"Du skal bare holde dig til Gud og aldrig miste troen. Hvorfor ender lykkelige mennesker på kirkegården? Når jeg spørger dig, leger du bare stilleleg."
Ordene spyttes insisterende og rytmisk ud af munden på 18-årige Jonas David Bier. Han er jøde, men tror ikke på Gud. En problemstilling, som han har skrevet en rap-sang om til forestillingen "Hva' så Gud!".
Bag forestillingen står den selvstændige fond C:NTACT, der har til huse på Betty Nansen Teatret, og hvis formål er at skabe kunstneriske projekter for unge med forskellige kulturelle og sociale baggrunde.
15 unge mellem 17 og 25 år kryber, springer og ruller rundt på et koldt gulv. Grin og prusten slår blødt ind mod det enorme lokales slidte vægge.
De unge befinder sig på Betty Nansen Teatrets anneksscene Edison på Frederiksberg i København. Og her er der højt til loftet. Edison huser et virkeligheds- og nutidsteaterrum med kort afstand mellem tanke og handling, plads til de smallere forestillinger, plads til at dumme sig og mulighed for at bryde former op og ned.
Instruktør Madeleine Røn Juuls stemme borer sig gennem lokalet og kræver, at de unge det ene minut skal foregive at gå i blæsevejr og det næste skal krybe ned i en fiktiv hule. Der er trængsel ved hulens indgang, og de unger slanger sig ind og ud mellem hinanden i kampen om at følge instruktørens ordrer. De er ved at varme teatermusklerne op, og efter få minutter er der fuldt blus på den teaterglød, der stråler ud af dem. De sidste to uger har de i samarbejde med Madeleine Røn Juul, Claudio Morales, forestillingsleder og underviser i skuespil, og Donna Cadogan, underviser i sang og musik, øvet intenst på hverdagsaftener og i weekender for at få skruet en forestilling sammen. Og der er stadig meget arbejde i vente frem til premieren.
De unges personlige fortællinger om tro og religion står i kø for at blive omsat til teater. Protestanter, muslimer, katolikker, ateister og jødiske unge deler deres religiøse oplevelser med hinanden og med Madeleine Røn Juul. Hun sammensætter de mange personlige historier til 15 teaterbidder, højt belagt med sang, dans, rap og musik.
De unge, der har meldt sig til projektet, er alle amatører, men fælles for dem er, at de har en trang til at udtrykke sig og et ønske om at flytte nogle af de fordomme, der hersker om deres religion. Så når de unge går på scenen, er det i rollen som sig selv.
17-årige Sally El-Hallak håber, at hun ved at medvirke i forestillingen kan afkræfte nogle af de fordomme, hun mener kendetegner synet på islam.
"Jeg håber, at folk vil holde op med at tænke, at islam er en terrorist-tro, og at alle muslimske kvinder skal gå med tørklæde. Jeg er muslim, men jeg er imod, at kvinder skal bære tørklæde," siger Sally El-Tallak.
Hun har også fået pillet ved nogle af de fordomme, hun selv har haft over for andre religioner.
"Jeg er palæstinenser og følger selvfølgelig med i konflikten mellem palæstinensere og jøder i tv. Derfor har jeg også haft det sådan, at jøder bare skulle holde sig langt væk fra mig. Men sådan har jeg det ikke mere. Nu lærer jeg først nye mennesker at kende og danner mig et indtryk, og bagefter finder jeg måske ud af, at de er jøder," siger Sally El-Hallak, mens hun roder op i sit mørke, krøllede hår.
Jonas David Bier mener, at medierne er med til at skabe et forvrænget billede af virkeligheden.
"Det er noget opreklameret noget, at man ikke kan være venner på tværs af religioner. Jeg respekterer, at nogle har brug for noget at tro på. Det har jeg bare ikke. På den måde kan man godt sige, at jeg har en fordom mod alle religioner. Jeg synes, man skal tro på sig selv i stedet for på en religion," siger han.
Uden de unges fordomme ville Madeleine Røn Juul ikke have stof til at skabe en forestilling.
"De her unge har en meget dyb ærbødighed og forsigtighed over for andres tro. Og nogle gange har jeg da måttet ruske lidt op i dem og provokere dem. Vi har aftalt, at vi skal have respekt for hinanden, men samtidig må vi også kunne sige alt til hinanden i den her gruppe," siger Madeleine Røn Juul og uddyber:
"Det skal ikke bare være et stykke underholdning, det skal være et indblik i, hvad der sker i de unges hoveder, og hvad religion betyder for dem. Teatret skal være de unges talerør."
Det er første gang, at den erfarne instruktør, der tidligere har været teaterchef på Århus Teater, arbejder med amatører. Men for hende adskiller det sig ikke så meget fra at arbejde med professionelle skuespillere.
"Der er selvfølgelig ting, jeg ikke kan forlange af dem. De unge har jo også studier og arbejde at passe ved siden af prøverne, så jeg forlanger ikke, at de bruger en masse tid på forberedelse. I stedet handler det om at begejstre dem, at få dem til at føle sig godt tilpas og skabe en god gruppedynamik," siger Madeleine Røn Juul.
For hende er det også vigtigt, at forestillingen sætter fokus på, hvordan unge i dag definerer tro.
"Det er en rigtig effektiv måde at bruge teatret på. Det er debatteater. Publikum skal møde nogle fordomme og forhåbentlig blive mere opmærksomme på, hvornår de selv eller andre bruger religion som en undskyldning eller som en stigmatisering," siger Madeleine Røn Juul.