Familiens varme og bispegårdens kulde

Et drømmehold af skuespillere står bag Det Kongelige Teaters udgave af "Fanny og Alexander". Men bergmanske højder når de ikke

Centralt i forestillingen står Ghita Nørby i den afgørende samlende rolle som familiens stærke farmor, Helena Ekdahl. --
Centralt i forestillingen står Ghita Nørby i den afgørende samlende rolle som familiens stærke farmor, Helena Ekdahl. --. Foto: Det Kongelige Teater.

Verden elsker Ingmar Bergmans "Fanny og Alexander". Dér overrumplede den gamle alvorsmand af en instruktør alle i 1981 med den mest vidunderlige, henrivende og forelskede fortælling om kærligheden, teatret og familien.

Om han så måtte bruge magi for at få det hele til at ende rigtig lykkeligt, så greb han til det. For nok var hans eget liv og hans barndom ikke mindst langt fra den lyse lykke hos familien Ekdahl, men i "Fanny og Alexander" forsoner han sig med det hele og skaber et mesterværk, der har ramt os alle. Som stadig for mange af os står som et helt særligt kunstværk. På sin vis også vores egen drøm om lykken – den, man når til efter at have gået så gruelig meget igennem.

Det vil være dybt uretfærdigt at sammenligne en hvilken som helst teaterversion med Bergmans mesterværk. Den kan aldrig genskabes i samme perfektion.

Og teaterudgaven på Det Kongelige Teater har ganske udmærket fået klippet de mange scener sammen til en sammenhængende udgave på små tre timer. Et par af figurerne finder aldrig rigtig deres mening i helheden, men sådan vil det jo nok være, når man er nødt til at have alle de vigtigste med – trods alt.

Men fordi det er en film, der er forlæg, opdager man som teatertilskuer endnu mere, hvor langsomt Emmet Feigenbergs iscenesættelse går.

Den berømte juleaften hos familien Ekdahl nærmest slæber sig af sted og får aldrig den lethed, den overskudsagtige stemning, som er så nødvendig. Fordi den er den sidste lykkelige aften og samtidig et forvarsel om alt det forfærdelige, som kommer til at ske.

Emmet Feigenberg har bare så meget bedre greb om bispegårdens kulde end om familien Ekdahls kreative varme.

Derfor kommer de aldrig til at stå som det tabte paradis for os som publikum. Kun fordi bispegården er så grusomt et sted, forstår man savnet.

Det er først, da Jens Albinus står der midt i den røde teaterscenografi af de Ekdahlske stuer, at forestillingen virkelig samler sig.

Hans biskop Vergerus er karismatisk og erotisk midt i sin isnende dominans og farlighed. Man forstår kortvarigt, hvorfor Sofie Gråbøls varme og stærke Emilie Ekdahl bliver tiltrukket af ham i modsætning til den rodede, rare afdøde ægtemand, Oscar.

Bispegården bliver forestillingens styrke. Med Benedikte Hansen som den sladrende, trængte stuepige Justina.

I det hele taget er styrken ved Det Kongelige Teaters udgave af "Fanny og Alexander", at den bliver spillet af et hold, som enhver teaterinstruktør må drømme om. Selv til den lillebitte, mærkelige rolle som Ismael, er der hentet en Sonja Richter ind for eksempel.

Centralt i forestillingen står selvfølgelig Ghita Nørby i den afgørende, samlende rolle som familiens stærke farmor, Helena Ekdahl. Kvinden, der kan styre, elske og dyrke en hel familie, så alle kommer til deres ret, de små særheder får lov at udfolde sig uden at skade helheden. Hun har sin smerte at bære på, men hun har også sin lykke at leve på.

I scenerne med Helena Ekdahl og hendes bedste ven – og engang mere end det – husvennen Isak Jacobi, får forestillingen den afstemthed, den ægte inderlighed, som den skal leve på. Tommy Kenter er familien Ekdahl en god ven. Han er sjov, han er mærkelig og fræk, han er intelligent, men vigtigst af alt har han i den grad hjertet på rette sted. Det er man aldrig i tvivl om med Kenters Isak Jacobi.

Mellem de to fornemmer man vemodet, som den gamle Bergman ikke kunne give helt slip på. Kærligheden til menneskene. Til familien. Håbet om, at det hele går trods alt, men samtidig bevidstheden om, at intet varer evigt. Sorgen blandet med glæden. Alt det, som gør, at vi på 30. år elsker "Fanny og Alexander".

Som teaterpublikum er det jo hårdt at skulle erkende, at intet nogensinde kommer til at nå en film til knæhaserne. Men Det Kongelige Teaters "Fanny og Alexander" skal man mest se for at opleve så stor en koncentration af vores bedste danske skuespillere på samme scene. Det sker ikke ret tit – hverken her eller andre steder.

kultur@k.dk

Fanny og Alexander. Af Ingmar Bergman. Bearbejdet af Emmet Feigenberg og Solveig Gade. Instruktion: Emmet Feigenberg. Scenografi og kostumer: Karin Betz. Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, Store Scene. Til den 4. juni.