Efter Mozarts sprudlende ouverture går tæppet, og vi ser ind i loungen på et badehotel. Det er sommer, og der er amoriner i luften, antydet med nogle dristige rokokobilleder på væggene, selvom vi befinder os i moderne tid.
På sådan et badehotel er der en konstant kommen og gåen af gæster og lykkejægere, og det betyder, at de seks sangere i Cosi fan tutte med jævne mellemrum har selskab på scenen.
Der er en portier, der åbenbart kan ordne lidt af hvert, der er en kok, der et par gange gør sin entré med fremskudt mave, og der er forelskede par og almindelige familier, som går op og ned ad den store trappe, der til højre fører op til værelserne.
LÆS OGSÅ: Den højere enhed i Tosca
Som baggrund ser man en stor buet glasfacade med en (flittigt brugt) svingdør til venstre.
Men først og fremmest er der naturligvis deltagerne i det kærlighedens vekselspil, levemanden og kynikeren Don Alfonso iscenesætter: søstrene Fiordiligi og Dorabella og deres kærester, Guglielmo og Ferrando samt stuepigen Despina, der bliver købt til at være Donens medsammensvorne.
Der er gennem mere end 200 år sagt og skrevet uendelig meget om det grotesk usandsynlige i Lorenzo da Pontes libretto, at søstrene ikke genkender kæresterne, blot fordi de er klædt ud som albanere. Her havde iscenesætteren Guy Joosten og scenografen Johannes Leiacker valgt blot at lade mændenes forklædning bestå af et par solbriller, som de for øvrigt hurtigt tog af. Og det fungerede selvfølgelig.
Man skal ikke spekulere i sandsynlighed, når man opfører Cosi. Joosten og co. havde i stedet klogeligt spekuleret i en smidig scenegang, krydret med forskellige lyse indfald og kuriøse gags og et flot fyrværkeri, da aftenen faldt på i anden akt, og man for øvrigt havde spejlvendt scenen, så trappe og svingdør havde byttet plads. Cosi er vel en byttehistorie.
Mange Mozart-elskere anser den for at være den mest perfekt komponerede af alle Mozarts operaer. Underskønne arier, duetter, terzetter, kvartetter, serenader og finaler den har det hele, men for at helheden skal fungere, og vi som publikum skal forføres til at bære over med det besynderlige plot, kræver det seks sangere, der både kan agere og synge med overskud og charme. Det magtede holdet på premiereaftenen.
Inger Dam-Jensen og Elisabeth Jansson klædte hinanden, både vokalt og i deres samspil, hvor sidstnævnte som Dorabella skulle være noget mere letantændelig end sin fornuftigere søster to flotte sopraner, der både kunne synge sammen og hver for sig, så det var en fryd.
Som deres to kavalerer, der taber væddemålet om pigernes huld og troskab til Alfonso, men til gengæld vinder erfaring og får den rette (det vil sige den oprindelige) til sidst, gjorde Peter Lodahl som Ferrando og Palle Knudsen som Guglielmo glimrende fyldest, selvom deres notoriske charme et par gange var ved at tippe over i det farceagtige, så man kom til at tænke på fjollerierne i tv-serien Halløj på badehotellet.
Johan Reuter var ikke overraskende den personificerede autoritet som Donen som forestillingens velsmurte motor, både vokalt og scenisk, gav han både sammenhæng og ro til løjerne. En i alle henseender fornem præstation.
Endelig var Lina Johnson en skæg Despina med en udpræget teenageadfærd hendes varemærke blev at smække bragende med køkkendøren og en passende soubrette-stemme til rollen.
I orkestergraven holdt Daniele Callegari sammen på Mozarts mirakuløse partitur og var medvirkende til at skabe et naturligt flow i forestillingen, selvom jeg må indrømme, at jeg før er blevet stærkere henrevet af Mozarts Cosi-musik end ved, hvad der denne aften steg op fra orkestergraven men kapellet har givetvis klasse til at løfte niveauet lidt og få nogle blæserindsatser på plads til de følgende forestillinger.
Men hvorfor surmule ... det blev en fornøjelig aften på Holmen og så var det velgørende at få bekræftet, at vi mennesker kan slippe nogenlunde helskindet gennem kærlighedens store svingdør, og selvom vi som det anskueligt blev demonstreret på scenen af og til sidder fast et kort øjeblik, er der ingen grund til at gå i panik.
Til sidst kommer vi derhen, hvor vi hører hjemme.
Mozart: Cosi fan tutte. Premi-ere på Den Kongelige Opera, tirsdag den 11. oktober. Dirigent: Daniele Callegari, regi/scenografi: Guy Joosten/Johannes Leiacker.