par timer kom der endnu en mail med følgende tekst:

Did you get my message?" Fik du min besked?

Om aftenen fik Charline den tredje mail fra sygeplejersken på samme dag. Hun gik her skridtet videre og skrev, at Charline blot var én ud af mange smukke kvinder, der havde besøgt José på hans dødsleje i Spanien. Det skulle hun vide.

”Hun beskrev flere forskellige kvinder, deres hårfarve og nationalitet. Men, sluttede hun, hun var den, som var der til det sidste. Hun ville gå i døden for ham, og hun havde ofret sit eget liv den sidste tid for at passe ham.”

Det var som at være med i en film, fortæller hun. Var hun den naive pige, som hovedpersonen aldrig ville andet end forføre, eller var det sygeplejersken, der krampagtigt holdt fast i en for længst sluppet fortid?

Kompliceret sorg

Charline kom i tvivl. Om det hele. Tvivlen gjorde hende fysisk dårlig, og hun måtte løbe ud på badeværelset og kaste op i toilettet.

”Jeg blev virkelig prøvet på min jalousi. Samtidig med, at jeg var rasende på hende sygeplejersken, hvis navn jeg har fortrængt. Penny, Polly eller noget i den dur. Hvorfor skulle hun besudle min sorg? Hvad bildte hun sig ind?”

Da raseriet havde fundet et leje, hvor der også var rum for rationalitet, forstod Charline, at sygeplejersken nok ikke kun havde været en gammel ven. Hun besluttede sig for at skrive retur, at hun ikke ønskede at vide mere.

”Jeg skrev, at jeg havde min sorg, min virkelighed, og havde haft en for mig enestående tid med José. Hvad hun havde haft med ham, ville jeg hverken blande mig i eller høre om, og at hun skulle stoppe nu med at sende flere mails. Let him rest in peace, og kontakt mig aldrig igen.”

Hendes retursvar fik ikke sygeplejersken til at stoppe med at skrive. Tværtimod. Charline slettede alle hendes beskeder ulæste og forsøgte forgæves at fortrænge hendes eksistens.

I månederne efter dyrkede hun en del yoga og meditation, og tårerne løb ned ad kinderne. Hun følte sig ude at stand til at sørge over tabet af José, fordi fortiden var blevet omskrevet i sidste time.

”Jeg befandt mig i lidt af et vadested, fordi min sorg var blevet mudret af det her triste efterspil.”

Sorg er ikke altid en ren følelse af savn og tab. Når den er blandet med vrede rettet mod den døde, kan den være svær at gennemleve og placere i kroppen og i sindet et sted, hvor den er til at leve med.

Den sorgproces, Charline har været igennem, er typisk fastlåst i kroppen i længere tid, fordi processen er modsatrettet og kun langsomt bevæger sig hen imod en accept af tabet og et endeligt farvel.

I fagtermer kaldes det den ”komplicerede sorg”, fordi det er komplekse følelsesmæssige processer, der er tale om, når der ikke kun er et savn at forholde sig til, men også vrede, tvivl og afmagt. For hvem skal man råbe ”Hvad har du egentlig gang i” til? Og hvordan skal man nå til en fredssluttende afklaring, når halvdelen af svarerne ligger hos den døde?

”Det, der gjorde mest ondt, var ikke, om José havde set andre i den årrække, vi havde kendt hinanden. Men betydningen af de forhold var hård at tænke på. Og spørgsmålet blev ved med at rumstere i mit hoved: Havde José haft en større kærlighed end mig frem til sin død?”

Flugten

For Charline blev sorgen en både ensom og stressende proces, hvor hun i stedet for at gennemleve den og dele den med andre, valgte at lukke ned og ”arbejde sig halvt ihjel”.

”Som selvstændig iværksætter er der altid noget, du kan kaste dig over, så jeg arbejdede igennem i den periode – og toppede det så med at tage til Grækenland for at stifte en nødhjælpsorganisation med beredskab til at modtage det store antal af flygtninge, der strømmede ind fra havet i en desperat forsøg på overlevelse.”

