En lang række af de fordomme og klichér, som jyder og københavnere har det med at betragte hinanden igennem, slippes løs i Vi hader København. Det gode budskab i den slagfærdige og underholdende forestilling er, at de kan overvindes.
Ifølge instruktøren, Frede Guldbrandsen, udspringer stykket af de opråbstendenser, man i øjeblikket ser fra den del af landet, der af departementsrotterne i København er blevet kaldt Udkantsdanmark, og som retter sig mod det, der er blevet kaldt Selvfedsdanmark.
LÆS OGSÅ: Udkantsdansker? Det kan du selv være, min gode ven!
Imidlertid understreger han, at stykket ikke hvad han har ret i er et indlæg til fordel for den ene eller den anden part. Skildringen af, hvor svært det er at mødes, er det centrale.
Svært, ja. Men umuligt er det ikke. Det er den optimistiske morale.
Formen er farcens og det revyagtigt forenklende karakteristiske sandheder om tilværelsen både på landet og i metropolen udleveres med effekt. Dybt er det ikke, men rammende og morsomt. De to eneste medvirkende, Maja Juhlin og Jesper Riefensthal, spiller vitalt og med en humor, der slår igennem.
Forestillingen indledes med fællessang: Ole sad på en knold og sang. Så er det sagt, at udgangspunktet er jysk. Publikum inddrages atter hen imod slutningen, da det gør det ud for den mandlige hovedpersons store familie, som han, den i den grad jyske, præsenterer for sin københavnske kæreste. Hun kommer sig hurtigt efter forskrækkelsen over det overvældende fremmøde ved dette første besøg på gården, hvor han er vokset op.
Første del handler om konfrontationen mellem landets og byens kulturer og om forsøgene på forandringer. Scenen i disse passager er et terapirum. Manden skal laves om fra såkaldt bonderøv til noget angiveligt mere raffineret. Med efterfølgende virkelighedstest, der indebærer speeddates. Den kvindelige modpart gennemgår en lignende omskoling men fra københavner til en slags jyde.
En af mandens dates gennemført på et stopurs betingelser fører til forelskelse. Og mere end det: Den københavnske pige flytter sammen med ham ind på hans barndomsgård. I lyntempo som om et stopur også her sætter betingelserne får vi glimt af deres gode samliv gennem mange år frem til det tidspunkt, hvor en søn i en alder af 19 år beslutter at drage til København. Men til sin fars trøst efterladende sig et løfte om at vende tilbage for at drive gården videre.
Vi hader København er en varm, og charmerende oplevelse. Publikum får gode replikker med sig hjem. For eksempel den bondebemærkning om en høst, at den skuffede til den gode side.