I programmets interview med instruktør Katrine Wiedemann går det igen og igen, at Bliktrommen er meget svær. Historien, handlingen, hovedpersonen Oskars måde at styre tingene på, at lave romanen som det hele er meget svært, forstår man.
Nu skal kunst jo ikke nødvendigvis være lettilgængelig. Slet ikke, når der er tale om så komplekse værker som Günter Grass Bliktrommen. Men det var dog ønskværdigt, om en instruktør, der har med forestillingen at gøre, havde en lidt mere klart defineret holdning til og idé med værket. For den usikkerhed over for det hele, som Katrine Wiedemann lægger i interviewet, den ses desværre også på scenen.
LÆS OGSÅ: Nikolaj Lie Kaas skal slå på bliktromme
Det er på mange måder en flot iscenesættelse. Der er nogle indimellem betagende sceniske billeder som når skuespillerne stiller sig i rundkreds med hver sin lommelygte og på et sekund skaber den perfekte illusion af støvet gøglergarderobe og primadonnaspejl. Katrine Wiedemanns stil og Maja Ravns scenografiske kunstværker fornægter sig ikke.
Men man savner en dybde i forestillingen. En skarpere idé om, hvad historien handler om, eller hvad den vil med os. I 2012. For selvom den selvfølgelig ved sin udgivelse i 1959 meget var relateret til en tysk efterkrigsdebat, en revision og et opgør med krigen og nazisternes regime, så betyder det jo ikke, at det er et historisk og dermed bedaget værk. Dels lever krigen i os som en eksistentiel grundtone, der stadig vibrerer også selvom de fleste aktive fra dengang efterhånden er døde. Dels er de temaer fra dengang, der stadig beskæftiger vores tanker, netop dem, som Grass tager fat i: Hvad vil det sige at være et menneske? Endnu mere sat på spidsen ved, at drengen Oskar er menneske i en turbulent tid.
Den kerne når forestillingen aldrig rigtigt ned i. Den skraber i overfladen, den stikker frem hist og her, men den får aldrig fat der, hvor det ville gøre ondt også på os i dag, det almindelige, pæne, humanistisk bevidste publikum.
Nikolaj Lie Kaas får sit comeback i dansk . Han har også et potentiale i rollen, der er større, end hvad der får lov at komme frem. Især for det farlige. Men det er, som om Wiedemann gerne vil prioritere det underholdende element højest. Så publikum griner højtlydt, allerede da Oskars mor føder sin voksne søn og så er den effekt jo ligesom afmonteret.
Kaas bruger sin drengethed fint, han låner noget af Dirch Passers kæmpebaby som han jo lige har spillet på film til rollen, og det er fint nok. For bag det søde, det nuttede er jo den skarpe, voksne iagttager. Det er her, det skal blive uhyggeligt. Afslørende. Nikolaj Lie Kaas skifter uproblematisk fra det barnligt naive til den intellektuelle fortæller og den magtfulde autoritet iklædt knickers og bliktromme. Ham, der så selvfølgeligt kan ændre og manipulere med historien.
Omkring hovedpersonen og det er virkelig omkring, fordi Oskars figur fylder det hele i historien, han bestemmer jo alt er en buket af skuespillere i alle aldre med blandt andre Sonja Richter som Oskars både erotiske og sårbare mor og Jens Jacob Tychsen, der springer mellem tysk indpiskerskolefrøken og smertefuldt forelsket og pint legetøjshandler. Som sidstnævnte er han en af forestillingens store poetiske plusser.
Som forestilling har Bliktrommen mange visuelle kvaliteter, den har mange gode skuespillere i sig, men man sidder bare tilbage med en følelse af, at den kunne være kommet så meget længere, end hvad tilfældet er i versionen på Betty Nansen Teatret. Til gengæld har den givet mig en vis lyst til at genlæse Grass roman.
Bliktrommen. Baseret på Günter Grass roman. Iscenesættelse: Katrine Wiedemann. Scenografi og kostumer: Maja Ravn. Betty Nansen Teatret, København.