Fem ud af seks stjerner.
Han er den eneste dansker ud over Grundtvig, der har lagt personligt navn til en isme, Peter Rindal. Det er knap 50 år siden, at lagerforvalter Rindal fra Kolding Hørfabrik trådte ud af et liv som almindelig arbejdende dansker og grundlagde rindalismen en protest mod statsstøtte til kulturen.
Der var netop oprettet et nyt ministerium, Kulturministeriet, som havde taget initiativ til en Statens Kunstfond, der støttede tidens modernistiske kunst. Med skatteborgernes penge. Samtidig med at politikerne krævede løntilbageholdenhed.
LÆS OGSÅ: Ene kvinde på scenen med nyklassiske digte
At lave et stykke om lagerforvalteren, der rejste en folkedebat om kunstens rolle og værdi for de almindelige mennesker, som betalte for den, på et teater, der er statsstøttet, skrevet af en dramatiker, der også har modtaget et honorar eller to via statslige midler, giver et interessant twist. For det er jo dem og deres liv, det her handler om. Og fordi måden at lave en biografisk, politisk debatterende forestilling som Rindal på vil få en mere eller mindre modernistisk drejning. Den modernisme, uden hvilken Peter Rindal næppe havde sat sig og forfattet en protestskrivelse for 49 år siden.
Først og fremmest er Thomas Lagermand Lundmes tekst og Niclas Bendixens iscenesættelse dog underholdende. Hvilket er det helt rigtige greb til at få os med og samtidig tager det også Rindal alvorligt.
Det gør hele forestillingen faktisk. Efter en start om staten, kunsten og os, der bliver for tung i sit forsøg på at hæve sig over den konkrete historie, får forestillingen en form, der både er spændende, skør og sjov. Det lykkes Lagermand Lundme at fortælle utrolig meget om dansk politik med Frank Thiel hoppende ind og ud af rollen som en halvirriteret og lettere arrogant Julius Bomholt, der ikke gider forstå, hvad det er, den her stædige lagerforvalter har gang i. Om datidens kunst og de hippe hippiekunstnere med deres sindssyge idéer og bruddet med den gode smag, som de lader Rindal sige i forestillingen, er det, som om vi kun kan nedbryde frem for at bygge op.
Og her, hvor den tids store kunstnavne, som også i dag sidder højt i kulturhierarkiet, kommer med, kulminerer forestillingen. Med to yndige og ret vellignende handskedukker som Klaus Rifbjerg og Jørgen Nash i bedste Anna og Lotte-stil. Men især med Frank Thiel og Maja Juhlin som dansk kunsts svar på Mick og Bianca Jagger, Bjørn Nørgaard og Lene Adler-Petersen alias hesteslagteren fra Louisiana og den nøgne Kristus. Selvbevidste, ophøjede udlægger de kunsten, iblandet de mest sigende ægteskabelige småskænderier. Her får vi faktisk et imponerende rids over 1960ernes kunstscene på mest komiske vis.
I centrum med brun kittel og begge ben solidt plantet i den jyske muld er Jesper Riefensthal som Peter Rindal, der bliver et ægte menneske med en sag, men med berømmelsen følger også en anden og mere stejl selvbevidsthed.
Med Rindal fortæller Mungo Park Kolding ikke kun et stykke lokalhistorie, men et væsentligt stykke dansk kulturhistorie. Peter Rindals protest dengang fik en større betydning for kulturlivet, end hvad han selv følte. Den fik folk til at forholde sig til kunsten og dens betydning. Og hvis forestillingen her kan sætte fornyet skub i en debat om kunsten ud over de faste floskler og indøvede skåltaler, har Rindal også vist sin betydning ud over sin egen levetid. Han døde i 2009.