Nuancer i et sløret mønster

Teater, gardin, teatret
Teater, gardin, teatret.

To ud af seks stjerner.

Hver sker der? Eller hvad er der sket? Fortiden er tillige nutid i "Engel. Såret, hjertet og tankerne" af Anja Hilling, angiveligt en af de mest spillede i den unge generation af tyske dramatikere. Hendes kryptiske stykke, der i Annika Silkebergs iscenesættelse har haft danmarkspremiere på Aarhus Teater Studio, kredser om dunkle sammenhænge blandt stamgæster på en lige så dunkel bar i Berlin. Men det rummer flere spørgsmål end svar.

Heller ikke titlen er indlysende. Engle er - vistnok - sjældne i baren. Anja Hilling taler i et lakonisk interview i programmet om en "gestaltning eller figur, der krydser fantasiens grænse og for en kort stund tillader tankerne et kig ind i en verden, der rækker ud over almindelig smerte, måske sjælen." Et eksempel: En kvinde, der er faldet på trappen ned til metroen, modtager førstehjælp af en bargæst med visse englerelationer.

Tatoveringer hører ikke engle til, men i høj grad stykket. Hvorfor? Hvad skal de sige? Atter et kort svar fra Anja Hilling: "Det hele handler om det øjeblik, hvor nålen overskrider hudens grænse."

Baren ligner ikke en sådan. Møblementet består af væltede, halvt begravede bliktønder. Ved siderne hidsigt blinkende gule lygter, der giver associationer til udrykning. Og den nære banegård, hvis lyde kan høres i stille stunder, til opbrud og ankomster, ligeledes barens virkelighed.

Bartenderen Asta (Anne Sofie Espersen) fortæller os om gæsterne. Dog uden at disse kan høre det. Hun betror sig til os gennem de høretelefoner, vi hele tiden sidder med, så vi indimellem kan blive delagtiggjort i hendes tanker. Man studser. For det er da usædvanligt at opleve teatret i den birolle at være illustration til en oplæsning.

Stykket handler om tab på forskellige niveauer, men også om minder, længsler og håb, der næsten ikke tør være det. De historier, som personerne har med sig, fortælles uden kronologi. Publikum må selv finde vej gennem en mosaik af antydede skæbner.

"Brudstykker af et mønster", hedder et skuespil af Soya. Titlen kunne være genbrugt af Anja Hilling. Soyas mønster er imidlertid lettere gennemskueligt end hendes. Man forlader teateret i en tilstand af nogen forvirring. Nærværende bliver personerne aldrig. De indgår som ubestemmelige nuancer i et sløret mønster.

grymer@k.dk

Anja Hilling: Engel. Såret, hjertet og tankerne. Oversættelse: Das Beckwerk. Iscenesættelse: Annika Silkeberg. Scenografi: Jenny André. Aarhus Teater Studio. Danmarkspremiere.