Charline tog afsted, måneder før de etablerede nødhjælpsorganisationer kom til øen, og var i Grækenland af flere omgange. I et inferno af ulykke og kaos knoklede hun langs strandene med at hjælpe forkomne mennesker ud af det våde kolde tøj, ind i hendes lejede bil, hen til deres børn, hen til noget mad, drikkevand, og generelt bare i den rigtige retning. Hun trak kun vejret let med korte intervaller, fik myoser i ryggen, søvnbesvær og mareridt. Men hun glemte sig selv.

”Set i bakspejlet havde jeg, udover en allestedsnærværende trang til at hjælpe folk, der lider nød, behov for at beskæftige mig med andet end mig selv. Sammenlignet med de mennesker, jeg bogstaveligt talt hjalp op ad havet og væk fra druknedøden, var min smerte som en kløe fra et myggestik. Jeg mærkede den overhovedet ikke.”

Nødhjælpen satte sorgprocessen på pause, men den fjernede den ikke. Et halvt år efter Josés død, blev Charline igen inviteret til London. Denne gang til en fernisering, som hans ekskone havde arrangeret, hvor de malerier, han ikke havde nået at udstille, kunne ses.

Få dage efter invitationen skrev sygeplejersken igen til Charline, at hun glædede sig til at møde hende i London. Så de kunne få regnskabet gjort op.

Charli Charline sidder her med det yngste barn i en familie på seks, der netop er kommet i land. Moren ses i baggrunden, og hun var så meget i chok over sine oplevelser, at hun glemte det yngste barn, da de skulle videre hen til en lejr. Heldigvis fik Charli Charline indhentet hende.
Charli Charline sidder her med det yngste barn i en familie på seks, der netop er kommet i land. Moren ses i baggrunden, og hun var så meget i chok over sine oplevelser, at hun glemte det yngste barn, da de skulle videre hen til en lejr. Heldigvis fik Charli Charline indhentet hende.
Syv mennesker på bagsædet i den lille bil, som Charli Charline brugte til at fragte flygtninge fra nordkysten på Lesbos til lejren 10 kilometer derfra.
Syv mennesker på bagsædet i den lille bil, som Charli Charline brugte til at fragte flygtninge fra nordkysten på Lesbos til lejren 10 kilometer derfra.
Der er helt mørkt langs kysten om natten, hvor de fleste flygtninge ankommer, derfor var pandelampen et meget vigtigt arbejdsredskab.
Der er helt mørkt langs kysten om natten, hvor de fleste flygtninge ankommer, derfor var pandelampen et meget vigtigt arbejdsredskab.
Charli Charline havde fået fragtet tøjdonationer med et MÆRSK-skib til Lesbos. Hun havde på det her tidspunkt arbejdet 18 timer i streg.
Charli Charline havde fået fragtet tøjdonationer med et MÆRSK-skib til Lesbos. Hun havde på det her tidspunkt arbejdet 18 timer i streg.

En ny start

Det blev hverken et mirakel eller nødhjælpsarbejdet, der bragte hende ud af den melankoli, som efterhånden var blevet hendes grundtone.

Derimod blev det tiden - og en aften ude med en gammel veninde - der gav hende mod på livet igen.

”Sjovt som tilfældige ord og oplevelser kan flytte bjerge, hvis de falder på det rigtige tidspunkt. Min veninde huskede mig som energisk, sjov og meget ligetil – og beskrev en kvinde, jeg slet ikke kunne kende mere, men virkelig godt kunne lide! Så jeg besluttede mig for at arbejde på at blive hende igen. Og det lykkes ind imellem ret godt.”

Dagen efter byturen tog hun de fleste af Josés kunstværker ned fra væggene.

”Minderne vil aldrig forsvinde, men jeg har brug for ikke at blive mindet om ham hver dag i mit hjem. Der er gået fire år. Fire år, hvor jeg har grædt næsten dagligt. Det må stoppe. Han ville ikke have billiget, at jeg fortsatte mit liv sådan.”

Det eneste, Charline har ladet hænge, er et maleri af mælkebøtter i frø.

”José var meget fascineret af mælkebøtter, han fandt dem guddommelige, og jeg tænker på ham hver gang, jeg ser en mælkebøtte i frø. Men jeg får ikke en klump i halsen længere. Det er, som om jeg har trukket et rullegardin til side, og er blevet mig selv igen.”

Hun har stadig ikke været tilbage i hans London. Den dag kommer måske.