4/6 STJERNER
Perlekæden gynger fra side til side, og den grå page er efterhånden noget i uorden hos den pæne dame i slutningen af 60?erne, da hun endelig kan give los og klappe i takt og vippe i hofterne til "Dancing Queen". Det er svært at sidde stille i to timer og bare høre på ABBAs musik!
Og så står de der pludselig sammen med hele holdet og bare smiler venligt. Smukke, velholdte, elegante og så langt fra plateaustøvler og stramme glitterkostumer, som man kan komme: Björn Ulvaeus og hans ekskone, den pressesky Agnetha Fältskog, så er det svært ikke at få åndenød af henrykkelse. Björn og Agnetha. I rigtig levende live. Lige foran én ? det er jo bare så stort!
Der er simpelthen ingen tvivl om, at alle har en vildt god aften til den danske "Mamma Mia"- musical. Også selvom det jo kun var privilegerede premieregæster, der fik fornøjelsen af Björn og Agnetha!
Den pæne, dansende dame med perlekæder og pailletter på blusen er det bedste eksempel på den virkning, ABBAs musik stadig har på os.
Den holder optimalt, benene vil bare bevæge sig, hænderne klapper konstant i takt, og man har lyst til slet og ret at skråle med på det hele.
For sangene er det centrale, og de bliver bestemt ikke ringere af Anne Linnets mundrette, danske oversættelser. Jo, det er indimellem næsten en joke, hvordan de får passet et par hit ind i handlingen.
Det er ikke sådan helt logisk, at to veninder står og kalder den tredje for
"Chiquitita", når nu hun hedder Donna. Bare fordi de vil have hende til at fortælle, hvad der er galt, og hvorfor hun er ked af det.
Men det bærer vi jo gerne over med, fordi vi elsker sangen.
Vist forsøger de da at passe handlingen ind og give et billede af 1970?ernes frigjorte kvinderolle, der havde sine omkostninger, såsom et i længden dyrt krav til sig selv om at kunne alting, og sætte den i kontrast til nutidens unge, der gerne vil ægteskab og hele pakken i en ung alder. Selvfølgelig bliver der byttet rundt på rollerne til sidst, ellers var der jo ikke megen dynamik i historien.
I den danske version bliver det ubetinget sangenes, musikkens og dansens aften. Skuespillet er noget svagere, her er det ubetinget Pernille Schrøder og Peter Oliver Hansen, der tager billedet. De ved, hvordan man både synger, underholder og skaber gang i scenen. Deres skøre kærlighedsscene bliver et højdepunkt.
Nicoline Siff Møller synger fantastisk i hovedrollen som Donna. Hun får "The Winner Takes It All" til at stå så stærkt som en operaarie, og det kræver sin sangerinde at hæve en, omend fantastisk, popsang til det niveau.
Mændene omkring hende står udmærket som de satte, pæne kontormænd langt fra ungdommens vildskab, ligesom Nastja Arcel har elegancen som moden maneater.
Som man da godt kan forstå har lidt svært ved at modstå de unge mænds insisterende charme. For drenge-ensemblet er helt forrygende. De evner at skabe små karakterer, også selv om de hverken har roller eller karakterer.
De danser fænomenalt, med gejst, begejstring, frækhed og charme i hvert trin, hver bevægelse og sanglinie. Deres march ud af scenen i svømmefødder er så skøn.
Så ja, det er en dejlig aften, man har i selskab med holdet bag "Mamma Mia". Men det er også en mere forudsigelig og ikke hele vejen igennem lige stærk kunstnerisk aften, og det handler ikke kun om, at forestillingen er topstyret internationalt. Det er for musikkens, for ABBAs skyld, man skal se "Mamma Mia".
4Mamma Mia. Af Benny Andersson og Björn Ulvaeus. Manuskript: Catherine Johnson. Dansk manuskript: Ann Mariager. Danske sangtekster: Anne Linnet. Koncertsalen, Tivoli. Til den 31. december.