Bedaget stykke, bevægende skuespillere

Ghita Nørby (billedet) er sammen med Stig Hoffmeyer og Kirsten Lehfeldt med til at løfte nyt stykke på Betty Nansen Teatret. Foto: Aleksander Andersen

Fire ud af seks stjerner.

Det er ikke for stykket, for indholdets skyld, man skal se "Kirsten, Ghita, Stig". Det er for skuespillernes. For Thomas Bernhards drama om tre søskende, deres rivalisering, kampe, forfejlede liv, manglende evne til at komme fri af fortiden og de indbyrdes bånd, er ikke gået fri af tidens tand selv.

Ligesom en hel del anden dramatik fra 1970'erne og 1980'erne er der en forudsigelighed og genkendelighed i symboler og mening med det hele, som giver det et bedaget strejf.

Selvom Peter Langdal har skruet så meget op for det underholdende, som han kan, så kan han ikke kæmpe imod stykkets eget "drive" mod at være meget tungt og alvorligt og et opgør med det, der for os alligevel er en verden af i går.

Derfor er det helt afgørende, at det er spillet af en trio som den, Betty Nansen Teatret har fået samlet til stykket. Og som har givet det sit danske navn, fordi det på tysk er opkaldt efter de tre spillere, det blev skrevet til. En tæt sammensmeltet søs-kendeflok, der stadig er bundet til barndomshjemmet og familien, navnet, historien.

Men også til den bror, der med sin genialitet er svinget over i sindssygen. Vi bliver dog hurtigt klar over, at Bernhard mere vil have os til at se det højborgerlige hjem som sindssygt frem for Ludwig. Stig Hoffmeyers Ludwig er en autoritet uanset hvad. Han er en intellektuel kraft, hans evige evne til at vende og dreje, se og associere i en grad, så det er svært for alle andre at følge med. Man frygter ham, ikke som menneske, men som hjerne. Ingen kan leve op til ham.

Det prøver søstrene heller ikke. Ghita Nørby tusser rundt med sin moderlige omsorg for den geniale bror, hun har viet sit liv til. Alt imens hun selv er blevet mere og mere forskruet. Låst fast i en rolle som mor, tjenestepige, niece til den onkel, der heldigvis ejede 51 procent af aktierne i det nærliggende teater, som de to piger kunne blive skuespillere på. Tvunget ind af onkels indflydelse.

Hun dedikerer sig så helt og fuldt til de små opgaver i tilværelsen, at hun aldrig når nogen vegne. Bare det at dække bord kræver omveje rundt i huset med bestikket og overvejelser, der er absolut unødvendige for så lidt.

Stik modsat sin lillesøster. Den frådende frække lillesøster, der holder sig selv fast i en forvokset, forbipasseret teenagealder. Med vilde, røde krøller, struttende bryster og piget, kort kjole. Hun er låst i det ungdomsoprør, hun aldrig fik taget med forældrene. I den rebelske tilgang til livet, hvis eneste udtryk blev skuespillet. Det ikke helt fine erhverv for en pige af hendes klasse.

Kirsten Lehfeldt er så forrygende en energiudladning i rollen som den brusende yngste, der næsten er ved at sprænges for at være så fræk og på tværs, at hun ustandselig erobrer scenen fuldstændig. Den pige kunne være blevet til meget, hvis ikke hun havde været så forbandet privilegeret gennem sin familie, føler man.

Thomas Bernhards stykke er svært at spille. Replikkerne er mærkelige, de hænger ikke nødvendigvis sammen. Det er filosofisk, tanketungt, absurd.

Men Stig Hoffmeyer, Ghita Nørby og Kirsten Lehfeldt fører det igennem med en overlegen elegance, en indtrængende skildring af tre mennesker, der kunne have nået så meget, hvis bare de havde haft rygrad og livsstyrke til det. For de tre skuespilleres skyld er det værd at se "Kirsten, Ghita, Stig", som man bagefter kun kan sige, det er helt berettiget, at stykket hedder. Uanset oversættelse, symbolik og alt muligt andet. For det er de tre, det hele handler om.

kultur@k.dk

Kirsten Ghita Stig. Af Thomas Bernhard. Iscenesættelse: Peter Langdal. Scenografi: Karin Trille Høy. Til den 22. januar 2011 på Betty Nansen Teatret.