FEM UD AF SEKS STJERNER
Stadig i dag er Glistrup så kontroversiel en skikkelse, at det har knebet med at sælge billetter til en forestilling, der bærer hans navn. Måske fordi folk ikke gider politik, når de er i teatret? Måske fordi de er nervøse for, om det virker, som om de er tidligere fremskridtsfolk, hvis de ligefrem opsøger en teaterforestilling om ham?
Faktum er bare, at man snyder sig selv, hvis man har for mange forbehold over for Vivian Nielsens og Jens Svane Boutrups "Glistrup". Den er helt klart en aften værd, og publikum i Gribskov – som var bredt sammensat i alder og uden tvivl også politisk ståsted – morede sig strålende. De genkendte, de grinede, de blev grebet.
Forestillingens fokus er på det symbol i sin tid, Mogens Glistrup er. Et symbol på, at der er en markant skævhed i det moderne velfærdssamfund. Hvor en stor gruppe borgere er hægtet fuldstændig af. Ikke fordi de er sociale problembørn, tværtimod. Det er almindelige, pæne mennesker, der helst vil gøre det rigtige hele tiden. Og nærmest bliver straffet for det.
Med fine, små tidsklip fra Kulturnyt, politiske debatter, skatteudredninger og sågar en lille skør lyrikoplæsning af Per Højholt bliver man sobert og forrygende mindet om, hvordan sproget og stilen var dengang især i medierne. Det krævede vitterlig en kandidatgrad fra landets universiteter, hvis man skulle følge med.
Selv da ungdomsoprørerne sætter ind og vil befri verden og arbejderne ikke mindst, er deres sprog og formidling af deres sag i et leje, hvor de mest kommunikerer til hinanden og ligesindede. Alle andre er hægtet af i strømmen af fremmedord og teoretiske udtryk.
Så vi starter sigende og flot med det almindelige købmandsægtepar, der opsøger skatteeksperten Glistrup, fordi de er ved at måtte gå fra butik og hjem på grund af papirarbejdet. De bliver egentlig mest imponerede over, at han er ven med Simon Spies. For mærkelig er han godt nok.
Det er han i hele forestillingen. Meget mærkelig. Totalt nørdet. Egentlig er det helt vanvittigt at netop sådan en mand skulle starte et folkeligt oprør og være den første politiker, der talte, så folk forstod det. Men sådan blev det. Og derfor er Glistrup endnu i dag en væsentlig skikkelse at undersøge, tale om og lave en forestilling om.
Hvad der sker senere, er ikke relevant her. Stykket slutter med jordskredssejren, hvor mere end 400.000 danskere stemmer på Fremskridtspartiet. For det interessante ved Mogens Glistrup er den ændring, han var for dansk politik – og som for alvor er slået igennem de seneste 15 år. Måske i en grad, så det er tid til en ny oprører?
Vivian Nielsen klipper kendte personligheder – fra Egon Olsen over Klaus Rifbjerg til Erhard Jakobsen – ind i forestillingen, så den lige så meget handler om den tid, Mogens Glistrup opstod af, og som man er nødt til at se ham i lyset af. Stor ros til alle de små, præcise detaljer fra perioden som den rigtige farve på Karnovs lovsamling, fletbakken, min mor netop havde dengang, til den svage lyd af Maria Stenz? "Hvor er alle drømmene, du drømte" fra radioen i Lenes køkken. Vi er der lige pludselig!
Esben Dalgaard Andersen er nærmest rørende som den tunge, tændte Mogens Glistrup, ustoppelig i sin iver for at komme frem med sine synspunkter. Kitt Maiken Mortensen er en stjerne i sine små roller og især som den altid nærværende, kærlige og intelligente Lene Glistrup, uden hvem det var gået galt for Mogge meget før. Mens Nicolai Jandorf Klok og Martin Bo Lindsten forrygende springer ind og ud af mikroskopiske roller, parodier og tidstypiske personer. Forestillingen har revyens hurtige form, det er ren slapstick indimellem.
Så helt i Glistrups ånd er teaterstykket om ham blevet en dejlig folkelig forestilling. En moderne folkekomedie, der vil fortælle og vise noget frem for bare at underholde. Den dømmer ikke, den fordømmer slet ikke – det er dens store force.
Glistrup – ned med skatten, op med humøret. Af Vivian Nielsen. Idé og iscenesættelse: Jens Svane Boutrup. Scenografi: Lisbeth Burian. Bornholms Teater og Svalegangen. Turné til den 30. oktober, på Svalegangen i Århus fra den 2. november.
Kristeligt Dagblad har tidligere interviewet instruktøren bag stykket. Læs artiklen på
@K.dk henvisning:k.dk/kultur