Dronningen af scenekunsten

Henrik Lydings store fortjeneste som forfatter til denne fine teaterbog er, at han virkelig får Dronning Magrethe til at fortælle om sin facination af scenelivet

Forsidebillede til Lydings bog. --
Forsidebillede til Lydings bog. --. Foto: Gyldendal.

Overskrifterne om Dronningens snarlige retræte til slottet i Frankrig maner hun effektivt i jorden i teateranmelder Henrik Lydings nye bog om "Dronningens teater". Hvor hun til sidst i bogen efter med glødende begejstring at have fortalt om sin kunst, sit teaterliv, sin scenografi siger, at tanken om at forlade tronen til fordel for staffeliet ikke er på tale.

"Nej, den fristelse har jeg aldrig følt. Sådan er jeg ikke skruet sammen, det ville være at svigte. Samtidig er opgaven som dronning dét, der holder min person på sporet her i livet, at der er noget, jeg virkelig skal. Jeg tror, jeg ville blive meget lidt vellykket som menneske, hvis jeg svigtede det, jeg skulle."

Så så meget for de gisninger. Omend de jo, som Henrik Lyding også meget sobert anfører, ikke ville være så problematiske at have for et menneske på snart 70, der har besiddet landets højeste post i knap 40 år.

I det hele taget er det en meget fin og meget sober bog, Henrik Lyding, teateranmelder ved Jyllands-Posten og dramaturg ved Pantomimeteatret i Tivoli, har skrevet om "Dronningens teater". Forstået sådan, at det jo på mange måder kan ses som et minefelt, han bevæger sig ind. Dronningens kærlighed til kunst kan man godt acceptere, men jo mere hun har udfoldet sig selv med udstillinger, scenografier, decoupager til film og så videre, jo mere kritisk har holdningen til hende, og ikke mindst hendes værker, været. Kan man tilllade sig det som monark? Hvorfor kan hun ikke bare blive ved sin læst? Det kan hun sådan set ikke bare, kan man læse i bogen. For kunsten er lige så meget hendes læst som regent-opgaven er det. På en anden måde, javist. Men hendes passion, hendes sind, hendes sjæl - den ligger jo i den kunst, som hun uden tvivl havde satset alt på. Hvis altså ikke lige, det var Amalienborg, hun var blevet født på i 1940.
At det netop ikke er som dronning, hun indtager teatret, fortæller hun meget charmerende om, da Henrik Lyding taler med hende om den første gang, hun kom ind på Det Kongelige Teater - som, ja, medarbejder. "Jeg sneg mig rundt på gangene. Jeg var simpelthen så undseelig over at befinde mig der. Jeg ved egentlig ikke hvorfor. Måske går der barn i den. At man er et sted, hvor man ikke plejer at være. En verden, som man altid har syntes var fascinerende, et fantastisk hus, som jeg var kommet i fra barnsben, men jo altid foran, altid på tilskuerpladserne, og som jeg nu pludselig stod midt i og gerne ville lade, som om jeg var en del af. Uden helt at vide, hvordan man gjorde det". En beskrivelse, der samtidig fortæller om Dronningens ydmyghed over for det kunstneriske arbejde. Over for de mennesker, der lever af det til daglig, og som hun - landets monark for pokker! - virkelig arbejder på at blive en del af. Det er ikke noget, der er givet. Tværtimod.

Henrik Lydings store fortjeneste som forfatter til bogen er, at han virkelig får Dronningen til at fortælle. Det er tydeligt i hendes passionerede, engagerede og begejstrede beskrivelser af sit liv med teatret, at hun har siddet over for et menneske, der lige så fuldt og helt som hun selv elsker dette teater, denne kunstart. En mand, der virkelig ved, hvad han har med at gøre, kender teatret indefra og udefra. Så det bliver en samtale mellem to professionelle. Der så selvfølgelig bagefter er formidlet med den lige så professionelle journalists evne til at gøre stoffet interessant for alle.

Uden - vel at mærke - at det bliver kulørt. Det er en teaterfaglig bog, hvis hovedperson blot er en smule mere usædvanlig end de fleste andre scenografer i dette land. Det kulørte: Det finder man derimod på de mange fotografier i bogen. For Dronningen har altid elsket farver, det udtrykker hun klart og direkte, både i ord og billeder.

Henrik Lyding: Dronningens teater. 224 sider. 299,95 kroner. Gyldendal.