Holbergs Henrik og Pernille er en af de mere eviggyldige af hans komedier. For er der ikke altid nogle, der lader sig forblænde af ydre pragt og nydelighed frem for at søge substansen? At tjenestefolkene Henrik og Pernille gør det, kan man ikke fortænke dem i. Hvordan skulle de ellers nogensinde komme op ad den sociale rangstige i deres samtid? Det lod sig kun gøre med et godt giftermål, hvilket i sig selv var lidt af en mulighed for de fleste af deres stand dengang.
Hvad Holberg sådan set også mener er ganske udmærket. Sociale mønsterbrydere og ambitioner og initiativ til at stige i hierarkiet for de lavere klasser ynder den ældre herre at gøre nar ad. At blive ved jorden, det passer sig bedst.
Henrik og Pernille handler om de to titelpersoner, betroede tjenestefolk i hvert sit herskabshus, der kortvarigt får en chance for at lade, som om de er deres herskaber og på den måde score en materielt bedre stillet ægtefælle, der kan få dem ud af deres nuværende status. Pointen er så, at det er hinanden, de bejler til, at de i stedet for at stige bliver fastholdt for evigt på det klassetrin, de nu engang har nået. Ikke at der ikke er følelser involveret for det er der bestemt. Man er ikke i tvivl om, at det kan blive et fyrigt og interessant ægteskab mellem Jens Jacob Tychsens charmerende Henrik og Ann Eleonora Jørgensens sensuelle Pernille.
Så kærligheden vinder, de materielle drømme dør. Men det er vejen, ad hvilken dette sker, som er selve dramaet eller komedien med stort K.
Ideen er sjov, men i moderne forstand også noget langtrukken og tung. For publikum ved jo hele tiden, hvordan det hele hænger sammen, og så skal man ikke have en ph.d. i teatervidenskab for at kunne regne slutningen ud.
Men med langlemmede Jens Jacob Tychsen i fuld komedieudfoldelse, med al sin maskuline charme og hårdt optrukne forførelsesteknik sat på spil, så er det virkelig en komedie. Han er mesterlig i klassiske komedier som Holbergs og endnu mere til udendørs teater, hvor han kan få lov at være så vidunderligt storladen i sit spil og fylde den store scenes uendelige rum.
I starten er det noget langsommeligt trods velspillet klassisk komik. Men det er, som om at da fædrene, og især Michael Moritzens virtuost intellektuelle Jeronimus, kommer til og udfordrer spillet yderligere, så rykker det. Så flyver halmen ud af træskoene og erstattes af vittig elegance fra storbyens højhælede fornemhed, der klaprer hen over Birgitte Mellentins vidunderlige brostensscenografi vi er på alle måder midt i København alt imens tingene bliver sat på plads og alle får deres bekomst.
Og så står Henrik og Pernille tilbage der. Gift med hinanden og ikke med hverken Leander eller Leonora, som de troede de har til gengæld fået hinanden. Men sådan skal det også være. For i dag er det jo følelserne, der bærer frem mod en lykkelig slutning, ikke pengene. Sådan kan komediens vilkår ændre sig, uden at den lider skade af den grund. Især ikke når den lige har fået en sproglig brush up af instruktøren Solbjørg Højfeldt, der ellers lader Holbergs komedie står ret rent her kan klassikerpolitiet ikke trække stavene!
kultur@k.dk4Henrik og Pernille. Af Ludvig Holberg. Instruktør: Solbjørg Højfeldt. Scenografi og kostumer: Birgitte Mellentin. Koreografi: Esa Alanne. Grønnegårds Teatret. Kunstindustrimuseets have. Til den 20. august.