Ibsen i grå-sorte nuancer

Der er ikke meget af den originale Henrik Ibsen tilbage i tyskeren Michael Thalheimers iscenesættelse af Gengangerne på Det Kongelige Teater

Det er mor og søn-mødet og -opgøret mellem Nicolas Bro og Kirsten Olesen, der er i fokus i Det Kongelige Teaters opsætning af Ibsens ”Gengangere”. –
Det er mor og søn-mødet og -opgøret mellem Nicolas Bro og Kirsten Olesen, der er i fokus i Det Kongelige Teaters opsætning af Ibsens ”Gengangere”. –. Foto: Miklos Szabo/DKT.

Livsglæden regner fuldstændig væk helt fra starten. Der står pastor Manders og fru Alving og er ved at drukne i vandet, der strømmer ned over dem, mens de taler om det kommende børnehjem, om Osvald der er kommet hjem, men nok så meget om alt det, der ikke bliver talt om.

Livsglæden er der heller ingenting af hos Osvald. At han er syg med det blege måneansigt, de sorte rande og de konstant fugtige læber, indser alle undtagen hans mor med det samme.

LÆS OGSÅ: Kærligheden er større end sandheden

Den livskraftige Regine er trods sin sorte lillepigekjole den eneste med noget farve i kinderne, og hendes røde læbestift er helt skræmmende. Der er absolut ingen tvivl om, hvad hendes mål er. Og det ligger meget langt fra at passe sømændene i hendes klumpfodede, beregnende fars måske kommende hjem inde i byen.

Tyskeren Michael Thalheimer interesserer sig ikke ret meget for udenomsværkerne, det siger han selv, og det ser man tydeligt i hans iscenesættelse af Gengangerne på Det Kongelige Teater. Han skærer så meget fra af det løse kød for at fremhæve essensen mest muligt.

Her er det mor og søn-mødet og -opgøret til allersidst i Gengangere, der interesserer ham. Det er ikke pastor Manders og hans kamp for facaden, det er heller ikke Engstrands meget direkte motiver. Det er Ibsens berømte sætning om, at fædrenes synder kan arves, og det er moderens livslange kamp for at skjule for sin søn, hvordan hans far var. Det er det, han skærer sig ind til med rene, lige snit. Psykologisk rolleopbygning har aldrig været en spidskompetance hos moderne, tyske iscenesættere. Det er tværtimod lige præcis dét, de gerne vil væk fra. Men hvis man både skærer det psykologiske og optrapningen, udenomsværkerne, væk fra Ibsen og især fra Gengangere, så er der sådan set tæt på ingenting tilbage.

Respekt for, at Thalheimer i så høj grad forfølger sit projekt med intelligent præcision han ved nøjagtigt, hvad han gør hvornår og hvorfor. Men der er bare ikke så meget tilbage i Ibsen. Hele hans dramatik hviler på det psykologiske spil mellem personerne, på løgnene og på den langsomme afsløring af, hvad det hele egentlig handler om. Når man skærer benet frit, så kun den skinnende hvide knogle, den, alting hviler på, står tilbage, så bliver det unægtelig også noget kedeligere at se på. Man mangler den næste kriminalistiske spændingsoptrapning og afsløring, som Ibsen er så berømt for.

For den noget bedagede idé om, at børnene kommer til at bøde for forældrenes eller det er jo altid fædrenes synder, er ikke sjælsrystende i dag. Ligesom mange af os også erkender, at en vis grad af livsløgn hjælper os lidt lettere igennem tilværelsen. Men vi føler os ikke af den grund afsløret eller klædt af, når vi ser fru Alving i Gengangere.

Kirsten Olesen står skarpt som en fru Alving i sin sidste og største kamp. Hun er beredt, hun er kølig og intelligent, men hendes styrke er ved at slippe op over for Nicolas Bros næsten overdrevent fysiske Osvald, som bliver rigtig interessant, da han dæmper sig ned i den sidste scene med moderen. Kristian Halkens pastor Manders er ladt lidt i stikken, fordi rollen som sådan ikke interesserer Thalheimer specielt, Morten Suurballes Engstrand er mest bare en beregnede, ubehagelig mand, mens Marie Dals-gaards Regine faktisk står som en målrettet pige, der for længst har fattet essensen af tilværelsen: Hvis ikke en fattig pige udnytter sin ungdom, kan hun let stå tilbage med ingenting.

Det er egentlig ret sundt at have sådan en i huset, og hun giver noget glød til alt det grå og sorte, der står så stærkt både i familien Alvings hjem og i hele Thalheimers iscenesættelse af Ibsens klassiker.


Gengangerne. Af Henrik Ibsen. Iscenesættelse: Michael Thalheimer. Scenografi: Olaf Altmann. Kostumer: Karin Lea Tag. Oversættelse: Thomas Bredsdorff. Det Kongelige Teater, Skuespilhusets Store Scene. Til den 18. februar.