John Logans Rød kunne faktisk have været et kriminaldrama. For det handler om et mysterium i nyere amerikansk kunsthistorie. For hvorfor trak maleren Mark Rothko pludselig den måske mest prestigefyldte og i hvert fald højest betalte ordre på en serie malerier tilbage uden nogen seriøs begrundelse?
Han vidste jo godt, at hans malerier skulle hænge på en af verdens mest berømte og overeksklusive restauranter The Four Seasons i New York. Han vidste godt, hvem der kom der, og hvad det var for et koncept, han indgik i. Alligevel trak han brat i bremsen kort efter restaurantens åbning, og de malerier, der skulle have hængt på The Four Seasons, hænger i dag på flere af de store kunstmuseer.
Rød er Logans digt over, hvad der skete og hvorfor. Eller det er sådan set blot hans anledning til at lave et stykke om kunst og kunstens rolle i samfundet og for os som mennesker. Men mest af alt for kunstnerne selv.
Det er ret amerikansk. Indimellem meget tungt at danse med i sin trang til intellektuel namedropping og romantiske syn på ægte kunst. Men ret skal være ret: Amerikanske dramatikere kan noget med at holde motoren gående, de ved godt, hvornår de er ved at tabe os ude på rækkerne, og så sker der lige pludselig noget, der får os op i stolen igen. Det er ikke anderledes med Rød. Dramaet holder pusten.
Men det kræver en iscenesættelse og to skuespillere, der har musikalitet, glød, og som virkelig kan få de mange ord til at slå gnister på scenen. Ellers dør det i monologer og oppustede idealer om alt det, kunsten kan, og hvor skøn den er.
På Betty Nansen bliver det derimod passioneret, vildt, ekstraordinært i hænderne på Peter Langdal og ikke mindst Flemming Enevold og Thure Lindhardt. De er blændende som Mark Rothko og hans assistent. Manden, der burde være på toppen af sin karriere, og ham, der ikke har fået taget hul på sin endnu.
De får replikker til at blive til guldkorn, de går i ét med rollerne og kan alligevel give dem det tvist af ironisk distance, der får os til at grine befriet ad dem, når de går allermest til biddet i de storladne kunstdebatter.
De gør det unikke, det, der giver ikke bare den her enkelte forestilling, men hele teatret sin mening: De får os faktisk til at tro på, at kunsten er vigtig. At en verden uden den uanset om den kommer frem i en rød farve på et lærred eller på scenen i et nedlagt elværk ikke er en verden, man har lyst til at opleve.
Det er ret storladent. Og kulminerer smukt og nærmest bevægende i den elegant koreograferede og fysisk fuldstændig fortættede scene, hvor de grunder et lærred. Grunder, ja. Kun det. Men de grove penselstrøg får en særlig symbolsk skønhed af samspil og dybde.
Som får os til at bære over med den ellers ubærligt amerikanske slutning.
Rød. Af John Logan. Iscenesættelse og scenografi: Peter Langdal. Oversættelse: Peter Dupont Weiss. Betty Nansen Teatret på Edison.Læs interview med Thure Lindhardt påk.dk/kultur