Smuk Butterfly mangler kant

"Madame Butterfly" er en opera om noget så nutidigt som kultursammenstød. I Det Kongelige Teaters nye opsætning får vi dog værket serveret i særdeles traditionelle gevandter

Scenografien er smuk og eventyragtig, kostumerne som taget ud af en vesterlændings forestilling om det mystiske Japan. Foto: Det Kongelige Teater.

Det Kongelige Teaters nye udgave af Puccinis elskede opera "Madame Butterfly" vil glæde alle dem, der ikke bryder sig om alt for moderne opsætninger, for her får vi traditionel skønhed i overmål.

Scenografien er smuk og eventyragtig, kostumerne som taget ud af en vesterlændings forestilling om det mystiske Japan og figurernes kulturelle stereotyper understreges: Den amerikanske løjtnant Pinkerton er en virkelig sjuft, der både ryger og drikker og tydeligvis kun er ude efter et hurtigt engangsknald og på den måde repræsentant for det fordærvede Vesten, hvor madame Butterfly, hans 15-årige forlystelse, er æterisk, elegant og mystisk i sin inkarnation af det oprindelige Østen. Og det må selvfølgelig gå grueligt galt, når nu Butterfly tror på det ægteskab hun har indgået med Pinkerton, hvad han med sin brug og smid væk-holdning så absolut ikke gør. Men kærligheden spøger man ikke med: Da han tre år senere vender tilbage til Japan med sin nye amerikanske kone, fuldbyrdes tragedien, og i en rørende scene tager Butterfly afsked med det barn, hun har fået sammen med Pinkerton for at tage sit eget liv. Til Pinkertons store fortrydelse.

I vores tid, hvor alle hele tiden holder alle muligheder åbne, er madame Butterfly som figur interessant, for hun sætter i sandhed alt på et bræt. Det koster: Hun forkastes af sin familie, da hun afsværger sig sin tro for at blive kristen, og hun kan ikke gennemskue konsekvenserne af mødet med denne fuldstændig fremmede livsform, som Pinkerton er for hende.

Iscenesætteren Lars Kaalund tydeliggør dette uladsiggørlige kærlighedsmøde i sin opsætning, men man kunne godt have ønsket, at han udfordrede både operaen og publikum mere.

Det ville have været et frisk pust at se en fortolkning, der var mere nutidig og tog fat i operaens omdrejningspunkt - æresbegreber og kultursammenstød - for det ville være fortællingen om Danmark i 2010 og på den måde blive mere nærværende teater. Nu drukner det lidt i æstetisk pynt.

Ved premieren i fredags sang Maria Luigia Borsi rollen som Butterfly, og i mandags, hvor denne anmelder var inde, var det Anne Margrethe Dahl, der varetog opgaven. Hun gjorde det fremragende i den rolle, hun har sunget og spillet så ofte på Det Kongelige Teater. Hun har den rette sødme, en stemme, der klinger renfærdigt smukt og en sikker indlevelse. De skiftes sammen med Natalia Kreslina til at synge de mange opførelser i løbet af foråret. Antonello Palombi er som Pinkerton en lige lovlig selvfed italienertenor og ikke den store skuespiller, men han synger formidabelt med et piskesmæld af en stemme, der er medrivende flot i højden. Han synger i de første ni opførelser, Misha Didyk i de resterende 20. Andre gode kræfter er David Kempster som Sharpless, Pinkertons ven og operaens moralske kompas, samt Butterflys hjælper, Suzuki, i mandags sunget af Katarina Giotas, men en rolle, der i de fleste forestillinger varetages af sikre Elisabeth Jansson.

I orkestergraven styrer Giordano Bellincampi kapellet med en stensikker hånd. Han er simpelthen mr. Puccini i Danmark, og lige fra første frase mærker man intensitet, et solidt bundtræk og overskudsagtig passion. Fremragende. Så alt i alt: En smuk "Butterfly" med dejlig sang og orkesterspil, men lidt for pæn og med lidt manglende kant.

kultur@k.dk

Puccini: Madame Butterfly. Det Kongelige Teater. Forestillingen spiller 21 gange til og med den 16. april i Operaen, København. Fra den 5.-19. marts opføres den syv gange rundt om i landet.