Shakespeares sonetter får krop på scenen

Som forestilling er Sonetter efter Shakespeares digte interessant og saftig. Men opsætningen på Det Kongelige Teater giver ikke lyst til at læse Shakespeare igen

Som forestilling er "Sonetter" efter Shakespeares digte interessant og saftig. Men opsætningen på Det Kongelige Teater giver ikke lyst til at læse Shakespeare igen.
Som forestilling er "Sonetter" efter Shakespeares digte interessant og saftig. Men opsætningen på Det Kongelige Teater giver ikke lyst til at læse Shakespeare igen. Foto: NF.

Med det unge koncept Det Røde Rum i Skuespilhuset er der ikke rigtig lagt op til, at man opfører et Shakespeare-stykke i fuldt udtræk. Den slags hører til inde på Store Scene. Så inde ved siden af på den mindre Portscene er det i stedet Shakespeares berømte, men ikke nær så synlige Sonetter, der er i scenisk fokus hos den unge stjerneinstruktør Elisa Kragerup og skuespillerholdet.

LÆS OGSÅ: Skøn sproglig poesi fra Shakespeare

Et par gode håndfulde af de mange, oversat af Shakespeare-oversætteren over dem alle, Niels Brunse, stiger altså op fra papiret her. Får krop, liv og menneskeligt udtryk på teaterscenen. Med skuespillerne i kinky sort tøj, stramt og udfordrende eller tillukket og overdrevent ærbart. Fra læderhotpants til lang kjole med slæb, fra jakkesæt over spillende muskler i et gennemsigtigt skjorteærme.

Det går da også strålende med at omsætte sonetternes mange facetter af kærligheden til liv. Til sex, smerte, fysik og masser af krop. I en moderne og samtidig meget shakespearesk leg med køn og kærlighed, hvor det er lige så naturligt og næsten allermest forførende, når forelskelsen og kærligheden er mellem samme køn.

Virkelig stærkt står for eksempel det potenserede, længselsfulde møde mellem to kvinder, tidligere elskende, der ikke fik hinanden, og nu er der er kommet en mand og en barnevogn imellem dem. Normaliteten koster på følelseskontoen.

Maria Rossing formår især at omsætte det poetiske, højstemte fra sonetternes meget svulstige sprog til noget, man både lytter til og vil se på, ligesom Peter Plaugborg har en magnetisk kraft på en scene. Hvor han ubesværet kan agere i de vildeste kropslige udfordringer, samtidig med at digtet glider gennem ham og over scenen.

Men teksten, indholdet? Det er jo digte. Sonetter. Og selvom Elisa Kragerup gør så meget ud af det fysiske, og selvom skuespillerne behersker det så storslået, er det rigtig svært for alvor at holde sig fangen om ordene. De er storladne, voldsomme, så svære at tage ind i den her sammenhæng.

Som en ung pige røbede for sin ledsager bagefter: Indimellem havde jeg svært ved at koncentrere mig om det, de sagde. Sådan havde jeg det også. Dagen efter må jeg erkende, at ordene er glemt. Forestillingen giver mig ikke lyst til at læse sonetterne igen eller læse videre selv. Men skuespillerne står stadig tilbage i min hukommelse, erindringen om dem popper hele tiden op.

Som almindelig forestilling er Sonetter interessant, saftig og sexet, og det finder man ikke hver dag på en teaterscene i de mørke vintermåneder.

Shakespeares sonetter. Iscenesat af Elisa Kragerup. Scenografi og kostumer: Palle Steen Christensen. Sangarrangement: Peder Kragerup. Oversættelse: Niels Brunse. Det Røde Rum, Skuespilhuset.