Kedelige stemmer

En ny teaterkoncert på Betty Nansen Teatret prøver at italesætte det moderne menneskes angst for lidelse. Det mislykkes fuldstændig

Kaya Brüel medvirker i teaterkoncerten om det moderne menneskes angst for lidelse. -- Foto: Betty Nansen Teatret.

En ud af seks stjerner

"Voices" er en teaterkoncert, det er svært at blive klog på. Måske fordi de mange forskellige elementer aldrig samler sig i et meningsfuldt hele?

Udgangspunktet er ellers godt nok: Man ønsker at iscenesætte en kritik af, at det moderne menneske er så bange for lidelsen og døden, at det kun lever halvt - og man vil derfor i lighed med den kristne passion vise, at man ved at gå gennem lidelsen kan ane en vej til noget bedre.

Forestillingen har bare glemt at tage sin egen medicin, for den virker selv så angst for døden, for det stille ophør, at den propper alskens effekter, råben og skrigen ind på halvanden time. Som om holdet bag – ledet af den catalanske kultinstruktør Calixto Bieito – gør alt for at holde meningsløsheden på afstand og præcis som det moderne menneske føler, at der skal råbes højt og vises maksimalt udtryk konstant.

Scenens bagtæppe er således en mur af højttalere og fjernsyn, og på scenen hopper, ruller og tromler de seks skuespillere rundt, mens de på skift fortæller en lidelsesfuld historie og synger sange om smertens vanvid i et musikalsk univers, der strækker sig fra Bach til Nick Cave iblandet en mareridtsagtig lydmur af støn og stemmer.

Det lyder interessant nok, men er desværre bare både fragmenteret, kedeligt og på ingen måde følelsesmæssigt engagerende.

Da der var gået en halv time, føltes det, som om man havde siddet i sædet mindst det tredobbelte, så hvis det her skal forestille en moderne passion, må jeg nok indrømme, at jeg foretrækker den ægte vare. For den gør nemlig ondt.

Flemming Enevold, Tammi Øst, Kaya Brüel, Morten Eisner, Ane Trolle og Blæs Bukki gør ellers, hvad de kan for at blæse liv ind i forestillingen. De bruger sig selv fysisk intenst, men der er for lidt stilhed, for få hvilepunkter til, at man fortaber sig i deres historier.

Selvfølgelig er de sørgelige, men når man ikke kender personerne, bliver man ikke inddraget. Det bliver som at se tv med ofre fra fjerne lande. Der synges også mådeligt, desværre, og det hele bliver endnu mere rablende hen mod slutningen, hvor Tammi Øst – efter at have hånet Job for hans manglende modstand mod Gud – kaster sig ud i ABBA?s "Dancing Queen" sammen med pigekoret fra Sankt Annæ Gymnasium, der er placeret på balkonen blandt publikum. Det havde jeg ikke lige set komme.

Det samme gælder selve forestillingens besynderlige metaafslutning: Først interviewes en "læge" af to børn på scenen om sit forhold til døden og meningen med livet; dernæst kommer det syngende pigekor ind i salen og skal nok med deres engleblide stemmer forestille at give håbet tilbage (aftenens højdepunkt for denne anmelder, men det kan selvfølgelig være, at det bare er mig). Og det var det. Nej, helt ærligt, det er for tyndt og ligegyldigt, og det er først og fremmest form frem for indhold. Og det er døden.

kultur@k.dk

Voices. En moderne passion. Instruktør: Calixto Bieito. Spiller på Betty Nansen Teatret til den 6. november.

Kristeligt Dagblad bragte i går et interview med instruktøren Calixto Bieito.

LÆS INTERVIEW HER:

@K.dk henvisning:k.dk/kultur