Bedre bliver det ikke

SE VIDEO "Misantropen" på Det Kongelige Teater er stor klassikerkunst. Seks stjerner fra Kristeligt Dagblads anmelder

At Lars Mikkelsen er en af landets mest suveræne skuespillere, når det gælder klassikere, står mere tydeligt end nogensinde, når man ser ham som Alceste i Molières "Misantropen", der er iscenesæt af Thomas Bendixen. -- Foto: Per Morten Abrahamsen.

 
 
At Molière virkelig laver elegante komedier, har ikke altid været så synligt i de danske opførelser. Men det er det med Thomas Bendixens "Misantropen". Samtidig med, at den også er en tragedie, et drama og alt i ét. Som de store klassikere er.

Den er det, fordi Bendixen har iscenesat med kolossalt overskud, en uendelighed i dimensioner og temaer, der allerede fra første scene får en til at tabe vejret. Over Steffen Aarfings enorme spejl, der trækker vores blik ned i et stort dyb, hvor skuespillerne danser, taler, opholder sig. Som i et flimrende drømmesyn, hvor vi ikke helt ved, om det er sandt, det vi ser, eller ej.

Men den er det også, fordi den har skuespillerne til at blive det hele. Til at nærme sig det fuldkomne. Der er ingen svagheder; selv den mikroskopiske rolle som tjener er besat med en Henrik Koefoed, der får livstræt komik ud af de nærmest få sekunder, han er på scenen.

At Lars Mikkelsen er en af landets mest suveræne skuespillere, når det gælder klassikere, står mere tydeligt end nogensinde, når man ser ham som Alceste.

Han er fanget i sig selv og sine stejle holdninger, men også i sine fortærende følelser for Célimène, der ikke helt vil føje ham. Han veksler næsten i samme vejrtrækning mellem rasende jalousi og at være en elsker fuld af fortvivlet lidenskab.

Når Célimène er der, er hans blik blødt, hans læber formet om et svagt smil. Sekundet efter, når han ser hende flirte med de andre, more sig og lege med beundringen, bliver øjnene smalle og sorte, og læberne har kun plads til ironi og raseri. Han skubber alle fra sig, men er det egentlig det, han vil? Sådan virker det ikke til sidst, da han er forladt af alle – stykket lukker som tragedie. For vi holder jo af ham.

Det gør Célimène også. Hun vil ham jo gerne, men hans betingelser for hendes kærlighed er uforsonlige. Mille Lehfeldts mælkehvidefristende, unge skønhed er kombineret med et skarpt hoved, et frækt frisind, der også koster hende dyrt. Der er virkelig en skærende kontrast mellem hende og Tammi Østs forrygende, lidt for overmodne Arsinoé med de lidt for opspændte bryster, som det dydige kors kan hvile på. Hun bliver en komisk karakter, men aldrig en karrikatur. Man krymper sig – især som kvinde – over den grusomt perfide, sukkersødt glaserede verbale tvekamp, de to "veninder" udkæmper i en scene.

Det er så elegant turneret, så vittigt og så præcist spillet af de to kvinder. Ligesom hele forestillingen er det af deres medspillere.

Jens Gotthelf, der får usædvanligt meget ud af den ellers svære, lidt passive rolle som vennen Philinte. En sympatisk autoritet, der med al mulig ret ender med at få den skønne, sunde kusine Éliante, som Iben Dormer spiller med stor varme.

Steen Stig Lommer er forrygende skrækkelig og en lille smule kær som bejleren med en stor begejstring for sine egne digterevner, og Benjamin Kitter og Troels Thorsen får skabt lidt af et krukket vennepar ud af Célimènes andre bejlere. Forfængelige og forfærdelige.

Men mennesker alle sammen. Med alle deres fejl og mangler, drømme og ambitioner. Noget så menneskeligt alt sammen. Derfor tør man trygt give latteren frit løb, for vi forstår dem jo godt. De er måske nok naragtige, men er vi ikke alle det indimellem? Thomas Bendixen formår at gøre "Misantropen" moderne, men allermest til en virkelig klassiker.

kultur@k.dk

Misantropen af Molière. Iscenesættelse: Thomas Bendixen. Scenografi: Steffen Aarfing. Kostumer: Marie í Dali. Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, Store Scene. Til den 26. marts.