Fem ud af seks stjerner
Det gribende, det morsomme, det løsslupne og det frodige. Stefan Larsson, Aarhus Teaters svenske chef, har fået alt det bedste frem i "Fanny og Alexander" efter Ingmar Bergmans film af samme navn og i en scenisk version ved Peter Asmussen.
Filminstruktørens hyldest til teatrets kunst er ikke bare ord, men i denne udgave selv forrygende teater. Forestillingen, der er en danmarkspremiere, fænger uafbrudt i den cirka to en halv time, den varer. Den er yderst velspillet. Også i skuespillerne får Larsson det bedste frem.
Historien, der foregår i begyndelsen af 1900-tallet, opleves gennem den tiårige Alexander - ved premieren spillet af Matthew Merit – og hans søster Fanny spillet af Grete Lina Lorenzen.
Handlingen samler sig om familien Ekdahl, som vi møder i megen glæde og i lige så megen smerte. Slægtsnavnet er ikke tilfældigt, men en venlig eller måske snarere kærlig hilsen til Henrik Ibsens "Vildanden". Hen imod slutningen sendes yderligere en hilsen, og af tilsvarende varmegrad, til August Strindbergs "Et drømmespil", der udkom på den tid, der er stykkets. Samtidig er teatret en del af handligen: dér har familien Ekdahl hjemme, i denne lille verden i den store, en niche i virkeligheden, smukt beskrevet af de mennesker, der lever for den og elsker den, en niche hvor det er trygt at være. Rollerne består – uanset hvad.
"Fanny og Alexander" begynder i julen. Der danses, elskes og rases. Det er det rene overskud, i hvert fald på overfladen. Men det er også nederdrægtigheder med frustrationer udløst i psykisk hustruvold samt i korporligt angreb på juletræet.
Vendepunktet indtræffer, da Fanny og Alexanders far, Oscar, teaterdirektøren, pludselig dør - næsten på scenen - og deres mor, Emilie, gifter sig med den strenge, asketiske biskop, faderens modsætning. Hun kommer fra livets gode ven til dets fjende. Men heldigvis er den døde far ikke så fraværende, at han helt lader sønnen i stikken. Alexander har i sin trods mod den biskoppelige kulde brug for faderens støtte.
Atmosfæren i børnenes nye "hjem" indfanges præcist i Rufus Didwiszus? scenografi, hvor de høje, øde vægge fremtræder som vidder af uendelig tomhed - men alligevel virker rummene klaustrofobisk trange.
Biskoppen dør måske mindre naturligt, end loven tillader. Men glæden genopstår. Og teatret kan fortsætte både på og uden for scenen. Hos Ekdahl er det igen blevet den varme årstid. I sidste scenebillede står slægtens medlemmer opstillet på række, vinkende farvel til os inde fra dybet af den genetablerede familiehule. Hellere sagde vi "på gensyn".
Marie Louise Wille er fin og stærk som Emilie, tilsyneladende så skrøbelig, men ikke desto mindre en sej overlever. Jens Zacho Böye overbeviser som den bløde og lidt vege Oscar. Bue Wandahl gør det samme som den stramt beherskede biskop, mens Inge Sofie Skovbo er en vital og i sig selv hvilende indsigtsfuld bedstemor, hvilket blandt andet opleves i et charmerende samspil med Lars Høy som jøden Isak, ældet og grånende, men hans sans for kvindelig ynde overgiver sig ikke til alderen. Men gerne – som i fordums dage – til bedstemoderen!
Kim Veisgaard buldrer veloplagt, Peter Flyvholm slår sig løs i komisk overspil som umættelig, utro elsker. Og Henning Olesen afslører en for mig ukendt side af sit talent, nemlig en humoristisk, dels som kolerisk teaterinstruktør, dels som overbærende politikommissær med en hat, han kunne have lånt af Sherlock Holmes. Ellers er slægtskabet med den store detektiv til at overse. Endelig giver Karen-Lis Ahrenkiel endnu et eksempel på sin evne til at gøre små roller "store".
Alt i alt dejligt, nærværende teater. Femstjerners livsteater.
Ingmar Bergman: Fanny og Alexander. Scenisk version: Peter Asmussen. Iscenesættelse: Stefan Larsson. Scenografi: Rufus Didwiszus. Aarhus Teater, store scene. Danmarkspremiere.
Kristeligt Dagblad bragte i fredags et interview med instruktøren.
LÆS ARTIKLEN HER: