Fire ud af seks stjerner
Scenerummet er næsten øde og meget hvidt. Verdens mest berømte balkon, den fra en hed scene i "Romeo og Julie", ser vi ikke. Men den er der alligevel. Fordi følelserne over og under den er der. Så giver resten sig selv. Som når en henført Romeo i Veronas nat tilbeder Julies smukke øjne ved at erklære sig sikker på, at havde de strålet på himlen, ville fuglene have begyndt at synge, fordi de troede, det var dag.
Dette er ikke alene Shakespeare, men også Christian Lollike - det vil sige hans på én gang loyale og fri gendigtning af kærlighedstragedien, der er et af mesterens mest spillede stykker. Man skal ikke blive forskrækket over, at forfatterens egen iscenesættelse af forestillingen, der har haft premiere på Aarhus Teater Studio, i indledningen markerer en vis distance til forlægget. Trods det, der kan virke som et afgangssignal til uforpligtende leg med arvesølvet, tager Lollike - på sin egen nutidige måde - historien så alvorligt, som den bør tages. Temperaturen i lidenskabens bål er ikke blevet nedsat. Alt er på spil og i brand. Har livet ikke plads til lykken, kan døden få dens aske. I forhold til dette ultimative tillader Lollike sig ingen distance. Tak, siger jeg – på Shakespares og egne vegne.
Christian Lollike understreger i programmet tragediens aktualitet. Burde han - i det ydre - have skærpet den ved at relatere historien for eksempel til konflikten mellem Israel og palæstinenserne? Han indrømmer, at han på et tidspunkt gjorde sig overvejelser i den retning. Men heldigvis opgav han dem - hvorfor handlingen foregår på den samme tid og på de samme præmisser som originalversionen. Ligesom Shakespeare stiller Lollike skarpt på dette ene: den store, alt fortærende, men forbudte kærlighed, der på grund af fjendskabet mellem de elskendes respektive familier er dømt til undergang.
Det er en spektakulær forestilling, kendetegnet ved udtryksfulde og også fantasifulde kostumer, specielt i sekvenser befolket med sære fabelvæsner af den slags, som man skal gå på maskerade for at træffe og blive skræmt af: en usynlig virkelighed bliver synlig. Kostumerne er hvide som den hvide verden, der til sidst går i sort. Samtidig er det en iørefaldende forestilling, idet handlingen indimellem - nej, ikke afbrydes, men snarere fortættes - af sang og musik, der er meget fjern fra Shakespeares tid. De indlagte numre er imidlertid tæt på historien, der fortælles, i den forstand, at de i en koncentreret form blotlægger de følelser, der er drivkraften bag det, der sker.
Umiddelbart virker Marie Dalsgaard og Olaf Højgaard lidt anonyme som Romeo og Julie. Men - opdager man snart - det er de slet ikke. Tværtimod skaber de figurer af en intensitet og med et nærvær, så tragedien om dem faktisk bliver gribende, hvad man i de første scener næppe tror muligt. Også den ydre betingelse for tragedien er til stede. Som for eksempel i skikkelse af Julies far, der spilles af Anders Baggesen. Vi oplever en mand, der i passager gør sig stor ved hjælp af et kostume af grotesk naragtigt omfang. Han ligner en spurv, der gerne vil være en ørn. Hans uforsonlighed er så insisterende, som den gerne er hos personer, der puster sig op til et format, de ikke har. Med ham som modspiller må alt gå galt. Resten - hvis der ellers er noget tilbage - sørger hans hustru for: Dorthe Hansen Carlsen lader den højfornemme dame fremstræde med en kulde, så man næsten får forfrysninger i øjnene ved at se på hende.
William Shakespeare: Romeo og Julie. Gendigtning: Christian Lollike. Iscenesættelse: forfatteren. Scenografi: Rufus Didwiszus. Kostumedesign: Anja Vang Kragh. Komponister: Hans Hansen og Jakob Kosteljanetz. Aarhus Teater Scala.