Fem ud af seks stjerner
Dette er "Eventyret om Pinocchio" befriet for sentimentalitet. Svenskeren Sara Cronberg søger i sin iscenesættelse af årets familieforestilling på Aarhus Teater ned til de dybeste lag i den klassiske beretning. Derved gør hun indirekte op med den version, som mange kender, nemlig Disney-filmen fra 1940, for at bevæge sig så meget desto tættere på forlægget, italieneren Carlo Collodis tekst fra 1883 - med deraf følgende understregning af det grumme og farlige.
Forestillingen er meget vellykket, fyldt med eventyr og magi formidlet på oprindelig teatervis: uden moderne genveje i form af for eksempel videoprojektioner. Nej, her benyttes alene den gammeldags "flade" kulissestil - ganske åbenlyst. Den fysiske virkelighed, vi ser og ikke mindst tror på, er "bare" malet frem. Det virker ikke spor primitivt, men som teater, der tør være ved, at det er teater.
Thomas Hwan er fremragende som Pinocchio, hans indlevelse imponerende. Figuren, han fremstiller, er en dukke, ja, man må faktisk tro det, så overbevisende er Hwans bevægelser, så præcist er de koreograferet. Men samtidig er det en Pinocchio, der er nærværende som det menneske, han også er. De omkostninger, som symbiosen har, fremhæves enkelt, i en vis forstand diskret, men først og fremmest gribende. Vi oplever udsatheden hos et individ, der er så anderledes, at det skal lide for det - og dertil med sin naivitet er et nemt offer for sødt talende bedragere.
Pinocchio, trædukken skabt af snedkeren Geppetto, er ifølge de gældende normer rigeligt selvstændig. Med hang til uartigheder og løgne, der får næsen til at vokse i protest. Meget udsættes han for: mobbes i skolen af både elever og lærer, hænges af spøgelser, omringes af sorte, skrattende undergangsfugle og snydes på miraklernes mark til at slippe sine fem guldmønter. Han har en hjælpsom forbundsfælle i en død pige. Men hun kan intet stille op, da han havner i landet, der hedder, hvad det ikke er: Slaraffenland.
Han undgår dog - i modsætning til så mange andre - at blive forvandlet til æsel, kastes i stedet i havet og sluges af en hval, i hvis indre han endelig genforenes med sin far og skaber. Derefter er Pinocchio parat til den ultimative forvandling. Dukken bliver til et helt og formodentlig meget artigt menneske, en velafrettet samfundsborger, uden forkerte bevægelser. Slutningen er vist lykkeligt ment.
Lars Høy spiller Geppetto med hjertelig solidaritet, mens Victor Marcussen folder sig ud i flere roller, både i hyggens og uhyggens. Hans sceneautoritet er stor. Meget nærværende er han, uanset om han spiller teaterdirektør, der belevent byder velkommen, eller en dødens grotesk forvoksede kanin, et væsen fra mareridtets forvrængende spejlkabinet.
Forestillingen fortælles eventyrligt og fængende. Som alle gode historier har denne potentiale til at forene generationerne og er således en rigtig familieforestilling.
Carlo Collodi: Eventyret om Pinocchio. Oversættelse: Niels Brunse. Iscenesættelse: Sara Cronberg. Scenografi: Helle Damgård. Aarhus Teater, store scene.