Et ekko af i går

Lars Noréns Dæmoner er seværdig, men med sin tykke freudianske symbolik også lidt bedaget

Annette Støvelbæk er fantastisk i rollen som den intellektuelt skarpe Karina, der holder en langt mere afdæmpet, urban tone end sin mand, spillet af Lars Mikkelsen. –
Annette Støvelbæk er fantastisk i rollen som den intellektuelt skarpe Karina, der holder en langt mere afdæmpet, urban tone end sin mand, spillet af Lars Mikkelsen. –. Foto: Østre Gasværk.

Seks stjerne ud af seks

Hvis man vil opleve ur-Lars Norén, så er det hans ægteskabsdrama Dæmoner, man skal opsøge.
Dengang i midten af 1980erne, hvor det kom fra, var det rystende og både et kynisk portræt af ægteskabet og begyndelsen på Noréns aldrig afsluttede opgør med det svenske folkhemmet der er endt i, at veletablerede næsten-midaldrende mennesker som Frank og Karina ikke kan finde på andet med det deres privilegerede liv end at købe designerstole til 45.000 kroner, man ikke kan sidde i, og drikke dyr whisky og gin af flasken, mens de passioneret hader hinanden for at holde passionen flydende i ægteskabet.

LÆS OGSÅ: Med risiko for ikke at blive berørt

Selvom der er ryddet op i noget af det mest 1980er-prægede i Østre Gasværks udgave af Dæmoner, så er den ikke fri for at have et ekko af stemmerne af i går. Med sin fede freudianske symbolik, hvor Frank har sin mors aske stående i stuen hun skal begraves dagen efter hvor der leges med de homoseksuelle følelser hos Frank i forhold til det satte, men lige så dysfunktionelle par nedenunder, som Frank og Karina inviterer på drinks i den hede sommernat for at få noget benzin til deres ægteskab, men også for at have et publikum til deres eget erotiske, flammende spil. Nogle statister, der kan trækkes ind og afvises alt efter behag og aftenens dramaturgi.

Karen-Lise Mynster har fire fremragende skuespillere til sin rådighed i Dæmoner. Som aftenen skrider frem, træder de i karakter på en scene, der giver dem større muligheder for at vise deres styrke. Alligevel har jeg en følelse af, at det kunne have været mere frysende ondt. Mere råt, grusomt. De har alle fire potentialet, men det bliver en lang aften til sidst, og med nogle lydspor, der nærmest bogstaverer underteksten og symbolikken.

Det er Peter Oliver Hansen og Camilla Bendix, der bliver hentet op til aftenens ægteskabelige freak show. Urmoderen, der er lidt rundrygget af at bære alverdens byrder uden at kny, blød, buttet og så bedårende varm, at man selv som voksen får lyst til at putte sig ind til hende. Klar til at blive udnyttet groft for er hendes blødhed ikke mest eftergivende? Hendes Thomas har en lille desperado indeni, spillet varm af Karinas æggende, forvirrende flirt med ham, der nærer den næsten midaldrende familiefars klaustrofobiske angst for, at ungdommen er slut allerede. Holdt i live af hættetrøje og mønstret T-shirt, udfordret af en dagligdag med babyalarmer, Wolfgangs kighoste og børne-tv.

Men ovenpå bor så det tjekkede, mondæne par i den sparsomt, rigtigt møblerede lejlighed. Ingen børn. Masser af penge. Alt for meget tid til at kriges og kæmpe både for og ikke mindst imod den kærlighed, de føler dybt.

Annette Støvelbæk er fantastisk i rollen som den intellektuelt skarpe Karina, der holder en langt mere afdæmpet, urban tone end sin mand men under den, i tonens undertone ligger grusomheden gemt. Lars Mikkelsen glider vidunderligt umærkeligt og uforudsigeligt mellem flirten, den perfektionistiske forretningsmand, hævneren, den overlegne vært og ægtemand og drengen, der har en uudslukkeligt behov for omsorg og er så ulykkelig, at han ikke engang kan tale rent. Han er utilpasset i sit liv, bag det velsiddende jakkesæt, den velduftende parfume og de perfide replikker. Og i den nærmest lykkelige slutning er alt åbent mellem de to. Alt.