Fire ud af seks stjerner.
Hverdagssituationer betragtes gennem et forstørrelsesglas, så det almindelige i den forvoksede udgave virker ualmindeligt, selvom det stadig er - almindeligt. Men det groteske ved det forstørres, ligeledes det komiske og det tragiske: den samme sag belyst fra to sider, hvoraf den første i bedste fald (som ikke er altid) kan gøre den sidste mere tydelig. En latter høres som et skrig.
Situationerne er for det meste genkendelige og kan hos publikum fremkalde en slags "Deja-vu". Dette begreb er titlen på forestillingen, der er produceret af "Teatret" - ved Hans Rønne - og i Jacques Matthiessens iscenesættelse har haft urpremiere på Svalegangen i Århus. Forestillingen er blevet til i samarbejde mellem alle involverede, men er afgørende præget af idémanden, den finurlige Rønne, der er en af de seks medvirkende.
Det er teater, hvor ikke ordet, men kropsudtrykket og mimikken er det bærende. Vi får ingen gennemgående historie, men brudstykker af mange små historier – eller anslag til dem. Stykket består af numre, der nok er enkeltstående, men fælles om et udgangspunkt i en mere eller mindre nærværende eksistentiel tyngde. Figurerne kan indimellem minde om klovne, en figur som Rønne før har beskæftiget sig indgående med. Sikre, træffende typer opridses af ham og de øvrige agerende – Kristian Holm Joensen, Stine Schröder Jensen, Folmer Kristensen, Lars Junggreen og Marie Mondrup.
Forestillingen har sine bedste og mest vedkommende øjeblikke, når den viser forstørrede nærbilleder af den falskhed, der skal dække over afstande mellem mennesker, også - eller især - når de burde være hinanden nærmest.
En forstyrrende person i krise udløser afmagtens sprog, klichéerne, hos de omkringværende, der ellers generøst forsikrer om deres gode vilje. Men i virkeligheden snakker de sig væk fra den. Angsten for nærhed er for stor. Og afstandene fryser fast.
Voksne er som børn, der leger skjul. Blot gælder det ikke om at være gemt - nej, for det er man i forvejen. Drømmen er at blive fundet. "Hvorfor vil du findes?" En kvindes svar på spørgsmålet: "Fordi jeg er lige her". Men alle øjne ser langt forbi hende.
Livet er aldrig at blive fundet. Desillusionen er lige under morskaben.
"Deja-vu" fænger ikke lige meget hele tiden. Den lette, underholdende form har sine begrænsninger. Og skønt forestillingen kun varer cirka 90 minutter, er det for længe til, at intensiteten til stadighed kan bevares.
Undervejs gennem det skæve forløb undrer man sig over Gitte Baastrups scenografi, der spænder et tag af ophængt tøj i uoverskuelige mængder ud over den i øvrigt tomme scene. Tøjet fremtræder virkningsfuldt som forladte roller i belysninger af forskellig farve. Men hvad er ud over den visuelle effekt forbindelsen mellem scenen og "taget" over den? Er der nogen?
Deja-vu. Idé: Hans Rønne. Instruktør Jacques Matthiessen. Scenografi: Gitte Baastrup. Komponist: Claus Carlsen. På Svalgangen indtil 23. oktober. Derefter på Folketeatret i København.