For enden af en betragtelig række af barnevogne og christianiacykler står en dobbeltklapvogn med Storm og Nor Kurek. De er tre et halvt år og to et halvt år og i dette øjeblik ikke særlig vågne. Nor stirrer frem for sig med et langt væk-blik, som var han en gammel mand, der tænker over sit livs mange oplevelser. Men æblekinderne afslører ham, og da der pludselig lyder en varm bas og lystig fløjten fra scenen, spærrer han øjnene op og bliver af sin mor hentet over på bænken for at følge forestillingen.
LÆS OGSÅ: "Københavns Dukke Festival"
Drengene er med deres mor og farmor til dukketeaterforestillingen Cykelturen på Marionetteatret i Kongens Have i København. Her startede kunstmaleren Helgo Jørgensen i 1966 med at opføre mesterjakelkomedier, og fra 1970 fik det lille teater sin egen scene i en pavillon, hvor det har spillet samtlige somre siden alle dage undtagen mandag og både i regn og sol.
Det gør Marionetteatret til et af de to ældste stationære børneteatre i Danmark. Teatret vandt i 2007 desuden en Reumert for bedste børneteaterforestilling og spiller for 40-50.000 publikummer hver sommer.
Siden 1968 har teatret været ledet af ægteparret Birte og Lejf Norst, og Lejf Norst mener, at teatrets levedygtighed og popularitet skyldes den enkle opskrift: Det skal være sjovt, let forståeligt og med noget til de voksne også.
Derfor bruger vi ikke særlig meget tekst og dialog, hvis noget overhovedet. Musikken og dukkernes lyde er det væsentlige for at forstå, hvad der foregår. Og på den måde kan turisterne også følge med, selvom de jo ikke taler dansk, siger han.
På den forreste bænk foran scenen sidder børnene som limet til hinanden skulder ved skulder. De strækker hals, har åbne munde og vinker, når nye figurer dukker op på scenen.
Det er en pige på cykel, der er stykkets hovedperson, og hun cykler hjemmefra for at besøge sin ven Oskar. På vejen gør hun tjenester for de folk, hun møder en tømrer, en bager og en fisker. De forskellige hverdagsverdener understøttes af musik, så da pigen kommer til fiskeren i sin gule regnhat, spiller en harmonika karakteristisk i baggrunden.
Se, han ryger pibe ligesom farfar, siger farmor Jane Kurek til Nor, der ivrigt spørger ind til de forskellige dukker. Jane Kurek har været i Marionetteatret med flere af sine små børnebørn, og de har alle sammen været helt opslugte:
Det er alle tiders, at vi kan sidde her og se sådan en forestilling. I fjernsynet er der jo mest tegnefilm, hvor der sker alt muligt hele tiden. Det her er noget helt andet, og det fænger i høj grad børnene.
Men selvom tempoet er et andet end i tegnefilmene, er Cykelturen bestemt ikke uden drama. For prinsessen er død, og prinsen sørger så hjerteskærende, at pigen som den holbergske Niels Klim må rejse til underverdenen for at vriste prinsessen fri af Dødens kløer.
Røg strømmer ud fra scenekanten, musikken er uhyggevækkende elektronisk, og en bande skeletter danser dødedans om prinsessens kiste. Men pigen overvinder Døden ved at cykle op i himlen og hente solens stråler ned til underverdenen. Prinsen får sin elskede tilbage, og med deres små dukkearme, der består af dukkeførernes behandskede tommel- og lillefingre, krammer og kysser de hinanden.
Ååårh, sukker forældre og bedsteforældre.
Hvad laver de?, spørger en noget yngre tilskuer.