Hyggelig. Det er sådan set det ord, der umiddelbart falder en ind i mødet med Mogens og Mahmoud. Hverken de to hovedpersoner, den nyskilte revisor Mogens og hans assistent, muslim og single Mahmoud, eller Flemming Jensens stykke har de skarpeste kanter, der kan snitte i publikums holdninger eller bare håbet om at få en god aften i teatret.
LÆS OGSÅ: Splinter fra et mareridt
På sin vis er det jo rart nok. For Flemming Jensen har unægtelig været politisk overkorrekt og bogstaverende moralsk i et par af sine tidligere forestillinger, hvad der ikke kom ret spændende teater ud af. Men Mogens og Mahmoud er i sin genre og stil en dreven, klassisk komedie. Med forvekslinger, renden ind og ud ad døre, romantik, forviklinger, kaos og vandede vittigheder. Alt, hvad der hører til et godt, men ikke højlydt grin.
Så vidt, så godt. For sidder man så alligevel ikke der og savner den provokerende, meningsfrådende dramatiker Jensen? Når nu der både bliver bragt en kulturkristen, en rimeligt troende muslim på 7. sal i Avedøre og en jødisk fiskegrosserer fra Hirtshals i spil, kunne man godt ønske, at komedieforfatteren Flemming Jensen også havde turdet lidt mere.
Omar Marzouk er sød og tålmodig i rollen som den, må man sige, ret hårdt prøvede Mahmoud, der egentlig allerhelst bare vil være kæreste med den hidsige Lærke ovenpå. Flemming Jensen er rund og vennesæl, fuld af bevidst smådumme vittigheder, rummelig og social som Mogens, der egentlig bare kortvarigt skal bo hos Mahmoud, fordi hans evner som skatteunddragende revisor pludselig giver bagslag big time, da hans skilsmisse er en realitet.
Rundt om vores vennepar optræder både Max Hansen som altædende imam med hurtige, letfattelige religiøse anvisninger, Claus Bue og Susanne Heinrich som det jødiske ægtepar, der sætter lidt ekstra skub i underholdningen, da de bliver hentet til København, så Mahmoud ad bagvejen kan indynde sig hos deres datter Lærke. Spillet hurtigt og konstant rasende, men på den søde måde, den hvor vi ved, at hun nok skal tø op og få den varme side frem, af Christine Gjerulf.
Det er egentlig ret skønt at opleve et så ukompliceret kultursammenstød som udgangspunkt for løjerne. Måske er det det bedste tegn på, at problemerne med at leve sammen ikke altid er så uoverskuelige i praksis. Men nu er ét jo virkelighed og noget andet teater. Og selvom det selvfølgelig både ville bekræfte enhver fordom om både danskere, muslimer, jøder, politisk komedieteater og de rigtige meninger, så ville Mogens og Mahmoud nok være blevet en skarpere og stærkere komedie, hvis Flemming Jensen havde haft lyst til at udfordre og provokere os alle sammen lidt mere, uanset religiøst tilhørsforhold og politisk ståsted. Gerne hjulpet på vej af en lidt hurtigere og mere effektiv iscenesættelse end den nuværende. Han har faktisk givet sig selv masser af muligheder for det i sit stykke.